Kunming, Lijiang og toghelvede tilbage til Chengdu

Saa er det paa tide med endnu et livstegn. Jeg kom uden videre besvaerligheder til Kunming, hvor jeg med det samme fandt Mads. Det er ikke uden grund Kunming bliver kaldt byen med det evige foraar, og det var en kaerkommen forandring fra sne, regn og kulde i Chengdu. Desuden var Kunming betydeligt paenere, og folk meget mere imoedekommende. Vores hostel laa lige op og ned ad en lokal skole, hvor vi blev den helt store attraktion i middagspausen. Vi besluttede prompte at dedikere foerstedagen og vores genforening til oel og solbadning paa tagterrassen paa vores hotel, samt videre planlaegning af vores tur.
Vi stoedte dog i den forbindelse hurtigt ind i det foerste store problem - kinesisk nytaar. nytaar i Kina foregaar paa mange maader ligesom jul i Danmark, alle rejser hjem og familien samles - og naar 1,3 milliarder mennesker skal med toget medfoerer det total krise indenfor transport. Folk ligger kort fortalt laengere tid i koe for togbilletter i Kina, end alle os andre ligger i koe for en god teltplads til Roskilde.
Heldigvis (eller...?) kendte Peter Yi paa vores hostel en som kendte en som kendte en der kunne skaffe os sleeperpladser til Chengdu, saa vi kunne vaere der tidsnok til at naa vores fly til Lhasa. Gladeligt gav vi i bedste tro Peter Yi 1000 yuan til billetter, og tog samme aften sovebus til Lijiang. Billetterne ville ligge klar til os d. 30, naar vi kom tilbage fra Lijiang. Busturen i sig selv forloeb udemaerket, det var en kold fornoejelse, men vi havde vaeret heldige nok i denne omgang til at faa hver vores private koeje. 10 timer senere var vi i Lijiang, som viste sig at vaere turens foreloebige hoejdepunkt. I modsaetning til stoerstedelen af Kinas storbyer som primaert bestaar af klodsede skaeve bygninger og graa himmel, var Lijiang holdt i klassisk gammeldags kinesisk stil, og de smaa bumlede veje var en sand labyrint mellem smaa og store klassisk kinesiske traehuse. Vejret var som i Kunming solrigt og mildt, og vi viede dagen til at udforske byen paa et lejet tandem. Vi flyttede ind paa Mama Naxi's hos Mama og Baba (mor og far), og hostlet i sig selv var en oplevelse jeg sent vil glemme. Mama, som for oevrigt ikke hed andet end Mama var en italiensk Mama fanget i en kinesisk Mamas krop, og hun fordrev stoerstedelen af sin tid med hoejroestet og bestemt men kaerligt at hundse rundt med Baba og sine gaester inklusive Mads og jeg. Man var der til tiden naar der serveredes aftensmad og morgenmad, hvilket foregik ved store rundborde paa bedste kinesermaner. Restaurenten vrimlede med alle Mama's hunde, the dog-as with-a no-o lov-a, som hun kaldte dem. De var en soergerlig flok gadehunde, som var flyttet ind i restauranten med tiden, og som Mama havde forbarmet sig over. To smaa blinde gadekryds, en mere eller mindre hysterisk chihuahua med skaev ryg, samt et forpjusket lille krae som var blevet efterladt af tidligere kinesiske gaester. De skoere dyr havde dog stor underholdningsvaerdi, og var med til at skabe en hyggelig stemning - selv (og specielt) naar de kom op at toppes, og mama derpaa raabende og svingende med et kosteskaft jagede dem rundt i hele hytten.
Dagen efter vi ankom, gik turen til Tigerspringskloeften, som skulle vaere et af de smukkeste syn i Kina. Vi skulle afsted ved 8-tiden og afsted med en af Mamas busser paa en 2-timers koeretur. Halvejs faldt hele forpartiet af bussen, men paa bedste kinesisk maner var det da ikke noget man ikke kunne holde sammen paa med et par vaade haandklaeder og en god portion knofedt, hvilket ogsaa foejede en ekstra portion spaending til den bumpede koeretur op ad smalle bjergveje.
