Saa er det paa tide med endnu et livstegn. Jeg kom uden videre besvaerligheder til Kunming, hvor jeg med det samme fandt Mads. Det er ikke uden grund Kunming bliver kaldt byen med det evige foraar, og det var en kaerkommen forandring fra sne, regn og kulde i Chengdu. Desuden var Kunming betydeligt paenere, og folk meget mere imoedekommende. Vores hostel laa lige op og ned ad en lokal skole, hvor vi blev den helt store attraktion i middagspausen. Vi besluttede prompte at dedikere foerstedagen og vores genforening til oel og solbadning paa tagterrassen paa vores hotel, samt videre planlaegning af vores tur.
Vi stoedte dog i den forbindelse hurtigt ind i det foerste store problem - kinesisk nytaar. nytaar i Kina foregaar paa mange maader ligesom jul i Danmark, alle rejser hjem og familien samles - og naar 1,3 milliarder mennesker skal med toget medfoerer det total krise indenfor transport. Folk ligger kort fortalt laengere tid i koe for togbilletter i Kina, end alle os andre ligger i koe for en god teltplads til Roskilde.
Heldigvis (eller...?) kendte Peter Yi paa vores hostel en som kendte en som kendte en der kunne skaffe os sleeperpladser til Chengdu, saa vi kunne vaere der tidsnok til at naa vores fly til Lhasa. Gladeligt gav vi i bedste tro Peter Yi 1000 yuan til billetter, og tog samme aften sovebus til Lijiang. Billetterne ville ligge klar til os d. 30, naar vi kom tilbage fra Lijiang. Busturen i sig selv forloeb udemaerket, det var en kold fornoejelse, men vi havde vaeret heldige nok i denne omgang til at faa hver vores private koeje. 10 timer senere var vi i Lijiang, som viste sig at vaere turens foreloebige hoejdepunkt. I modsaetning til stoerstedelen af Kinas storbyer som primaert bestaar af klodsede skaeve bygninger og graa himmel, var Lijiang holdt i klassisk gammeldags kinesisk stil, og de smaa bumlede veje var en sand labyrint mellem smaa og store klassisk kinesiske traehuse. Vejret var som i Kunming solrigt og mildt, og vi viede dagen til at udforske byen paa et lejet tandem. Vi flyttede ind paa Mama Naxi's hos Mama og Baba (mor og far), og hostlet i sig selv var en oplevelse jeg sent vil glemme. Mama, som for oevrigt ikke hed andet end Mama var en italiensk Mama fanget i en kinesisk Mamas krop, og hun fordrev stoerstedelen af sin tid med hoejroestet og bestemt men kaerligt at hundse rundt med Baba og sine gaester inklusive Mads og jeg. Man var der til tiden naar der serveredes aftensmad og morgenmad, hvilket foregik ved store rundborde paa bedste kinesermaner. Restaurenten vrimlede med alle Mama's hunde, the dog-as with-a no-o lov-a, som hun kaldte dem. De var en soergerlig flok gadehunde, som var flyttet ind i restauranten med tiden, og som Mama havde forbarmet sig over. To smaa blinde gadekryds, en mere eller mindre hysterisk chihuahua med skaev ryg, samt et forpjusket lille krae som var blevet efterladt af tidligere kinesiske gaester. De skoere dyr havde dog stor underholdningsvaerdi, og var med til at skabe en hyggelig stemning - selv (og specielt) naar de kom op at toppes, og mama derpaa raabende og svingende med et kosteskaft jagede dem rundt i hele hytten.
Dagen efter vi ankom, gik turen til Tigerspringskloeften, som skulle vaere et af de smukkeste syn i Kina. Vi skulle afsted ved 8-tiden og afsted med en af Mamas busser paa en 2-timers koeretur. Halvejs faldt hele forpartiet af bussen, men paa bedste kinesisk maner var det da ikke noget man ikke kunne holde sammen paa med et par vaade haandklaeder og en god portion knofedt, hvilket ogsaa foejede en ekstra portion spaending til den bumpede koeretur op ad smalle bjergveje.
Vi ankom trods alt i god behold, og begyndte med det samme at vandre. Turen var enormt haard, og vi tussede konsekvent op og ned ad naermest lodrette bjergsider de foerste mange timer. Specielt haarde var de 28 sving, som gik naermest direkte op ad en bjergside. Hele vejen fes en eller flere kinesere rundt bag en med heste, som hele tiden blev mere og mere fristende. Vi var dog hardcore, og naede dog toppen uden den 100-yuan dyre ridetur.
Senere viste det sig ogsaa, at tigerspringskloeften var alle anstrengelserne vaerd. Det landskab der moedte os paa toppen var det mest overvaeldende smukke syn jeg nogensinde har oplevet, og vi maatte flere gange stoppe op for et oejeblik at nyde de smukke bjergformationer, den lyseblaa flod i bunden af kloeften samt de kilometerhoeje bjergtoppe der taarnede sig op hvorend man kiggede hen. Grundet saesonen havde Mads, jeg og vores hollandske og brittiske foelgesvende naermest hele stedet for os selv, og vi stoppede flere gange undervejs op for at nyde stilheden. Ved aftenstide fandt vi et hotel, hvor vi moedte en flok muntre franskmaend vi underholdt os med resten af aftenen.
Dagen derpaa kunne vi roligt sove laenge, da vi allerede naermest var naaet igennem kloeften. Den sidste time gik nedad, og var en rar afveksling fra gaarsdagens kraftanstrengelser. Vi splejsede en bus til Lijiang med en britte, Jack, som viste sig at vaere gode venner med Chloe, Gemma og Lisa fra Tianjin, og som skulle moedes med dem senere i Lijiang. Koereturen med minibus gennem kloeften var en noget naervepirrende oplevelse, i og med at man konsekvent koerte paa kanten af en afgrund og paa en ekstermt ujaevn grusvej. Lonely Planet's mange raedselshistorier om backpackere som var styrtet i dybet under den selvsamme tur i gjorde det ikke bedre. Vi naede dog helskindet tilbage til Lijiang, hvor Mama stod klar med aftensmad. Dagen efter hvilede vi vores oemme bene, og moedtes en sidste gang med Chloe, Gemma, Lisa og Jack paa en cafe naer Mama's. Vi fik samme dag mail fra Peter Yi fra Kunming om, at han havde skaffet os togbilletter til d. 29. og ikke d. 30, og maatte samme aften forlade Lijiang - desvaerre uden at have faaet sagt farvel til Adam og Josh, hvis fly fra Tianjin var forsinket.
Busturen tilbage var knap saa komfortabel som tidligere, og vi blev sammen med 4 kinesere stuvet MEGET taet sammen i bagenden af bussen. Soevn fik vi ikke meget af den nat. Om morgenen da vi ankom stod der til vores store forundring hard seat paa de billetter Peter Yi havde fremtryllet til os, men receptionisten gav os en seddel som hun forklarede kunne give os soft sleepers naar vi viste den til togpersonalet. Vi var noget skeptiske, men havde grundet nytaarstravlheden ikke andet valg end at haabe paa det bedste. For mit indre oere kunne jeg hoere Gregs stemme sige: DO NOT EVER TAKE THE HARD SEAT TRAIN FROM KUNMING TO CHENGDU, IT WAS THE WORST EXPERIENCE IN MY LIFE!
