Nam-tso, Ganden og tibetansk nytaar

Saa er internettet back on track i Lhasa. Det er nok de faerreste der kan undre sig over, at det ikke er verdens mest stabile internetforbindelse vi sidder paa herude i oedemarken.

Siden sidst er der sket en hel masse. Stoerste oplevelse i Lhasa har helt sikkert vaeret Potala paladset, Dalai Lamas tidligere residens. Vi joinede hundredevis af pilgrimme rundt i paladsets mange vaerelser og sale, og det var i langt hoejere grad det der gjorde potala paladset til en kaempe oplevelse end det var selve paladset. Indvendigt var det knapt saa overdaadigt som udvendigt, men der var en helt speciel stemning over saavel omgivelser som indretning, hvilket jeg hidtil aldrig har oplevet. Efter paladsturen tog vi en kora (pilgrimsvandring) rundt om hele paladset, hvor vi fik drejet paa hundredevis af bedemoeller og sagt hello til en hel masse nysgerrige pilgrimme.

Og a pro pros tibetanere og deres venlighed, har jeg faaet to tibetanske veninder, Yashi og Tashi. Tibetanerne er som tidligere naevnt det venligste folkefaerd jeg har oplevet, og er uanset alder og koen ivrig for at komme i snak med udlaendinge. Et mindre problem er dog, at langt de fleste ikke kan et hak engelsk, hvilket i mange tilfaelde bliver lidt komisk. Faar de oeje paa en udlaending raaber de simpelthen den/de faa fraser de kan paa engelsk. Sjovest var en chauffoer i en minibus, som da han saa os storsmilende stak hele hovedet ud af sidevinduet, vinkede det bedste han havde laert og raabte "I'M THIRTY!"
Derudover har det ogsaa sin charme, naar munkene en sjaelden gang har sagt "I love you" til Mads.
Tashi og Yashi kan heller ikke saerlig meget engelsk, men har haft engelsk et aar nu, og kan de fleste fraser i et-aarsbogen. Jeg moedte dem under en gaatur paa Bagou, og vi gik Jokang-koraen sammen. Vi fik ikke snakket meget, men de var tilsyneladende godt tilfredse med at have faaet en dansk ven, og jeg var mere end glad for at faa et, omend meget lille, kig ind i en tibetaners hverdag.

Allerede anden dag i Lhasa, besluttede Mads og jeg at gaa paa jagt efter en chauffoer for at kunne komme ud ad Lhasa og runde Shigatse, Gyantse og Mt. Everest base camp. Vi var grundet nytaaret forberedt paa at skulle lede laenge, men fik til vores store henrykkelse bid ved foerste ring. 4 dage for 825 rmb pr. person loed naesten for godt til at vaere sandt, og det skulle det soerme ogsaa vise sig at vaere. Da vi to dage senere moedtes med chauffoeren var rejsen cuttet ned til 2 dage grundet nytaar, Base Camp var blevet slettet fra programmet, og prisen var steget fra 825 til 925 pr. person. Vi takkede paent nej.
Mange af de foelgende dage gik med at undersoege hvordan vi kunne komme ud af Lhasa. Ingen ved officielt noget om noget som helst, saa her er der ikke andet for end at gaa paa hostelvandring og spoerge sig for.
Det tydede umiddebart ikke paa, at der var een eneste chauffoer i Lhasa der havde mod paa at koere under nytaaret, og vi indstillede os da ogsaa saa smaat paa, at skulle droppe ihvertfald Base Camp og Gyantse. For at foeje spot til skade fandt vi ud at, at vejen til Nam-tso soeen grundet sneen var lukket.

