Lhasa baby!

Jeg er i Lhasa!

Efter at have moedtes med Helle & co. i Chengdu for at kigge paa nogle giant pandas, gik turen atter engang videre for mads' og mit vedkommende - denne gang til turens absolutte hoejdepunkt, Lhasa og Tibet. Vi forlod Mix i Chengdu tidligt om morgenen, og kom alt i alt rigtig godt afsted til trods for et par timers forsinkelse grundet uvejret som haerger store dele af Kina for tiden.

Til vores store glaede, er vejret dog mildt og laekkert her i Lhasa, omend lidt bidende. Mads havde vaeret lidt Kinasyg op til afrejsen, formodentlig en lortebakterie eller en orm han har samlet op paa togturen, og kombineret med hoejderne i Lhasa blev det mere eller mindre katastrofalt. Efter 22 timers hardseat og kronisk diarre, besluttede vi os for at checke ind paa et lidt paenere hotel af slagsen og saette os paa et dobbeltvaerelse MED badevaerelse.

Vi bor paa 2. sal, og priser os lykkelige for, at vi ikke skal hoejere op. Der er ikke meget ilt heroppe, og man er konsekvent stakaandet, selv efter den mindste kraftanstrengelse - saasom at spise aftensmad. Med henblik paa hoejderne har vi dog begge vaeret relativt heldige, og er sluppet med on/off aandenoed og en lille smule hovedpine, sikkert fordi vi kommer fra Lijiang som kun ligger cirka 1 km lavere end Lhasa.

Mads var saa syg paa foerstedagen at han ikke var til at hive ud af sengen, saa jeg besluttede mig for i foerste omgang at udforske barkhor-omraadet, den klassisk tibetanske del af byen, paa egen haand. Saa snart jeg traadte udenfor doeren, blev jeg stoppet af en tibetansk kvinde og hendes to boern, som gav haand og boed mig velkommen til Lhasa, til min store overraskelse uden at proeve at saelge mig noget. Det samme indtryk fik jeg igen og igen som jeg bevaegede mig laengere ned af de smalle markedsgader. Alle soegte oejenkontakt, og vovede til tider at raabe hello i forbifarten, og de unge fyre floejtede og raabte I love you, foer de fnisende atter forsvandt i menneskemylderet.

Selve folkemaengden var ogsaa paa alle maader det der fangede min opmaerksomhed. Grundet vinteren og de meget lave temperaturer paa det tibetanske plateau, soeger stoerstedelen af nomaderne i vintermaanederne ind til Lhasa. Barkhor-omraadet var et sandt mekka af maerkelige mennesker, og udover den evige vrimmel af munke i roede kapper, vrimlede det med folk i farverige outfits, kvinder der bar saa mange smykker at det naermest lignede rustninger, og alskinds forskellige eksistenser. Efter kort tid, gav jeg efter for min lyst til at stirre, da de fleste af nomadefamilierne stirrede mindst ligesaamefget igen. Blandt andet fulgtes jeg laenge med en familie ifoert tunge metalsmykker- og baelter, som alle havde en matchende guldtand i overmunden. Egentlig havde jeg bare vinket til den yngste datter, som saa havde hentet hele den pukkelryggede. De fulgte mig taet i nogle minutter mens de stirrede og plaprede loes paa tibetansk, inden de atter forsvandt i mylderet.

Som jeg bevaegede mig taettere paa Jokhang'en, et religioest centrum for buddhister, stoedte jeg paa flere og flere pilgrimme som slaebte sig langs jorden i boen. Det fremgik tydeligt af snavset toej og blodige haender at mange af dem havde slaebt sig mange kilometer foer de havde naaet maalet og den hellige by.

Lhasa er uden tvivl et af de mest interessante steder jeg hidtil har vaeret - og det er overraskende ukinesisk.

Dog er der intet paradis uden en slange. Min hoejre fod ligner pt. en ostemad i en mikroovn, og er et sandt mekka af store gule boblende blaener, som oejensynligt er dukket op ud af ingenting og har bredt sig som en staeppeild over hele undersiden af min fod.

Vi haaber paa at komme ud af byen snart, saa hvis ikke det klarer op i loebet af de naeste par dage staar den paa tibetansk hospital, som jeg har en snigende anelse om ikke er et klap bedre end de kinesiske af slagsen...