Hul igennem!

Så er der endelig hul igennem igen! Siden den nationale kommunistiske kongres i Beijing, har jeg ikke kunnet skrive på bloggen, da der fra regeringens side er blevet lagt pres på nettet, hvor mange af de store hjemmesider (youtube, bbc, blogger etc…) også i den forbindelse har været lukket ned. Vi skulle jo nødig vide for meget for hurtigt… Nu jeg har fat i ytringsfrihed (og mangel på samme), er der fra regeringens side også kommet et forbud mod at diskutere luftforurening, siden den dag for et par uger siden hvor smoggen lå så tykt i Beijing, at børn og gamle blev stærkt frarådet at gå udenfor. I den forbindelse er alle hjemmesider tilegnet asmatikere i Beijing blevet lukket ned, så hver gang man som asmatiker går udenfor en dør, er det fra nu af med livet som indsats.

Her i Tianjin er forureningen også i den grad mærkbar. Vi var egentlig blevet enige om, at det nok ikke blev værre end den dag hvor vi ikke kunne se jorden fra vores værelser på 9. etage – men det blev det! Mandag for en uge siden lå smoggen her i byen så tykt, at vi da vi trådte ud af døren hverken kunne se gaden eller naboskyskraberne, som ligger ca. 20 meter fra vores bygning. Dog er det i takt med at temperaturen falder begyndt så småt at klare op igen, så vi håber på at kunne vende tilbage til Danmark til februar med nogenlunde intakte lunger. Efterhånden har kroppen vænnet sig til luften, og det er en fryd endelig at være fri for kratte lunger og mystisk udslæt.

En anden og næsten værre ulempe ved at bo i Tianjin er dog larmen. Som vi også på forhånd var blevet fortalt, er Tianjin i høj grad kilometer og atter kilometer af byggerod og industri, så vi vågner op og går i seng til lyden af bankende hamre, svejsning og larmende maskiner. Værst er dog sprængningerne, som foregår lige udenfor bygningen. De 30 sekunder lange øredøvende brag, der i sig selv er en plage, sætter gang i samtlige bilalarmer i miles omkreds, og gør det til en fysisk umulighed at sove længe i weekenderne, eller for den sags skyld at sove mere end en halv time ad gangen om dagen. Begrebet powernapping har for mit vedkommende fået en helt ny betydning!

Udover luftforurening, larm og dårlig internetforbindelse, står det dog nogenlunde til i Tianjin. Jeg har vænnet mig til at undervise, og selvom vi alle kom dårligt fra start er vi ved at nå til en fælles forståelse med vores lærere om, hvad hulen det er der skal ske i klasserne. Børnene er, som 5-årige nu engang er, ustyrlige, trælse og fedtede, men med en god portion viljestyrke og tålmodighed er de ikke helt umulige at lære engelsk eller at holde ud for den sags skyld. De har vænnet sig til mig, og har tydeligvis også lært noget af mine forsøg på at undervise. Den største succes jeg har oplevet mht. undervisning er dog, at lærerne i deres egen engelskundervisning efterhånden bruger mange af mine metoder – og at jeg fra sidelinien kan konkludere at de virker!

Som supplement til undervisningen i dagtimerne har Mads og jeg fået arbejde som voksenundervisere i et firma et par timer om ugen, for også at supplere de 6000 kr fra flybilletten, der hurtigt fik ben at gå på. Lønnen ligger på cirka 140yuan i timen, så det er selv sammenlignet med dansk løn helt udmærket. Desuden ser vi frem til at undervise på et lidt andet plan end vi gør i børnehaven.

Weekenderne hernede går også stille og roligt. I forrige weekend tog Frederik og jeg til Beijing og på hiking på muren ved Simatai. Til trods for lange ventetider, transportproblemer og ikke mindst 8 timer på et sæde med en 90-graders vinkel i en lille lummer bumlebus, var det hele turen værd. Efter 2 måneder hvor vi nærmest uafbrudt har opholdt os i larmende forurenede storbyer (hhv. Tianjin og Beijing), er synet af en blå himmel og lyden af stilhed overvældende, og vi nød til fulde de 10,5 kilometer op og ned ad stejle trapper og murbrokker. Landskabet var noget nær det smukkeste jeg i mit liv har set, og det var nærmest ubegribeligt for os begge, at Kina kan være så grimt, når det i virkeligheden er så smukt.

I denne weekend går turen sydpå med den lovede 5-dages ”turistrejse”, der desværre ikke var helt så turist-ish som lovet. Udover at de 5 dage er splittet op så vi kun er af sted i weekenderne, skal vi af sted med en skolebus og ikke længere væk end hvad der ville tage 1-2 timer med tog.

Om ikke andet har vi dog fået hustlet os til et par fridage, så til trods for bred utilfredshed har vi stillet os tilfredse.

Torsdag tager vi alle sammen til Beijing for at stemme til folketingsvalget og se lidt nærmere på ambassaden. Det er lidt vemodigt at skulle sætte sit allerførste kryds på den anden side af kloden, uden at have overværet en eneste debat, men vi lever stadig i håbet om, at vi snart får vores første politiken-weekly, for måske at få et lille hint om, hvad der sker hjemme i lille Danmark.

Ellers er der ikke de store nyheder fra Tianjin. Jeg nyder stadig at være her, og selvom Kina er enormt anstrengende og irriterende er det stadig en kæmpe oplevelse.

- Ida