Som alt saa sortest ud, blev vi midt paa gaden stoppet af en franskmand, som inviterede os med til Nam-tso, vejen var tilsyneladende blevet genaabnet samme dag. Vi takkede straks ja, og var afsted med jeep naeste morgen kl. 7. Koereturen var i sig selv noget af en oplevelse, landskabet var helt fantastisk og vrimlede med yakker og geder i alle former og stoerrelser. Paa vejen passerede vi desuden adskillige pilgrimsbusser samt pilgrimme paa gaaben, som blev ved med at dukke op timevis fra Lhasa og deres maal Jokhangen. Efter 4 timer naaede vi til Nam-Tso, en af Tibets mest beroemte tyrkise soeer. Der var dog grundet aarstiden ikke meget tyrkis over Nam-Tso, og vi befandt os i stedet paa et kaempe islandskab der rakte langt ud i horisonten. Kulden gjorde bestemt ikke Nam-tso til en mindre oplevelse, den ekstremt blaa himmel i kontrast med det kridhvide islandskab er et syn jeg sent vil glemme.
Jeg fik en lille souvenir med foer vi atter forlod soeen i form at en Yaktand, som jeg ved haandkraft hev ud af kraniet paa en doed yak nogle vilde hunde havde guffet i. Det er fandme backpack!
Hoejderne og den ekstremt skarpe sol plus en meget bumlet 8-timers tur i bagagerummet (!) paa en jeep (som for oevrigt brat broed sammen under vejs) medfoerte dog en fael hovedpine, saa vi foelte paa alle maader for at hoppe paa hovedet i seng saa snart vi var tilbage i Lhasa. Vi havde ikke taget det tibetanske nytaar med i vores beregninger, og praecis kl. 20.30 broed helvede mildest tralt loes. Overalt var der en oeredoevende larm af kanonslag, raketter floej hen ad gaden og om oerene paa os, de yngdste boerne styrtede rundt i gaderne og sloges med fakler, mens de aeldre brugte kanonslag og heksehyl. Det var et sandt ragnarok, prikken over i'et blev, at en moegunge kastede fyrvaerkeri paa mig, hvilket ud over at give mig et chock i flere afdelinger sved som ind i helvede den naeste halve times tid. Heldigvis stoppede galskaben igen ved 10-tiden, saa vi kunne faa nattero.

Vi havde samme nat til stor fortrydelse flyttet over i et mindre og billigere vaerelse uden aircondition eller nogen form for varme. Dertil skal siges, at temperaturerne i Lhasa i skrivende stund falder til cirka minus 22 grader om natten. Vi overlevede under hver 2 kaempedyner og en termosovepose, og flyttede dagen derpaa tilbage i vores gamle dyre vaerelse.

I dagen tog vi bus til Ganden-klostret, som ligger 2-3 timer fra Lhasa. Det var super fedt, og vi lagde haardt ud med en power-kora i de omkringliggende bjerge. Vi joinede en flok tibetanere som varmede sig ved et baal undervejs, de var vaeldig nysgerrige og boed os paa cigaretter, Lhasa beer og yaksmoer-te, alt imens vi ved hjaelp af diverse tegn og fagter forsoegte at holde en samtale koerende. Efter et kvarters tid fortsatte vi, og stoedte undervejs paa horder af nynnende mediterende munke.
Selve klosteret var ogsaa super - igen mest fordi man konsekvent fulgtes med pilgrimme. Mest interessant var Dalai Lamas sovevaerelse, hvor vi igen blev genstand for den tibetanske venlighed - denne gang i form af en flok munke, som var vaeldig interesserede, og med deres begraensede engelskkundskaber forsoegte at holde en samtale i gang. Vi sad sammen med dem i 10-15 minutter foer vi fortsatte.

Der er til trods for en MEGET lang blogentry meget meget mere at fortaelle, men det maa blive i naeste omgang - jeg har en date med en nepalesisk chauffoer, som hvis vi er heldige kan koere os til Shigatse, Gyantse og Yamdrok.

Hvis det skulle interessere nogen, har jeg for oevrigt faaet has paa osteblaenerne. I gaar prikkede jeg hul paa 11 af slagsen, saa nu gaar jeg i stedet for blaener rundt paa et stort saar. Dog en forbedring - lidt har ogsaa ret!

Lhasa baby!

Jeg er i Lhasa!