Nu kan jeg godt saette mig ind i, hvad han har ment. Togpersonalet fattede ingenting, og vi blev stuvet ind paa hard seat. Nytaarstravlheden havde medfoert saa klaustrofobiske og prppede togvogne saa man skulle tro det var loegn. Havde vi vaeret grise i en lastbil i Damnark er jeg ikke i tvivl om, at chauffoeren var blevet arresteret for dyremishandling. Der stank overalt af alt fra pis til rester af hoensefoedder og andre madrester der laa som et taeppe over hele gulvet, og vi sad og stod saa taet at vi knapt nok kunne roere os. Den eneste udluftning var en lille spraekke mellem vognene, hvilket slet ikke var tilstraekkeligt for de proppede togvogne, og de gange toget holdt stille laengere tid ad gangen, var det til tider svaert at faa vejret. Vi ringede flere gange til Peter Yi, som forsikrede os om, at vi ved naeste station ville blive flyttet til soft sleepers - intet skete. Efterhaanden var der gaaet 8 timer paa hard seat, og vi ringede atter engang til Peter, som denne gang foreslog os, at vi skulle henvende os til togpersonalet. Vi forsoegte at forklare, at togpersonalet altsaa ikke forstod engelsk, men det mente han ikke var et problem. Vi fik i sidste ende en kinesisk universitetsstuderende til at hjaelpe og oversaette. Togmutter sagde, at vi skulle videre til vogn nummer 11 - vi sad i vogn 4, og doerene maatte ikke aabnes paa de stationer vi stoppede ved. Jeg maatte blive og bevogte vores pladser, mens Mads og kineserpigen begav sig ned mod vogn 11. Jeg ventede og jeg ventede og jeg ventede - og to timer senere dukkede mads forpjusket og svedende op i den anden ende af vognen. Han fik moevet sig tilbage paa saedet, og gav mig spontant et stort kram. Han fortalte efterfoelgende om turen til vogn 11. Han og kineserpigen havde vaeret gennem vogne der fik vores egen til at ligne en balsal. Der havde vaeret mennesker overalt - selv baggagehylderne under loftet havde vaeret proppede med boern, og de havde vaeret noedt til at kravle ovenpaa menneskemaengden (!) det meste af vejen, hvor de havde vaeret udsat for diverse slaaskampe, kylen med flasker og tilraab. Kineserpigen havde i foerste omgang forsoegt at forklare situationen, hvilket kun havde ledt til stoerre ophidselse - saa kunne vi rige hvide svin fandme bare laere hvordan det er at koere med underklassen, havde hun oversat for mads. Da de endelig var naaet frem til vogn 11, havde de atter engang faaet afslag og maatte hele vejen tilbage gennem toget, hvor de heldigvis denne gang kunne gemme sig bag en madvogn der var paa vej gennem vognene. Jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde vaeret saedevogter.
Moerket faldt saa smaat paa, og vi begyndte saa smaat at smide smaa hvide pinde efter en plads paa soft sleepers. Toppen paa kransekagen blev en ordentlig omgang raecermave for mit vedkommende. Jeg kunne sagtens klare, at skulle sparke mig vej gennem den staaende sovende menneskemaengde og det tykke roegsloer i den meget meget lille rygersektion. Jeg kunne ogsaa sagtens klare at skulle ind paa et ekstremt smaat toilet paa cirka 1 kvadratmeter, som stank vaerre end noget jeg nogensinde har oplevet - og jeg kunne ogsaa godt leve med at skulle staa i andres pis og lort til anklerne henover det lille tilpissede hul i gulvet. Hvad jeg havde det decideret svaert med var rotterne paa toilettet. Den foerste gang jeg stiftede bekendtskab med en, var umiddelbart efter Mads' tilbagekomst, hvor jeg efter at have holdt alt inde i 2 timer virkelig var paa bristepunktet. Saa snart jeg aabnede doeren stirrede jeg direkte ind i oejnene paa en kaempe stor fed rotte, der saa snart den fik oeje paa mig pilede et par gange rundt om hullet i gulvet, foer den til sidst kroeb i skjul under et lille metaludhug i vaeggen. Naar man skal, skal man dog, isaer naar man har rejsemave, og jeg maatte uvilligt saenke mig ned mod det lille hul. Herfra kunne jeg lige ane den haarloese hale, der stak ud faa centimeter fra min bare roev.
Natten boed ikke paa meget soevn, og havde man endelig fundet sig til rette blev man skubbet til - ellers begyndte en af de 4 babyer i vores togvogn at skrige som en sindssyg.
Kl. 8.00 i morges efter 22 timer ankom vi endelig til Chengdu, hvor vi indtil videre ikke har laevet meget andet end at nyde at kunne straekke benene. Jeg stoedte ind i Chris paa vores hostel (de britter er over det hele!), og vi fik os en kort snak. I morgen gaar turen til Pandacentret, og i overmorgen skulle vi gerne sidde i Lhasa. Oprindeligt var jeg en smule aengstelig over hvor primitive forhold vi under ture ud fra Lhasa maatte udsaette os selv for - nu ved jeg jeg kan klare ALT!
onsdag den 30. januar 2008
mandag den 21. januar 2008
Livstegn fra Chengdu!
Saa er jeg endelig kommet fra Tianjin efter mange lange visaproblemer. Jeg hoppede paa fly fra Tianjin til Chengdu d. 18, og har vaeret i Chengdu og omegn lige siden.
Da resten af gruppen startede i hhv. Xian og Hongkong, maatte jeg tage til Chengdu alene.
Jeg bor pt. paa Mix Hostel, det billigste hostel i Kina - og det er ikke uden grund. De har et all-over udendoerstema, hvilket sikkert er meget fint i sommerperioden, knapt saa bevendt i Januar maaned. Der er hverken aircondition, doere eller vinduer, hvilket i begyndelsen var lidt af en tilvaendingssag. Personalet er dog enormt soede og hjaelpsomme, og efterhaanden er jeg til trods for den bidende kulde blevet helt glad for at vaere her.
d. 19, dagen efter jeg ankom til Chengdu tog jeg bus til Emei, en lille by 150 km fra Chengdu, som ligger ved foden af Emei Shan, Kinas stoerste og mest beroemte buddhistiske bjerg. Da jeg ankom gik jeg til Baoguangsi, og hoppede derfra af- og paa bybusser for at se lidt naermere paa byen og faa noget at spise. Et par timer senere vendte jeg tilbage til bjerget, hvor jeg tog bus opad til Wannian, som er mindre turistet og betydeligt paenere end Baoguang. Herfra begyndte jeg at vandre gennem de smukkeste landskaber jeg nogensinde har set. Overalt var der groent og frodigt, og man foelte man stod midt i et kinesisk landskabsmaleri. Luften var tung af vand, men frisk, floder og vandloeb piblede frem hvorend man gik hen, og overalt var der tilgroede buddhistiske statuer og udhugninger i bjergsiderne. Kort efter min ankomst moedte jeg en flok kinesiske turister, som jeg fulgtes med resten af dagen. Da moerket begyndte at falde paa vendte kineserne snuden tilbage mod bunden af bjerget, og jeg fandt et hotel paa bjerget. Jeg var eneste gaest, saa jeg blev inviteret til middag med hele familien, og fik til alles store henrykkelse smagt paa en raekke meget krydrede Sichuan-specialiteter. Efter maden forsoegte jeg til alles store henrykkelse paa gebrokkent kinesisk at snakke lidt med ved bordet. Inden jeg gik i seng, opfoerte den yngste datter et dansenummer for hele familien, og saa var det ellers godnat.
