Livet i en børnehave i Tianjin...

Så er jeg for alvor kommet i gang! Summerschool-børnene er taget hjem, og i går ankom så de klasser jeg skal passe og undervise det næste halve års tid. Søndagen gik med diverse velkomstshows, og Sunny havde bedt os om at forberede en sang - det skulle ikke være noget stort, sagde hun, så vi sværgede til "I like the flowers" i bedste kanon-stil. Da vi mødte op cirka ti minutter før vi skulle optræde mente lederen i Kindergarten dog ikke det var tilstrækkeligt, så vi fik besked på lige at forberede lidt ekstra på bedste kinesisk maner. Showet var ikke en stor succes.

Sunny mente dog alligevel vi skulle gentage succesen senere om aftenen, og være warm-up for et rumænsk klassisk strygerorkester samt diverse kinesiske talentbørn, hvilket vi dog i sidste øjeblik heldigvis fik talt hende fra. Selve koncerten var dog i sig selv en rystende oplevelse, da kinesere tilsyneladende ikke har den fjerneste anelse om, hvordan man opfører sig til en klassisk koncert. Folk vandrede konsekvent højlydt ud og ind under hele koncerten, spillede tamagochi (med lyd vel at mærke), og snakkede højlydt. Derudover havde de ikke den fjerneste anelse om, hvornår man klapper, så applausen efter de enkelte numre var nærmest ikke-eksisterende, mens folk lystigt klappede i takt til hvert eneste nummer til både orkestrets og dirigentens åbenlyse desperation. Da koncerten endelig var overstået, og orkestret var linet på rad og række for at modtage den endelige applaus, var salen tom, med undtagelse af ti betuttede danskere på bagerste række.
Cathay Future's talentbørn var dog en helt fantastisk oplevelse, og vi var alle sammen ved at tabe hoved og mund - delvist af beundring - delvist også fordi vi rent faktisk skal undervise de selvsamme børn i musik(!)

I dag, mandag, stod vi alle tidligt op for at modtage børnene den første dag, og til trods for, at der hverken var vand i bruseren eller vandhanen til at starte med nåede vi det lige. I klasserne gik det også udemærket. Selvom jeg tidligere havde fået besked på, at vi ikke skulle undervise denne uge overhovedet, blev jeg allerede i første time smidt op foran en flok betuttede børn, som ikke fattede et hak af, hvad jeg prøvede at lære dem. Halvdelen rejste sig og begyndte at råbe, og resten sad med bævrende læber og fugtige øjne, indtil de pludselig nærmest i kor brød ud i gråd. Til trods for den kaotiske start, fik jeg lært dem at sige "Hello, my name is .... , "what's your name?" og "nice to meet you", så der er stadig håb forude. Dog skal jeg stadig vende mig lidt til mine kinesiske kolleger, der for det første af og til giver børnene et dask, og for det andet ikke virker synderligt begejstrede for min undervisning.

Min anden klasse var dog en ganske anden oplevelse. For det første er mine lærere Candy og Rose (ja - de har selv valgt deres engelske navne) enormt imødekommende og glade for min tilstedeværelse, og deres måde at undervise på var helt anderledes end i den anden klasse. Opmundrer de mig til at gøre lige hvad der passer mig mht. undervisning, så jeg skal have forberedt en hel masse til i morgen - og jeg glæder mig. Derudover kan Rose og Candys børn mere end Anne og Marys børn kan, og de behandler børnene bedre.

Udover arbejdet, er jeg så småt også ved at vende mig til resten af Kina, selvom det er svært. Jeg savner specielt at kunne smide brugt toiletpapir i toilettet, og den kinesiske mad er i den grad noget man skal vende sig til - alt er dyppet i olie og fedt, og ledsaget af en skål ris morgen, middag og aften - hver dag. I den forbindelse er de japanske megamalls en velsignelse, og et sandt slaraffenland af dansk ost, tysk rugbrød, australsk mælk og italiensk pasta, samt mange andre lækre vestlige varer.

Fra og med på tirsdag begynder Helle, Janni, Frederik, Maibritt, Line og jeg til Kung Fu undervisning her på centeret, og glæder os meget. Vi får derudover fri adgang til fitnesscenteret, så vi kan få trænet den fede kinesiske mad af kroppen.


Cathay Future tilførtes en smule ekstra dansk kultur lørdag aften i form af ølbowling på gangen.


Vejret i Tianjin er mildt sagt forunderligt. Det ene øjeblik går man i bagende solskin med svedplamager på ryg og lår, og det næste øjeblik kan man ikke se en hånd for sig, fordi det styrter så voldsomt ned. I går regnede og haglede det i cirka tre kvarter, og skabte totalt trafikkaos. Haglene, som var på størrelse med bolcher satte samtlige bilalarmer i Tianjin i gang (og det er ikke så få i en by med 9 mio. indbyggere), samt oversvømmede gaderne i løbet af ti minutter. Her er regnen kommet bag på Maibritt, Mona, mig og Krista