Så er vi i gang!

Endelig har jeg fået fat i et stik, så jeg kan opdatere lidt på bloggen - og der er sket meget siden sidst. Op til weekenden lærte vi Tianjin lidt bedre at kende på egen hånd, og fik set byen fra det kæmpestore tv-tårn. Herfra fremgik det tydeligt, at Tianjin til trods for at byen knapt nok er kendt i Beijing er enorm, med de utallige højhuse og knapt 9 millioner indbyggere.

Da det blev fredag tog vi tog til Beijing, hvor vi boede i en kendt backpacker-houtong som lå lige i nærheden af den himmelske fredsplads. Meget af dagen gik med lange gåture og desperate forsøg på at kommunikere med hostelmedarbejderne, så det eneste vi nåede, var en gåtur gennem houtongerne og videre ud på den himmelske fredsplads. Lige i nærheden af vores hostel lå byens backpackerbar, hvor vi spiste aftensmad og blev hele aftenen. I modsætning til Tianjin er det meget nemt at møde nye venner i Beijing, og jeg fik mig en lang snak med to hollandske piger og tre kinesiske servetricer, mødte en russisk kung-fu studerende, som spillede russiske seranader om min blændende skønhed hele aftenen, diskuterede Bowie med en brite på jordomrejse, og fik mig en god ven, Greg, fra amerika, som efter eget udsagn er fuldtidsvagabond - han rejser rundt i verden, og tjener til sine rejser ved at tage billeder og skrive artikler til aviser og bøger, samt gennem en meget populær blog han skriver. Lige nu skulle han en måned på kung-fu kursus langt ude på landet, og leve på 3 timers søvn, tørre tæsk og en skål ris om dagen, men når han om en måned er tilbage i Beijing, skal vi mødes, så han kan lære mig byen lidt bedre at kende.

Lørdagen var en del mere dramatisk end fredag - om dagen tog vi til den forbudte by og Bai Hai parken, og klokken 6 blev jeg hentet af Wen Tongs mand og deres søn Yan Yan, som jeg skulle spise aftensmad med. køreturen gik dog ikke just som planlagt, og jeg endte med at få en oplevelse jeg sent vil glemme. Da hverken Wendys mand eller Yan Yan taler særligt godt engelsk, har jeg stadig ikke helt forstået hvad der skete, men jeg skal prøve at referere det:
På vej ud af Houtongen banker der pludselig en mand på ruden, og Wendys mand ruller den nogle få centimeter ned, hvorefter manden udenfor bilen skubber en mobiltelefon ind ad vinduet. Wendys mand hæver stemmen, ruller vinduet op med det samme og skubber telefonen ud. vi kører videre hen ad Houtongen, men manden følger efter, og begynder at slå og sparke på bilen. Da jeg spørger Wendys mand hvad der foregår kigger han hurtigt på mig og siger "robber", hvorefter han febrilsk fisker en stungun ud af handskerummet og ligger den i sin bukselomme. Vi kører videre gennem houtongen, og manden udenfor begynder at tage i håndtagene for at komme ind i bilen, og bliver mere og mere agressiv. Da vi kommer ud til en større vej, stiller manden sig foran bilen, så vi ikke kan komme væk, og hamrer en knytnæve ned i køleren mens han råber og skriger. Efter nogle minutter når Wendys mand at smutte udenom ham mens han kigger væk et øjeblik, og manden udenfor når lige at få hamret så hårdt i min rude, at den er ved at gå i stykker, før vi fræser væk fra ham gennem Beijing. Snart efter ser vi en politimotorcykel som gener os ind til siden, og efter et par minutter holder bilen omringet af kinesisk politi, tre biler og to motorcykler. manden fra før kommer, og i cirka 45 minutter står alle og råber af hinanden, indtil vi til sidst får lov at køre videre.
Hele episoden igennem har jeg været ved at skide i bukserne af skræk, men heldigvis får lille Yan Yan og Wendys mand beroliget mig, og middagen bliver til trods for at vi ikke kan snakke sammen rigtig hyggelig. Efter middagen kører jeg med hjem til hvor de bor, og sammen med Wendys mand og hans bror tager jeg en taxa tilbage, og de forklarer mig, at jeg fremover skal være meget forsigtig når jeg færdes i gaderne.

Heldigvis var resten af aftenen hyggelig, jeg havde det sjovt med de andre, og vi sad ved den samme bar som fredag aften. Jeg fik snakket lidt videre med Greg, og mødte et par kinesere som var meget ivrige for at træne deres engelsk.

Søndag tog vi trætte og udmattede tilbage til Tianjin, og så film resten af dagen.

I dag, mandag, var så den første arbejdsdag.
Vi har ikke lavet så meget endnu, da de fleste af børnene først kommer på mandag, men det var fint lige at møde lærerne, og finde ud af hvordan det hele fungerer. De børn jeg har mødt er enormt søde, og vil hellere gerne snakke med en og røre med en selvom man ikke forstår et hak af hvad de siger.

Shopping i Tianjin

Linda, mig, mona og Krista på den himmelske fredsplads

Kinesiske tourister fra sydkina - mange af dem har aldrig set en hvid person der, så man bliver fotograferet i et væk på den himmelske fredsplads


Mig sammen med Greg - professionel "vagabond" fra Kentucky

Mona, Krista og Jeg i Bai Hai Park

så er vi her!

Efter en ni timers lang flyvetur blev vi hentet i Beijing lufthavn af Sunni, og efter atter to en halv time var vi på cathay future, trætte og svedende. Her i Tianjin har vi cirka 40 graders varme, så det var noget af en omvæltning fra den iskolde nat i flyet, som for øvrigt forhindrede de fleste af os i at få vores nattesøvn. Men som sagt er vi kommet til Tianjin, hvor vi er blevet indlogeret på vores værelser.
klokken halv seks skulle vi spise middag med Mister Jiao, ejeren af Centeret, og Sunni, og senere gik vi i byen med de tidligere lærere og pædagoger på Cathay Future, som rejser hjem i morgen tidlig. Værelserne er store og lækre, og det eneste minus indtil videre er ekstra sovekammerater i form af kakkelakker i skufferne. Byen er stor, og der er masser af liv i gaden, også om natten. Vi har besøgt de tidligere læreres stambar, ali babar, som udover at være byens universitetscafe også er midtpunkt for en hel del udlændinge, samt universitetsstuderende som hellere end gerne vil have en snak.

Så alt i alt går det glimrende - vi har det godt og nyder byen og det dejlige vejr. Vi har lige omkring ti fridage før arbejdet begynder, og tager derfor til Beijing fredag til Søndag. I morgen står den på yderligere intruduktion af centeret og byen, samt praktiske erinder og oprettelse af telefonnummer i Kina.

Min roomie Mona og vores værelse. I Danmark fik vi at vide, at de tidligere 3-mandsværelser var blevet delt af skillevægge, og nu var enmandsværelser - overraskelsen var dog, at skillevæggene består i tre overdimensionerede glasbrusekabiner med en seng og et skrivebord i hver kabine.

Min seng og badeværelset


Middag med Sunni og Mr. Jiao


- og udsigten fra vores værelse.