Soevn fik jeg dog ikke meget af den nat. Til trods for at hotelfatter havde skruet varmen op paa 30 grader, har jeg aldrig frosset saa meget. Han havde overset en vigtig detalje - nemlig at det kaempe panoramavindue ud til bjergsiden ikke kunne lukkes. Jeg maatte ty til drastiske metoder, og besluttede at tage alt mit medbragte toej (nok til 3 dage) paa, samt binde mit partisantoerklaede om ansigtet for at kunne holde kulden ud.
Jeg vaagnede om morgenen den naeste dag til hanegal, og besluttede at droppe badet, da det eneste der kom ud af hanerne var iskoldt bjergvand. Desuden var alle mine toiletsager saa frosne, at det kraevede mandekraefter at tvinge noget som helst ud af tuberne. Jeg hoppede hurtigt i- eller naermere af toejet og fortsatte min vandring op ad bjerget. Det oesede ned fra morgenstunden, saa alt hvad jeg havde medbragt var gennembloedt paa 20 minutter. Efter at have gaet en times tid, kom jeg til et af de mange beroemte og berygtede abe-omraader. Bjergsiderne var udhuggede som makkakker, og broer og statuer dekoreret med diverse aber i alle former og stoerrelser - rigtige aber var der dog ikke mange af. Jeg fortsatte et kvarters tid, og fik i det fjerne oeje paa to enorme hanmakkakker som sad paa vejen foran mig og skulede olmt. Jeg passerede dem saa hurtigt som muligt uden en lyd, og kiggede ikke tilbage. Det sidste var imidlertid en fejltagelse. Foer jeg vidste af det, var den stoerste af de to aber sprunget paa mig, og hvaeste, hev mig i haaret, skreg, kradsede og bed paa livet loes. Jeg forsoegte febrilsk at skubbe den gale abe af mig, men uden reslutat. Hver gang jeg forsoegte at slaa til den, snappede den ud efter mine haender. Heldigvis kom to saelgere mig til undsaetning, og fik med bambusstokke jaget den gale abe paa flugt. Jeg gav dem chokeret et par kuai hver, og koebte en bambusstok i tilfaelde af, at jeg skulle moede flere galsindede aber paa min vej.
Bambusstokken viste sig at vaere effektiv, og hver gang en- eller flere makkakker naermede sig, bankede jeg stokken i jorden, og de fortrak hurtigt igen. Som jeg bevaegede mig hoejere op ad bjerget blev regnen gradvist til sne, og alt hvad der foer var gennembloedt, blev nu frossent. Jeg vendte hen paa eftermiddagen tilbage til Wannian for at tage bus til toppen af bjerget. Paa en time koerte jeg fra eventyrligt junglelandskab, farverige fugle og aber til totalt hvidt snelandskab. Paa toppen var alt daekket af sne og is, og grundet disen kunne man naermest ikke se andet end hvidt, da jeg ankom. Da jeg bevaegede mig opad, vaennede mine oejne sig dog til snelandskabet, som viste sig at vaere ligesaa smukt som det junglelandskab jeg kom fra. Der var taarnhoeje snedaekkede traer, og kloefter saa dybe at man ikke kunne se bunden. Planen var, at naa til den oeverste tinde, men da der var stroemsvigt virkede liftene ikke. De kinesere jeg fulgtes med den dag, havde ikke investeret i snesko ligesom mig, og ville ikke vandre laengere op ad bjerget. En gaatur til toppen ville tage ca. 3 timer, men da alting var glat og jeg som bekendt var alene, turde jeg ikke begive mig laengere op til fods. Jeg satte mig ved det naermeste spisested for at faa en cola, og blev lynhurtigt midtpunkt for en gruppe nysgerrige kinesere, som var ved at segne af begejstring, da jeg fyrede et par fraser kinesisk af for dem. Efter nogle minutter havde den lille gruppe kinesere udviklet sig til en sand folkemaengde, og jeg besluttede at flygte mens jeg stadig havde chancen. Forfrossen og udmattet vendte jeg tilbage til busstationen, og derfra tilbage til bunden af bjerget. Kineserne siger, at man kun er en halv mand medmindre man har gaaet paa muren - jeg tror det samme maa gaelde for Emei Shan. De to dage jeg brugte paa bjerget var noget af det mest fysisk udmattende og primitive jeg laenge har udsat mig selv for. Roskilde go home!
Jeg var tilbage i Chengdu ved 10-tiden om aftenen, hvor jeg atter engang chekkede ind paa Mix, som i forhold til Emei Shan var en ren Sauna.
Da jeg var udmattet efter min bjergtur, besluttede jeg at droppe pandaerne, som helst skal ses kl. 7-8 om morgenen, og blive under mit elektriske taeppe indtil kl. 10.
Efter et langt velfortjent bad, tog jeg taxa til den store plads midt i Chengdu, hvor en gigantisk stenstatue af Mao pegede i retning mod Starbucks og Mcdonalds, som var en kaerkommen afveksling fra Sichuan-koekkenet. Jeg tussede rundt paa pladsen og senere hovedgaden i et par timer, foer jeg besluttede at tage mig en gaatur i folkets park. Her var smukt beplantet og fredeligt og overalt dyrkede folk Tai Chi, sang karaoke, spillede musik og dansede. Jeg joinede til deres store fornoejelse en flok aeldre damer til Tai Chi, som er betydeligt svaerere end man umiddelbart skulle tro. Derudover var jeg med til faellessang, som dog var en endnu mindre succes end Tai chi. Sidst paa eftermiddagen vendte jeg snuden hjemad.
Jeg flyver til Kunming i morgen kl. 7.45, hvor jeg skal moedes med mads og muligvis Adam, Josh og Paul, nogle engelske venner fra Tianjin. Jeg glaeder mig til at komme under mildere og mindre regnfulde himmelstroeg, men har uden tvivl haft et dejligt og ikke mindst begivenhedsrigt ophold i Chengdu og Emei.
Da resten af gruppen startede i hhv. Xian og Hongkong, maatte jeg tage til Chengdu alene.