Efter at have moedtes med Helle & co. i Chengdu for at kigge paa nogle giant pandas, gik turen atter engang videre for mads' og mit vedkommende - denne gang til turens absolutte hoejdepunkt, Lhasa og Tibet. Vi forlod Mix i Chengdu tidligt om morgenen, og kom alt i alt rigtig godt afsted til trods for et par timers forsinkelse grundet uvejret som haerger store dele af Kina for tiden.

Til vores store glaede, er vejret dog mildt og laekkert her i Lhasa, omend lidt bidende. Mads havde vaeret lidt Kinasyg op til afrejsen, formodentlig en lortebakterie eller en orm han har samlet op paa togturen, og kombineret med hoejderne i Lhasa blev det mere eller mindre katastrofalt. Efter 22 timers hardseat og kronisk diarre, besluttede vi os for at checke ind paa et lidt paenere hotel af slagsen og saette os paa et dobbeltvaerelse MED badevaerelse.

Vi bor paa 2. sal, og priser os lykkelige for, at vi ikke skal hoejere op. Der er ikke meget ilt heroppe, og man er konsekvent stakaandet, selv efter den mindste kraftanstrengelse - saasom at spise aftensmad. Med henblik paa hoejderne har vi dog begge vaeret relativt heldige, og er sluppet med on/off aandenoed og en lille smule hovedpine, sikkert fordi vi kommer fra Lijiang som kun ligger cirka 1 km lavere end Lhasa.

Mads var saa syg paa foerstedagen at han ikke var til at hive ud af sengen, saa jeg besluttede mig for i foerste omgang at udforske barkhor-omraadet, den klassisk tibetanske del af byen, paa egen haand. Saa snart jeg traadte udenfor doeren, blev jeg stoppet af en tibetansk kvinde og hendes to boern, som gav haand og boed mig velkommen til Lhasa, til min store overraskelse uden at proeve at saelge mig noget. Det samme indtryk fik jeg igen og igen som jeg bevaegede mig laengere ned af de smalle markedsgader. Alle soegte oejenkontakt, og vovede til tider at raabe hello i forbifarten, og de unge fyre floejtede og raabte I love you, foer de fnisende atter forsvandt i menneskemylderet.

Selve folkemaengden var ogsaa paa alle maader det der fangede min opmaerksomhed. Grundet vinteren og de meget lave temperaturer paa det tibetanske plateau, soeger stoerstedelen af nomaderne i vintermaanederne ind til Lhasa. Barkhor-omraadet var et sandt mekka af maerkelige mennesker, og udover den evige vrimmel af munke i roede kapper, vrimlede det med folk i farverige outfits, kvinder der bar saa mange smykker at det naermest lignede rustninger, og alskinds forskellige eksistenser. Efter kort tid, gav jeg efter for min lyst til at stirre, da de fleste af nomadefamilierne stirrede mindst ligesaamefget igen. Blandt andet fulgtes jeg laenge med en familie ifoert tunge metalsmykker- og baelter, som alle havde en matchende guldtand i overmunden. Egentlig havde jeg bare vinket til den yngste datter, som saa havde hentet hele den pukkelryggede. De fulgte mig taet i nogle minutter mens de stirrede og plaprede loes paa tibetansk, inden de atter forsvandt i mylderet.

Som jeg bevaegede mig taettere paa Jokhang'en, et religioest centrum for buddhister, stoedte jeg paa flere og flere pilgrimme som slaebte sig langs jorden i boen. Det fremgik tydeligt af snavset toej og blodige haender at mange af dem havde slaebt sig mange kilometer foer de havde naaet maalet og den hellige by.

Lhasa er uden tvivl et af de mest interessante steder jeg hidtil har vaeret - og det er overraskende ukinesisk.

Dog er der intet paradis uden en slange. Min hoejre fod ligner pt. en ostemad i en mikroovn, og er et sandt mekka af store gule boblende blaener, som oejensynligt er dukket op ud af ingenting og har bredt sig som en staeppeild over hele undersiden af min fod.

Vi haaber paa at komme ud af byen snart, saa hvis ikke det klarer op i loebet af de naeste par dage staar den paa tibetansk hospital, som jeg har en snigende anelse om ikke er et klap bedre end de kinesiske af slagsen...