Wo shi danmai ren!

Torsdag d. 1. november 2007 havde vi alle i anledning af valget i Danmark fået en fridag til at tage til Beijing for at stemme. Aftalen var at forlade Cathay future kl. 8.00, men grundet generel tømmermænds-epidemi blev det kun Frederik og jeg der præsterede at overholde tidsplanen. Turen gik let og smertefrit, og for en gangs skyld slap vi udenom det sædvanlige billetræs på banegården og kom på et tog med det samme. Da vi kom til Beijing besluttede vi os for at finde Sanlitun, ambassadekvarteret på egen hånd i stedet for at bruge timer på at forhandle med taxachauffører og bondefangere ved togstationen i Beijing. Generelt har vi erfaret, at det er enormt svært at få fat i en normal taxa i Beijing hvis man er hvid, da trafikken omkring centrum er meget hektisk, og da det for taxachaufførerne i stor grad bedre kan betale sig at samle kinesiske kunder op – til stor forskel fra Tianjin, hvor taxaerne dytter og nærmest ræser op på fortovet foran en når man er hvid. Vi hoppede på metroen med det samme, og blev som sædvanlig mast så voldsomt ind i vognen, at vi fik følelsen af, at vi kunne give slip med fødderne og stadig blive stående. Havde man i Europa mast dyr så tæt sammen som menneskerne i Beijings metroer, ville man øjeblikkeligt blive arresteret og kylet i fængsel for dyrplageri.

Da vi endelig kom ud af den tætpakkede vogn, besluttede vi os for at gå på eventyr, da vi i forhold til resten af gruppen havde oceaner af tid, og vi fandt hurtigt en lille snusket slum-houtong, som vi straks blev enige om at udforske. I løbet af 5 sekunder gik vi fra heftig trafik, travle businessmænd, luksushoteller og skinnende skyskrabere til små lurvede skure, lugtende fællesbade og rodede smalle små gader, samt snavsede gadekøkkener hvor en middag kostede 2 yuan. Gamle mænd spillede kinaskak i hjørnerne, og teenagepigerne fnisede og sendte flirtende blikke til Frederik. Vores frokost blev en autentisk portion dumplings til 5 yuan, cirka 3 kroner – og bang, så var vi tilbage til storbyræs, velduftende mænd i jakkesæt, skyskrabere og ferraibutikker.

Klokken var så småt blevet 11, og vi besluttede at gå på taxajagt og køre det sidste stykke af vejen i taxa. Sanlitun lå lige om hjørnet, og var en smuk, idyllisk, pænt beplantet og fredfyldt bred gade med pæne bygninger og vejrende flag. Havde det ikke været for de evindelige kinesiske vagter med store maskinpistoler, havde sanlitun været det perfekte sted i Beijing for en afslappende gåtur. Da der ikke var meget vind i flagene, viste det sig at være en stor udfordring at finde den danske ambassade. Endelig pegede taxacaufføren på noget rødt og hvidt inde bag en af de høje mure. Dui, dui! – det så dansk ud, og vi hoppede ud af taxaen, hvor det første problem opstod: af en eller anden sadistisk grund, havde man valgt at placere den danske ambassade lige op og ned af den schweiziske ambassade, hvilket gav anledning til stor forvirring, da der som sagt ikke var skyggen af vind i flagene. Vi fandt dog efter et par minutter den rigtige, og blev indenfor porten budt velkommen af en venlig, dansk dame, som fulgte os ind på kontoret, hvor jeg var meget spændt på at skulle sætte mit første kryds nogensinde – en begivenhed jeg længe har set frem til. Jeg blev imidlertid meget skuffet. Der var ingen stemmeurne, og ikke så meget som et gardin jeg kunne gå ind bag. Jeg måtte endda rundt og spørge om jeg ikke kunne låne en kuglepen til at sætte krydset med. Efter at have sat krydset og lukket konvolutten kunne jeg pænt lægge den i bunken sammen med de mange andre konvolutter – og så var det overstået! Jeg var lidt vemodig, men vi fik os efterfølgende en snak med det danske personale, hvilket gav mit humør et væsentligt løft – efter 3 måneder i Kina var det helt fantastisk at kunne føre en normal samtale på dansk. Jeg kiggede mig omkring, og fandt både danske småkager, lakridser og et rent, hvidt toilet man kunne sidde på – selv radioen kørte på dansk p3.

Jeg endte derfor alligevel med at forlade ambassaden i højt humør, og da jeg kiggede tilbage på danebrog bag murene, var det en nærmest fremmed følelse. Hvad der tidligere for mit vedkommende tidligere ikke havde været andet end Pia Kjærsgaards kvalmende svastika, syntes nu en del af min identitet og et varmende kærkomment syn. Havde min afsky for så meget af det Kina og kineserne står for fremprovokeret en lille snært af nationalfølelse – var det muligt!?

Efter resten af danskerbanden havde fået sat deres kryds, gik turen til ”den lille havfrue” – tro det eller ej – en dansk restaurant midt i Beijing, hvor vi proppede os med sild, smørrebrød, kartoffelsalat og frikadeller til den store guldmedalje, til tonerne af Kim Larsen og brødrene Olsen. Sjældent har jeg i Kina følt mig så veltilpas og hjemme – det var virkelig nationalfølelse, og vi var alle i højt humør da vi vendte snuden tilbage mod Tianjin og Cathay Future.

Wo shi danmai ren – Jeg er dansker!

...Kinesisk slum-houtong



Frederik foran en meget meget lille dør i slumkvarteret



Den danske ambassade og Sanlitun



...Og her, mine damer og herrer, et skelsættende punkt i mit liv: stedet hvor jeg fik lov til at sætte mit første kryds til det danske folketingsvalg. Voila...