Jeg bor pt. paa Mix Hostel, det billigste hostel i Kina - og det er ikke uden grund. De har et all-over udendoerstema, hvilket sikkert er meget fint i sommerperioden, knapt saa bevendt i Januar maaned. Der er hverken aircondition, doere eller vinduer, hvilket i begyndelsen var lidt af en tilvaendingssag. Personalet er dog enormt soede og hjaelpsomme, og efterhaanden er jeg til trods for den bidende kulde blevet helt glad for at vaere her.
d. 19, dagen efter jeg ankom til Chengdu tog jeg bus til Emei, en lille by 150 km fra Chengdu, som ligger ved foden af Emei Shan, Kinas stoerste og mest beroemte buddhistiske bjerg. Da jeg ankom gik jeg til Baoguangsi, og hoppede derfra af- og paa bybusser for at se lidt naermere paa byen og faa noget at spise. Et par timer senere vendte jeg tilbage til bjerget, hvor jeg tog bus opad til Wannian, som er mindre turistet og betydeligt paenere end Baoguang. Herfra begyndte jeg at vandre gennem de smukkeste landskaber jeg nogensinde har set. Overalt var der groent og frodigt, og man foelte man stod midt i et kinesisk landskabsmaleri. Luften var tung af vand, men frisk, floder og vandloeb piblede frem hvorend man gik hen, og overalt var der tilgroede buddhistiske statuer og udhugninger i bjergsiderne. Kort efter min ankomst moedte jeg en flok kinesiske turister, som jeg fulgtes med resten af dagen. Da moerket begyndte at falde paa vendte kineserne snuden tilbage mod bunden af bjerget, og jeg fandt et hotel paa bjerget. Jeg var eneste gaest, saa jeg blev inviteret til middag med hele familien, og fik til alles store henrykkelse smagt paa en raekke meget krydrede Sichuan-specialiteter. Efter maden forsoegte jeg til alles store henrykkelse paa gebrokkent kinesisk at snakke lidt med ved bordet. Inden jeg gik i seng, opfoerte den yngste datter et dansenummer for hele familien, og saa var det ellers godnat.
Soevn fik jeg dog ikke meget af den nat. Til trods for at hotelfatter havde skruet varmen op paa 30 grader, har jeg aldrig frosset saa meget. Han havde overset en vigtig detalje - nemlig at det kaempe panoramavindue ud til bjergsiden ikke kunne lukkes. Jeg maatte ty til drastiske metoder, og besluttede at tage alt mit medbragte toej (nok til 3 dage) paa, samt binde mit partisantoerklaede om ansigtet for at kunne holde kulden ud.
Jeg vaagnede om morgenen den naeste dag til hanegal, og besluttede at droppe badet, da det eneste der kom ud af hanerne var iskoldt bjergvand. Desuden var alle mine toiletsager saa frosne, at det kraevede mandekraefter at tvinge noget som helst ud af tuberne. Jeg hoppede hurtigt i- eller naermere af toejet og fortsatte min vandring op ad bjerget. Det oesede ned fra morgenstunden, saa alt hvad jeg havde medbragt var gennembloedt paa 20 minutter. Efter at have gaet en times tid, kom jeg til et af de mange beroemte og berygtede abe-omraader. Bjergsiderne var udhuggede som makkakker, og broer og statuer dekoreret med diverse aber i alle former og stoerrelser - rigtige aber var der dog ikke mange af. Jeg fortsatte et kvarters tid, og fik i det fjerne oeje paa to enorme hanmakkakker som sad paa vejen foran mig og skulede olmt. Jeg passerede dem saa hurtigt som muligt uden en lyd, og kiggede ikke tilbage. Det sidste var imidlertid en fejltagelse. Foer jeg vidste af det, var den stoerste af de to aber sprunget paa mig, og hvaeste, hev mig i haaret, skreg, kradsede og bed paa livet loes. Jeg forsoegte febrilsk at skubbe den gale abe af mig, men uden reslutat. Hver gang jeg forsoegte at slaa til den, snappede den ud efter mine haender. Heldigvis kom to saelgere mig til undsaetning, og fik med bambusstokke jaget den gale abe paa flugt. Jeg gav dem chokeret et par kuai hver, og koebte en bambusstok i tilfaelde af, at jeg skulle moede flere galsindede aber paa min vej.
Bambusstokken viste sig at vaere effektiv, og hver gang en- eller flere makkakker naermede sig, bankede jeg stokken i jorden, og de fortrak hurtigt igen. Som jeg bevaegede mig hoejere op ad bjerget blev regnen gradvist til sne, og alt hvad der foer var gennembloedt, blev nu frossent. Jeg vendte hen paa eftermiddagen tilbage til Wannian for at tage bus til toppen af bjerget. Paa en time koerte jeg fra eventyrligt junglelandskab, farverige fugle og aber til totalt hvidt snelandskab. Paa toppen var alt daekket af sne og is, og grundet disen kunne man naermest ikke se andet end hvidt, da jeg ankom. Da jeg bevaegede mig opad, vaennede mine oejne sig dog til snelandskabet, som viste sig at vaere ligesaa smukt som det junglelandskab jeg kom fra. Der var taarnhoeje snedaekkede traer, og kloefter saa dybe at man ikke kunne se bunden. Planen var, at naa til den oeverste tinde, men da der var stroemsvigt virkede liftene ikke. De kinesere jeg fulgtes med den dag, havde ikke investeret i snesko ligesom mig, og ville ikke vandre laengere op ad bjerget. En gaatur til toppen ville tage ca. 3 timer, men da alting var glat og jeg som bekendt var alene, turde jeg ikke begive mig laengere op til fods. Jeg satte mig ved det naermeste spisested for at faa en cola, og blev lynhurtigt midtpunkt for en gruppe nysgerrige kinesere, som var ved at segne af begejstring, da jeg fyrede et par fraser kinesisk af for dem. Efter nogle minutter havde den lille gruppe kinesere udviklet sig til en sand folkemaengde, og jeg besluttede at flygte mens jeg stadig havde chancen. Forfrossen og udmattet vendte jeg tilbage til busstationen, og derfra tilbage til bunden af bjerget. Kineserne siger, at man kun er en halv mand medmindre man har gaaet paa muren - jeg tror det samme maa gaelde for Emei Shan. De to dage jeg brugte paa bjerget var noget af det mest fysisk udmattende og primitive jeg laenge har udsat mig selv for. Roskilde go home!
Jeg var tilbage i Chengdu ved 10-tiden om aftenen, hvor jeg atter engang chekkede ind paa Mix, som i forhold til Emei Shan var en ren Sauna.
Da jeg var udmattet efter min bjergtur, besluttede jeg at droppe pandaerne, som helst skal ses kl. 7-8 om morgenen, og blive under mit elektriske taeppe indtil kl. 10.
Efter et langt velfortjent bad, tog jeg taxa til den store plads midt i Chengdu, hvor en gigantisk stenstatue af Mao pegede i retning mod Starbucks og Mcdonalds, som var en kaerkommen afveksling fra Sichuan-koekkenet. Jeg tussede rundt paa pladsen og senere hovedgaden i et par timer, foer jeg besluttede at tage mig en gaatur i folkets park. Her var smukt beplantet og fredeligt og overalt dyrkede folk Tai Chi, sang karaoke, spillede musik og dansede. Jeg joinede til deres store fornoejelse en flok aeldre damer til Tai Chi, som er betydeligt svaerere end man umiddelbart skulle tro. Derudover var jeg med til faellessang, som dog var en endnu mindre succes end Tai chi. Sidst paa eftermiddagen vendte jeg snuden hjemad.