Vi ankom trods alt i god behold, og begyndte med det samme at vandre. Turen var enormt haard, og vi tussede konsekvent op og ned ad naermest lodrette bjergsider de foerste mange timer. Specielt haarde var de 28 sving, som gik naermest direkte op ad en bjergside. Hele vejen fes en eller flere kinesere rundt bag en med heste, som hele tiden blev mere og mere fristende. Vi var dog hardcore, og naede dog toppen uden den 100-yuan dyre ridetur.
Senere viste det sig ogsaa, at tigerspringskloeften var alle anstrengelserne vaerd. Det landskab der moedte os paa toppen var det mest overvaeldende smukke syn jeg nogensinde har oplevet, og vi maatte flere gange stoppe op for et oejeblik at nyde de smukke bjergformationer, den lyseblaa flod i bunden af kloeften samt de kilometerhoeje bjergtoppe der taarnede sig op hvorend man kiggede hen. Grundet saesonen havde Mads, jeg og vores hollandske og brittiske foelgesvende naermest hele stedet for os selv, og vi stoppede flere gange undervejs op for at nyde stilheden. Ved aftenstide fandt vi et hotel, hvor vi moedte en flok muntre franskmaend vi underholdt os med resten af aftenen.
Dagen derpaa kunne vi roligt sove laenge, da vi allerede naermest var naaet igennem kloeften. Den sidste time gik nedad, og var en rar afveksling fra gaarsdagens kraftanstrengelser. Vi splejsede en bus til Lijiang med en britte, Jack, som viste sig at vaere gode venner med Chloe, Gemma og Lisa fra Tianjin, og som skulle moedes med dem senere i Lijiang. Koereturen med minibus gennem kloeften var en noget naervepirrende oplevelse, i og med at man konsekvent koerte paa kanten af en afgrund og paa en ekstermt ujaevn grusvej. Lonely Planet's mange raedselshistorier om backpackere som var styrtet i dybet under den selvsamme tur i gjorde det ikke bedre. Vi naede dog helskindet tilbage til Lijiang, hvor Mama stod klar med aftensmad. Dagen efter hvilede vi vores oemme bene, og moedtes en sidste gang med Chloe, Gemma, Lisa og Jack paa en cafe naer Mama's. Vi fik samme dag mail fra Peter Yi fra Kunming om, at han havde skaffet os togbilletter til d. 29. og ikke d. 30, og maatte samme aften forlade Lijiang - desvaerre uden at have faaet sagt farvel til Adam og Josh, hvis fly fra Tianjin var forsinket.
Busturen tilbage var knap saa komfortabel som tidligere, og vi blev sammen med 4 kinesere stuvet MEGET taet sammen i bagenden af bussen. Soevn fik vi ikke meget af den nat. Om morgenen da vi ankom stod der til vores store forundring hard seat paa de billetter Peter Yi havde fremtryllet til os, men receptionisten gav os en seddel som hun forklarede kunne give os soft sleepers naar vi viste den til togpersonalet. Vi var noget skeptiske, men havde grundet nytaarstravlheden ikke andet valg end at haabe paa det bedste. For mit indre oere kunne jeg hoere Gregs stemme sige: DO NOT EVER TAKE THE HARD SEAT TRAIN FROM KUNMING TO CHENGDU, IT WAS THE WORST EXPERIENCE IN MY LIFE!