Jeg flyver til Kunming i morgen kl. 7.45, hvor jeg skal moedes med mads og muligvis Adam, Josh og Paul, nogle engelske venner fra Tianjin. Jeg glaeder mig til at komme under mildere og mindre regnfulde himmelstroeg, men har uden tvivl haft et dejligt og ikke mindst begivenhedsrigt ophold i Chengdu og Emei.
mandag den 26. november 2007
Back on track!
Så har jeg endelig været på arbejde igen efter næsten en uge i sengen, som har smadret min døgnrytme godt og grundigt. Udover at jeg måtte stå op fem timer tidligere end sædvanligt, havde jeg grundet en svejsemaskine som udover at larme som ind i helvede lavede kørte blåt diskolys udenfor mit vindue indtil klokken tre fået noget nær min dårligste nattesøvn til dato her i Kina til dato. Efter tre spandfulde kaffe var jeg stadig alt andet end oplagt på unger.
Da jeg trådte ind af døren i sweet class, smilede Annie over hele ansigtet, og talte højlydt til tre. ”Ida, I very miss you!”, råbte ungerne i kor, mens Annie strålede af stolthed og åbenlyst fiskede efter et anerkendende blik fra mig. Jeg nænnede ikke at kommentere det videre, og smilede i stedet det bedste jeg har lært. Så meget for ”bilingual school” – og på den anden side forventeligt, når manden der bestemmer hvem der skal ansættes og fyres ikke behersker så meget som et godmorgen på engelsk.
Ungerne var glade for at se mig igen, og jeg blev på stedet begravet i en horde af snottede børn med fedtefingre, som alle sammen ville sidde på skødet, kysse mig og pille ved mit hår, hvilket blev en uventet brat opvågning. Kina er ekstremt tørt om vinteren, og udover sprukne læber og rynkede hænder gør det børnene konsekvent statisk elektriske, hvilket ærligt talt ikke gør dem mindre irriterende.
Børnene skulle opføre en forestilling for forældrene i dag, så min rolle blev som så mange gange før at gå i cirkler, stå i vejen, og lege med børnene når de skulle sidde stille. Efter en times ihærdig stræben efter at være behjælpelig, gav jeg op, og satte mig i hjørnet med en bog resten af formiddagen.
Klokken 11.30 kunne jeg endelig gnaven og skuffet smutte tilbage på mit lille sure værelse og sætte mig foran computeren en times tid og glo Simpsons, inden turen gik til Tianjin International Building og min første dag på mit nye fritidsarbejde.
Dette blev imidlertid dagens første store positive overraskelse. Tianjin International Building var Tianjin-udgaven af Beijings business-bygninger på Sanlitun, det eneste sted i Beijing hvor gennemsnitsmanden er hvid, iført mappe og jakkesæt og stiger ud af en sort, blankpudset Audi. I den guldbesatte forhal fandtes der alt fra Starbucks til hævemaskiner, en ellers sjælden luksus i Kina. Mads og jeg skulle undervise i engelsk på 24. etage i et fransk firma, og eleverne viste sig til min store overraskelse at være underdirektører eller lignende, alle med minimum en kandidatgrad i international business. Vi blev henvist til konferencerummet, fik hver et glas isvand, og 15 sekunder senere sad vores elever klar til undervisning.
Undervisningen bestod imidlertid i, at vi skulle træne vores fire elever i at samtale på engelsk, hvilket er lig en times betalt snak om alt mellem himmel og jord – nogenlunde de samme emner som jeg har diskuteret med snaksaglige kinesere på Ali Baba, når jeg har skullet slappe af efter en dårlig dag i børnehaven. De eneste umiddelbare forskelle var, at drikkevarerne i International Building blev serveret og var gratis, at vi har en timeløn på 130 rmb og at vores samtalepartnere er enormt engagerede og evigt taknemmelige.
Efter en sludder om blandt andet det danske kongehus, kinesiske bryllupper og skilsmisser samt en masse tips til gode restauranter og shoppingsteder i Tianjin, kunne vi hver 130 yuan rigere læne os tilbage i en sofa på Starbucks og slappe af med en latte omgivet af velklædte businessmænd. Det her er det cooleste job ever, og vigtigst af alt: et bevis på at Kina er andet end harkere, bakterier og uforskammede, uopdragne, egoistiske folk.
onsdag den 21. november 2007
Wo bin le!
”Wo bin le” er kinesisk, og betyder ”jeg er syg”. Om aftenen dagen efter hjemkomsten fra turistrejsen, fik jeg en meget underlig fornemmelse i maven, som viste sig at skulle være mere end bare en fornemmelse. Hele natten kastede jeg op i et væk, og endte med at falde i søvn på gulvet foran toilettet af bare udmattelse. Den sjette gang jeg måtte op for at brække mig, troede jeg, at nu måtte jeg da snart være helt tom – men jeg måtte tro om igen. Min mave havde nemlig besluttet sig for, at der skulle tømmes helt ud – i begge ender, hvilket i sidste ende resulterede i, at jeg for første gang siden jeg var bajs sked i bukserne. Når man kaster op, spænder man som bekendt mavemusklerne, og det var tilsyneladende mere end resten af kroppen kunne holde til. Klokken 4 om natten måtte jeg, syg som bare fanden, vaske gulv og bukser samt tage et grundigt bad. Virusen holdt mig i sengen de næste 3 dage, og på fjerdedagen begyndte jeg til min store begejstring endelig at føle mig rask og veltilpas. Greg skulle komme på besøg den dag, så siden jeg følte mig nogenlunde frisk igen, var min lykke gjort. Troede jeg. Greg nåede at være i Tianjin i cirka 4 timer, før han fik en underlig fornemmelse i maven….
Han formåede at sove på gulvet foran toilettet 2 nætter i træk og skide i bukserne 2 gange.
Da weekenden kom, begyndte flere og flere at få en underlig fornemmelse i maven, så Greg og jeg besluttede os for at forlade den synkende skude hurtigst muligt, og søge tilflugt på et hostel i Beijing. Ingen af os følte os rigtig friske endnu, Greg døjede med maven og jeg fik udover mavesmerter et voldsomt udslæt på arme, ryg, mave og i ansigtet, så vi holdt os mest en dels indenfor på baren de følgende 5 dage. Det eneste vi egentlig nåede at udrette var en 2-timers tur til den forbudte by, der syntes så udmattede at vi røg på hovedet i seng om aftenen allerede kl. 9. Da vi endelig begge var nogenlunde på benene igen, var det tid til at sige farvel; Greg søgte mod mildere himmelstrøg i Thailand, og jeg måtte hoppe på en tre timer lang iskold og ubehagelig bustur tilbage mod Tianjin, mens regnen piskede ned. For 150$ kunne det have været mig der sad på et fly til Thailand; tanken var (og er) fristende.
Nu er jeg så tilbage i Tianjin, og kæmper stadig med sygdom og infektion. Jeg har haft min første hospitalstur, og denne skulle vise sig at være min hidtil mest overraskende og skræmmende oplevelse i Kina indtil videre. Jeg tog til Tianjin City Central Hospital med taxa. Udefra så det ganske anstændigt ud, men da vi trådte indenfor dørene, var realiteten en hel anden. Forhallen lignede lidt banegården – ikke den store fancy banegård i Beijing, nærmere den lille lurvede banegård i Tianjin. Den eneste åbenlyse forskel er, at banegården i Tianjin er meget renere. Væggene var nikotingule og nærmest smurt ind i lort og snotklatter, og hele bygningen lugtede lidt ligesom det lugter når man passerer et offentligt toilet i slumkvartererne i Beijing. Hygiejnen var kvalmende lav, og folk sad og røg cigaretter udenfor de snavsede operationsstuer, der i stedet for døre havde små snaskede gardiner, som det meste af tiden var rullet fra. Jeg skulle under mit besøg på hospitalet blandt andet indlevere en urinprøve, og fik i den forbindelse det største chok hidtil: Toiletterne. Det var uden tvivl her den kvalmende lugt stammede fra, og jeg måtte holde vejret før jeg gik derind, da lugten var så slem. De af jer der har set ”Trainspotting” husker sikkert den forfærdelige scene, hvor Ewan Mcgregor besøger ”the worst toilet in Scotland” – indretningen var nogenlunde den samme, bare meget mere kinesisk. På rad og række var der fire små huller i jorden. Bokse eller bare skillevægge havde man åbenbart ikke fundet nødvendigt, og jeg måtte sidde og koncentrere mig om at tisse i en kop ved siden af en kinesisk læge som var i fuld færd med nummer to, og som syntes mere end ligeglad over at sidde på hug og skide ved siden af mig. Da jeg endelig havde ramt den lille kop tilstrækkeligt og atter fik hevet bukserne op om livet opdagede jeg til min store rædsel, at der ikke engang var en håndvask. Jeg kunne lige overleve med ikke at vaske mine egne hænder og i stedet bruge en vådserviet, hvad der bekymrede mig mere var, at en kinesisk læge lige havde skidt og tørret sig og siden hen forladt toilettet uden at vaske fingre. I det mindste bruger jeg ikke halvdelen af min dag på at stikke fingre ind i mennesker som i forvejen er syge. Urinprøven måtte jeg bære i strakt arm gennem hele hospitalet, da laboratoriet lå i den anden ende af bygningen – og der var ikke noget med at få et låg til prøven. Endvidere virkede kineserne fuldstændig ligeglade med, at jeg bar rundt på muligvis inficeret tis, og både på vej til laboratoriet og mens jeg stod i køen, skubbede folk mig rundt i alle retninger så tisset sprøjtede. Alt foregik på kinesisk, så jeg forstod ikke et hak af, hvad der foregik, og jeg nåede i løbet af de to timer jeg brugte på hospitalet at besøge intet mindre end 5 læger som alle var uforskammede og virkede fuldstændig ligeglade med hvad der var galt med mig. Alle sammen mente de, at jeg bare skulle have en sprøjte antibiotika. Jeg nægtede prompte, og forlangte som betalende kunde gang på gang at få en ordentlig behandling og undersøgelse. Selvom kineserne evindeligt render ud og ind af hospitalet hvis de så meget som hoster to gange i træk, burde det ikke være ensbetydende med at alle os andre gør det!
Endelig fik jeg dog efter lang tids insisteren en undersøgelse, og lægen udskrev noget medicin til mig – for at være mere nøjagtig to bæreposer fulde af medicin. Alt fra desinficerende væsker til piller i forskellige former og farver. Jeg fik en kort og upræcis instruktion i hvordan og hvor ofte jeg skulle tage medicinen, og så var det ellers herut. På vej ud af døren fortalte lægen, at jeg bare skulle komme tilbage hvis det ikke virkede. Yderst betryggende. En ting er helt sikker: Jeg kommer ALDRIG igen!
Jeg havde desværre ikke mit kamera med på hospitalet, så i må nøjes med et billede af al den medicin jeg tager - hver dag!
turistrejse med mr. Zhao pt. 1
Fredag morgen dagen efter vi havde været i Beijing og krydse, sad vi alle spændte og veloplagte i en af Cathay Futures skolebusser, klar på vores turistrejse til Qingdao, det konfusianske tempel og Yinan-provinsen. Med os på rejsen havde vi Sunny, Mr. Zhao og en af Sunnys veninder. I første omgang gik turen til Qingdao og den olympiske regatta, og planen var en 6 timers køretur. Køreturen på kinesisk motorvej var i sig selv en kulturel oplevelse. Tilbage i gode gamle Danmark har jeg ofte bandet og svovlet over min egen dumhed, når jeg i et kort uopmærksomt øjeblik har misset den rigtige afkørsel fra motorvejen, og derved indskrevet mig selv til kilometervis af ekstra kørsel på motorvejen til næste afkørsel. I Kina har de fundet tricket: Hvis man kører forbi den rigtige afkørsel, bakker man da bare! Så der sad vi – 10 rædselsslagne danskere uden sikkerhedsseler på en kinesisk motorvej og bakkede på livet løs, mens bilerne udenfor fløj forbi vinduerne og dyttede på livet løs af den bakkende minibus. I Danmark har vi et ord for det: spøgelsesbilist!
Efter 6 timers kørsel sad vi alle med hvad der føltes som meget flade numser midt på motorvejen, og undrede os over hvor hulen Qingdao var. Sunny fortalte os lavmælt på engelsk at mr. Zhao havde trodset navigationssystemet, da han efter bedste overbevisning kendte en kortere vej til Qingdao. Mr. Zhao, headmaster på en af Kinas mest berømte såkaldt tosprogede skoler i Kina, taler som bekendt ikke et ord engelsk. 2 timer senere begyndte mørket at falde på, og i horisonten kunne vi skimte noget der lignede en by – Qingdao! Byen var flot og interessant, og vi sad alle med ansigterne presset op imod vinduerne, ivrige efter at se byen på egen hånd. Kort efter befandt vi os ved kysten og en stor moderne bygning, museet for den olympiske regatta. Vi fik en eksklusiv rundvisning, og fik senere lov til at snuse rundt på kajen og mærke den friske brise fra havet. Da det var blevet så sent, blev vi dog få minutter senere jaget tilbage i minibussen, da vi skulle nå at tjekke ind på hotellet og ud at spise aftensmad inden natten faldt på.
Aftensmaden fik vi på en eksklusiv kinesisk restaurant lige op til Tsingtao-bryggeriet. Mellem de to bygninger var et gigantisk rør, som efter Sunnys udsagn var et såkaldt ”ølrør”, så øllen vi fik på restauranten var så friskbrygget som muligt. Maden var som forventet meget kinesisk, til gengæld var der live-underholdning i form af mavedans og musik, samt en kæmpe wide-screen der viste en gammel Britney Spears koncert. Efter maden tjekkede vi ind på vores hotel, og fik til vores store ærgrelse at vide, at vi skulle videre dagen efter kl. 8.00, og altså at vi ikke fik mulighed for at se på den by vi havde kørt 8 timer for at komme til.