Nu kan jeg godt saette mig ind i, hvad han har ment. Togpersonalet fattede ingenting, og vi blev stuvet ind paa hard seat. Nytaarstravlheden havde medfoert saa klaustrofobiske og prppede togvogne saa man skulle tro det var loegn. Havde vi vaeret grise i en lastbil i Damnark er jeg ikke i tvivl om, at chauffoeren var blevet arresteret for dyremishandling. Der stank overalt af alt fra pis til rester af hoensefoedder og andre madrester der laa som et taeppe over hele gulvet, og vi sad og stod saa taet at vi knapt nok kunne roere os. Den eneste udluftning var en lille spraekke mellem vognene, hvilket slet ikke var tilstraekkeligt for de proppede togvogne, og de gange toget holdt stille laengere tid ad gangen, var det til tider svaert at faa vejret. Vi ringede flere gange til Peter Yi, som forsikrede os om, at vi ved naeste station ville blive flyttet til soft sleepers - intet skete. Efterhaanden var der gaaet 8 timer paa hard seat, og vi ringede atter engang til Peter, som denne gang foreslog os, at vi skulle henvende os til togpersonalet. Vi forsoegte at forklare, at togpersonalet altsaa ikke forstod engelsk, men det mente han ikke var et problem. Vi fik i sidste ende en kinesisk universitetsstuderende til at hjaelpe og oversaette. Togmutter sagde, at vi skulle videre til vogn nummer 11 - vi sad i vogn 4, og doerene maatte ikke aabnes paa de stationer vi stoppede ved. Jeg maatte blive og bevogte vores pladser, mens Mads og kineserpigen begav sig ned mod vogn 11. Jeg ventede og jeg ventede og jeg ventede - og to timer senere dukkede mads forpjusket og svedende op i den anden ende af vognen. Han fik moevet sig tilbage paa saedet, og gav mig spontant et stort kram. Han fortalte efterfoelgende om turen til vogn 11. Han og kineserpigen havde vaeret gennem vogne der fik vores egen til at ligne en balsal. Der havde vaeret mennesker overalt - selv baggagehylderne under loftet havde vaeret proppede med boern, og de havde vaeret noedt til at kravle ovenpaa menneskemaengden (!) det meste af vejen, hvor de havde vaeret udsat for diverse slaaskampe, kylen med flasker og tilraab. Kineserpigen havde i foerste omgang forsoegt at forklare situationen, hvilket kun havde ledt til stoerre ophidselse - saa kunne vi rige hvide svin fandme bare laere hvordan det er at koere med underklassen, havde hun oversat for mads. Da de endelig var naaet frem til vogn 11, havde de atter engang faaet afslag og maatte hele vejen tilbage gennem toget, hvor de heldigvis denne gang kunne gemme sig bag en madvogn der var paa vej gennem vognene. Jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde vaeret saedevogter.
Moerket faldt saa smaat paa, og vi begyndte saa smaat at smide smaa hvide pinde efter en plads paa soft sleepers. Toppen paa kransekagen blev en ordentlig omgang raecermave for mit vedkommende. Jeg kunne sagtens klare, at skulle sparke mig vej gennem den staaende sovende menneskemaengde og det tykke roegsloer i den meget meget lille rygersektion. Jeg kunne ogsaa sagtens klare at skulle ind paa et ekstremt smaat toilet paa cirka 1 kvadratmeter, som stank vaerre end noget jeg nogensinde har oplevet - og jeg kunne ogsaa godt leve med at skulle staa i andres pis og lort til anklerne henover det lille tilpissede hul i gulvet. Hvad jeg havde det decideret svaert med var rotterne paa toilettet. Den foerste gang jeg stiftede bekendtskab med en, var umiddelbart efter Mads' tilbagekomst, hvor jeg efter at have holdt alt inde i 2 timer virkelig var paa bristepunktet. Saa snart jeg aabnede doeren stirrede jeg direkte ind i oejnene paa en kaempe stor fed rotte, der saa snart den fik oeje paa mig pilede et par gange rundt om hullet i gulvet, foer den til sidst kroeb i skjul under et lille metaludhug i vaeggen. Naar man skal, skal man dog, isaer naar man har rejsemave, og jeg maatte uvilligt saenke mig ned mod det lille hul. Herfra kunne jeg lige ane den haarloese hale, der stak ud faa centimeter fra min bare roev.
Natten boed ikke paa meget soevn, og havde man endelig fundet sig til rette blev man skubbet til - ellers begyndte en af de 4 babyer i vores togvogn at skrige som en sindssyg.
Kl. 8.00 i morges efter 22 timer ankom vi endelig til Chengdu, hvor vi indtil videre ikke har laevet meget andet end at nyde at kunne straekke benene. Jeg stoedte ind i Chris paa vores hostel (de britter er over det hele!), og vi fik os en kort snak. I morgen gaar turen til Pandacentret, og i overmorgen skulle vi gerne sidde i Lhasa. Oprindeligt var jeg en smule aengstelig over hvor primitive forhold vi under ture ud fra Lhasa maatte udsaette os selv for - nu ved jeg jeg kan klare ALT!