Dagen efter gik turen til Konfuses fødeby, og som forventet gik mange af dagtimerne atter engang med at køre rundt i minibussen. Ved eftermiddagstid var vi ved templet, og på bedste kinesiske vis, fik vi en guide med et lille blåt flag, som i stor hast jagede os igennem templet mens hun snakkede lavmælt, gebrokkent engelsk, som ingen af os rigtig forstod. Templet var lidt ligesom mange andre templer jeg tidligere har set, så det var ikke den kæmpe store skelsættende oplevelse – dog var det et nydeligt sted, og uden den lille kineser med det blå flag som jagede os gennem templet på no time, havde det da været en oplevelse.
Efter rundturen blev vi jaget tilbage i bussen, og kørte atter i timevis. Næste punkt på dagsordnen var at besøge en skole meget lig Cathay Future, og vi gennemskuede hurtigt, at det mest en dels var for at pleje mr. Zhaos forretningsforbindelser. Efter den obligatoriske rundvisning på skolen, inviterede forstanderen for skolen på (once again) kinesisk middag, og mens vi sad ved vores runde borde med drejeskiver, kunne man tydeligt ænse kfc-logoet eller et lille flakkende mcdonalds-M i alle danskernes øjne, i takt med at vi fik serveret grå tofu, friterede mynteblade, eddikepeanuts og andre kinesiske specialiteter. Kinesisk mad er på ingen måde lækkert, og vil aldrig blive det, ligegyldigt hvor dyrt og lækkert det nu engang ser ud.
Vores lokale havde to store runde borde, et danskerbord og et kineserbord. Kineserne drak sig dog hurtigt så trillestive i øl og Beijou (læs: ildelugtende- og smagende kinesisk riswhisky), og for i et væk over til vores bord for at skåle og lykønske mens de plaprede løs på kinesisk og deres ansigtskulør gradvist gik fra gul til orange til meget rød.
Efter middagen var alle kineserne ved så godt mod, at de fluks inviterede os på karaokebar, hvor festlighederne fortsatte. Som sædvanlig gjorde mr. Zhao sit ypperste for at være centrum, og de få sange hvor han ikke nåede at få tilranet sig mikrofonen, diskodansede han på livet løs. Til tider har vi alle sammen undret os gevaldigt over, hvordan en mand af mr. Zhaos kaliber nogensinde kan have fået den stilling han har. Et par timer senere blev vi sendt hjem i seng på hotellet, mens kineserne drak og sang videre på karaokebaren.
Søndag formiddag gik med besøg i en park, hvor vi atter en gang fik os en lille kineser med et blåt flag – forskellen var, at hun ikke kunne et pluk engelsk, og derfor kun snakkede kinesisk til os til alles store forundring. Atter engang blev vi i bedste kinesisk-turist stil jaget gennem parken af flagdamen uden mulighed for at stoppe op og kigge os omkring – og vupti! Blev vi nok engang jagtet ind i bussen, som denne gang gik tilbage til Tianjin. Vores tur var åbenbart blevet kortet ned, da mr. Zhao ville have os til at deltage i endnu et arrangement, hvor vores opgave som altid var at se hvide og fremmede ud. Så meget for 5 dages betalt turistrejse!
Blæsevejr på Kajen i Qingdao
...Ud i det blå!
Rund dør i det Konfusianske tempel
Konfusis fødeby. Sunny agerer guide.
Mr. Zhao giver den gas på dansegulvet mens en kollega synger karaoke
Smuk udsigt i en park i Yinan
Samme park med udsigt over en stor sø
Wo shi danmai ren!
Torsdag d. 1. november 2007 havde vi alle i anledning af valget i Danmark fået en fridag til at tage til Beijing for at stemme. Aftalen var at forlade Cathay future kl. 8.00, men grundet generel tømmermænds-epidemi blev det kun Frederik og jeg der præsterede at overholde tidsplanen. Turen gik let og smertefrit, og for en gangs skyld slap vi udenom det sædvanlige billetræs på banegården og kom på et tog med det samme. Da vi kom til Beijing besluttede vi os for at finde Sanlitun, ambassadekvarteret på egen hånd i stedet for at bruge timer på at forhandle med taxachauffører og bondefangere ved togstationen i Beijing. Generelt har vi erfaret, at det er enormt svært at få fat i en normal taxa i Beijing hvis man er hvid, da trafikken omkring centrum er meget hektisk, og da det for taxachaufførerne i stor grad bedre kan betale sig at samle kinesiske kunder op – til stor forskel fra Tianjin, hvor taxaerne dytter og nærmest ræser op på fortovet foran en når man er hvid. Vi hoppede på metroen med det samme, og blev som sædvanlig mast så voldsomt ind i vognen, at vi fik følelsen af, at vi kunne give slip med fødderne og stadig blive stående. Havde man i Europa mast dyr så tæt sammen som menneskerne i Beijings metroer, ville man øjeblikkeligt blive arresteret og kylet i fængsel for dyrplageri.
Da vi endelig kom ud af den tætpakkede vogn, besluttede vi os for at gå på eventyr, da vi i forhold til resten af gruppen havde oceaner af tid, og vi fandt hurtigt en lille snusket slum-houtong, som vi straks blev enige om at udforske. I løbet af 5 sekunder gik vi fra heftig trafik, travle businessmænd, luksushoteller og skinnende skyskrabere til små lurvede skure, lugtende fællesbade og rodede smalle små gader, samt snavsede gadekøkkener hvor en middag kostede 2 yuan. Gamle mænd spillede kinaskak i hjørnerne, og teenagepigerne fnisede og sendte flirtende blikke til Frederik. Vores frokost blev en autentisk portion dumplings til 5 yuan, cirka 3 kroner – og bang, så var vi tilbage til storbyræs, velduftende mænd i jakkesæt, skyskrabere og ferraibutikker.
Klokken var så småt blevet 11, og vi besluttede at gå på taxajagt og køre det sidste stykke af vejen i taxa. Sanlitun lå lige om hjørnet, og var en smuk, idyllisk, pænt beplantet og fredfyldt bred gade med pæne bygninger og vejrende flag. Havde det ikke været for de evindelige kinesiske vagter med store maskinpistoler, havde sanlitun været det perfekte sted i Beijing for en afslappende gåtur. Da der ikke var meget vind i flagene, viste det sig at være en stor udfordring at finde den danske ambassade. Endelig pegede taxacaufføren på noget rødt og hvidt inde bag en af de høje mure. Dui, dui! – det så dansk ud, og vi hoppede ud af taxaen, hvor det første problem opstod: af en eller anden sadistisk grund, havde man valgt at placere den danske ambassade lige op og ned af den schweiziske ambassade, hvilket gav anledning til stor forvirring, da der som sagt ikke var skyggen af vind i flagene. Vi fandt dog efter et par minutter den rigtige, og blev indenfor porten budt velkommen af en venlig, dansk dame, som fulgte os ind på kontoret, hvor jeg var meget spændt på at skulle sætte mit første kryds nogensinde – en begivenhed jeg længe har set frem til. Jeg blev imidlertid meget skuffet. Der var ingen stemmeurne, og ikke så meget som et gardin jeg kunne gå ind bag. Jeg måtte endda rundt og spørge om jeg ikke kunne låne en kuglepen til at sætte krydset med. Efter at have sat krydset og lukket konvolutten kunne jeg pænt lægge den i bunken sammen med de mange andre konvolutter – og så var det overstået! Jeg var lidt vemodig, men vi fik os efterfølgende en snak med det danske personale, hvilket gav mit humør et væsentligt løft – efter 3 måneder i Kina var det helt fantastisk at kunne føre en normal samtale på dansk. Jeg kiggede mig omkring, og fandt både danske småkager, lakridser og et rent, hvidt toilet man kunne sidde på – selv radioen kørte på dansk p3.
Jeg endte derfor alligevel med at forlade ambassaden i højt humør, og da jeg kiggede tilbage på danebrog bag murene, var det en nærmest fremmed følelse. Hvad der tidligere for mit vedkommende tidligere ikke havde været andet end Pia Kjærsgaards kvalmende svastika, syntes nu en del af min identitet og et varmende kærkomment syn. Havde min afsky for så meget af det Kina og kineserne står for fremprovokeret en lille snært af nationalfølelse – var det muligt!?
Efter resten af danskerbanden havde fået sat deres kryds, gik turen til ”den lille havfrue” – tro det eller ej – en dansk restaurant midt i Beijing, hvor vi proppede os med sild, smørrebrød, kartoffelsalat og frikadeller til den store guldmedalje, til tonerne af Kim Larsen og brødrene Olsen. Sjældent har jeg i Kina følt mig så veltilpas og hjemme – det var virkelig nationalfølelse, og vi var alle i højt humør da vi vendte snuden tilbage mod Tianjin og Cathay Future.
Wo shi danmai ren – Jeg er dansker!
...Kinesisk slum-houtong
Frederik foran en meget meget lille dør i slumkvarteret
Den danske ambassade og Sanlitun
...Og her, mine damer og herrer, et skelsættende punkt i mit liv: stedet hvor jeg fik lov til at sætte mit første kryds til det danske folketingsvalg. Voila...
tirsdag den 30. oktober 2007
Hul igennem!
Så er der endelig hul igennem igen! Siden den nationale kommunistiske kongres i Beijing, har jeg ikke kunnet skrive på bloggen, da der fra regeringens side er blevet lagt pres på nettet, hvor mange af de store hjemmesider (youtube, bbc, blogger etc…) også i den forbindelse har været lukket ned. Vi skulle jo nødig vide for meget for hurtigt… Nu jeg har fat i ytringsfrihed (og mangel på samme), er der fra regeringens side også kommet et forbud mod at diskutere luftforurening, siden den dag for et par uger siden hvor smoggen lå så tykt i Beijing, at børn og gamle blev stærkt frarådet at gå udenfor. I den forbindelse er alle hjemmesider tilegnet asmatikere i Beijing blevet lukket ned, så hver gang man som asmatiker går udenfor en dør, er det fra nu af med livet som indsats.
Her i Tianjin er forureningen også i den grad mærkbar. Vi var egentlig blevet enige om, at det nok ikke blev værre end den dag hvor vi ikke kunne se jorden fra vores værelser på 9. etage – men det blev det! Mandag for en uge siden lå smoggen her i byen så tykt, at vi da vi trådte ud af døren hverken kunne se gaden eller naboskyskraberne, som ligger ca.
En anden og næsten værre ulempe ved at bo i Tianjin er dog larmen. Som vi også på forhånd var blevet fortalt, er Tianjin i høj grad kilometer og atter kilometer af byggerod og industri, så vi vågner op og går i seng til lyden af bankende hamre, svejsning og larmende maskiner. Værst er dog sprængningerne, som foregår lige udenfor bygningen. De 30 sekunder lange øredøvende brag, der i sig selv er en plage, sætter gang i samtlige bilalarmer i miles omkreds, og gør det til en fysisk umulighed at sove længe i weekenderne, eller for den sags skyld at sove mere end en halv time ad gangen om dagen. Begrebet powernapping har for mit vedkommende fået en helt ny betydning!
Udover luftforurening, larm og dårlig internetforbindelse, står det dog nogenlunde til i Tianjin. Jeg har vænnet mig til at undervise, og selvom vi alle kom dårligt fra start er vi ved at nå til en fælles forståelse med vores lærere om, hvad hulen det er der skal ske i klasserne. Børnene er, som 5-årige nu engang er, ustyrlige, trælse og fedtede, men med en god portion viljestyrke og tålmodighed er de ikke helt umulige at lære engelsk eller at holde ud for den sags skyld. De har vænnet sig til mig, og har tydeligvis også lært noget af mine forsøg på at undervise. Den største succes jeg har oplevet mht. undervisning er dog, at lærerne i deres egen engelskundervisning efterhånden bruger mange af mine metoder – og at jeg fra sidelinien kan konkludere at de virker!
Som supplement til undervisningen i dagtimerne har Mads og jeg fået arbejde som voksenundervisere i et firma et par timer om ugen, for også at supplere de 6000 kr fra flybilletten, der hurtigt fik ben at gå på. Lønnen ligger på cirka 140yuan i timen, så det er selv sammenlignet med dansk løn helt udmærket. Desuden ser vi frem til at undervise på et lidt andet plan end vi gør i børnehaven.
Weekenderne hernede går også stille og roligt. I forrige weekend tog Frederik og jeg til Beijing og på hiking på muren ved Simatai. Til trods for lange ventetider, transportproblemer og ikke mindst 8 timer på et sæde med en 90-graders vinkel i en lille lummer bumlebus, var det hele turen værd. Efter 2 måneder hvor vi nærmest uafbrudt har opholdt os i larmende forurenede storbyer (hhv. Tianjin og Beijing), er synet af en blå himmel og lyden af stilhed overvældende, og vi nød til fulde de
I denne weekend går turen sydpå med den lovede 5-dages ”turistrejse”, der desværre ikke var helt så turist-ish som lovet. Udover at de 5 dage er splittet op så vi kun er af sted i weekenderne, skal vi af sted med en skolebus og ikke længere væk end hvad der ville tage 1-2 timer med tog.
Om ikke andet har vi dog fået hustlet os til et par fridage, så til trods for bred utilfredshed har vi stillet os tilfredse.
Torsdag tager vi alle sammen til Beijing for at stemme til folketingsvalget og se lidt nærmere på ambassaden. Det er lidt vemodigt at skulle sætte sit allerførste kryds på den anden side af kloden, uden at have overværet en eneste debat, men vi lever stadig i håbet om, at vi snart får vores første politiken-weekly, for måske at få et lille hint om, hvad der sker hjemme i lille Danmark.
Ellers er der ikke de store nyheder fra Tianjin. Jeg nyder stadig at være her, og selvom Kina er enormt anstrengende og irriterende er det stadig en kæmpe oplevelse.
- Ida
Abonner på:
Opslag (Atom)
