Wo bin le!

”Wo bin le” er kinesisk, og betyder ”jeg er syg”. Om aftenen dagen efter hjemkomsten fra turistrejsen, fik jeg en meget underlig fornemmelse i maven, som viste sig at skulle være mere end bare en fornemmelse. Hele natten kastede jeg op i et væk, og endte med at falde i søvn på gulvet foran toilettet af bare udmattelse. Den sjette gang jeg måtte op for at brække mig, troede jeg, at nu måtte jeg da snart være helt tom – men jeg måtte tro om igen. Min mave havde nemlig besluttet sig for, at der skulle tømmes helt ud – i begge ender, hvilket i sidste ende resulterede i, at jeg for første gang siden jeg var bajs sked i bukserne. Når man kaster op, spænder man som bekendt mavemusklerne, og det var tilsyneladende mere end resten af kroppen kunne holde til. Klokken 4 om natten måtte jeg, syg som bare fanden, vaske gulv og bukser samt tage et grundigt bad. Virusen holdt mig i sengen de næste 3 dage, og på fjerdedagen begyndte jeg til min store begejstring endelig at føle mig rask og veltilpas. Greg skulle komme på besøg den dag, så siden jeg følte mig nogenlunde frisk igen, var min lykke gjort. Troede jeg. Greg nåede at være i Tianjin i cirka 4 timer, før han fik en underlig fornemmelse i maven….

Han formåede at sove på gulvet foran toilettet 2 nætter i træk og skide i bukserne 2 gange.

Da weekenden kom, begyndte flere og flere at få en underlig fornemmelse i maven, så Greg og jeg besluttede os for at forlade den synkende skude hurtigst muligt, og søge tilflugt på et hostel i Beijing. Ingen af os følte os rigtig friske endnu, Greg døjede med maven og jeg fik udover mavesmerter et voldsomt udslæt på arme, ryg, mave og i ansigtet, så vi holdt os mest en dels indenfor på baren de følgende 5 dage. Det eneste vi egentlig nåede at udrette var en 2-timers tur til den forbudte by, der syntes så udmattede at vi røg på hovedet i seng om aftenen allerede kl. 9. Da vi endelig begge var nogenlunde på benene igen, var det tid til at sige farvel; Greg søgte mod mildere himmelstrøg i Thailand, og jeg måtte hoppe på en tre timer lang iskold og ubehagelig bustur tilbage mod Tianjin, mens regnen piskede ned. For 150$ kunne det have været mig der sad på et fly til Thailand; tanken var (og er) fristende.

Nu er jeg så tilbage i Tianjin, og kæmper stadig med sygdom og infektion. Jeg har haft min første hospitalstur, og denne skulle vise sig at være min hidtil mest overraskende og skræmmende oplevelse i Kina indtil videre. Jeg tog til Tianjin City Central Hospital med taxa. Udefra så det ganske anstændigt ud, men da vi trådte indenfor dørene, var realiteten en hel anden. Forhallen lignede lidt banegården – ikke den store fancy banegård i Beijing, nærmere den lille lurvede banegård i Tianjin. Den eneste åbenlyse forskel er, at banegården i Tianjin er meget renere. Væggene var nikotingule og nærmest smurt ind i lort og snotklatter, og hele bygningen lugtede lidt ligesom det lugter når man passerer et offentligt toilet i slumkvartererne i Beijing. Hygiejnen var kvalmende lav, og folk sad og røg cigaretter udenfor de snavsede operationsstuer, der i stedet for døre havde små snaskede gardiner, som det meste af tiden var rullet fra. Jeg skulle under mit besøg på hospitalet blandt andet indlevere en urinprøve, og fik i den forbindelse det største chok hidtil: Toiletterne. Det var uden tvivl her den kvalmende lugt stammede fra, og jeg måtte holde vejret før jeg gik derind, da lugten var så slem. De af jer der har set ”Trainspotting” husker sikkert den forfærdelige scene, hvor Ewan Mcgregor besøger ”the worst toilet in Scotland” – indretningen var nogenlunde den samme, bare meget mere kinesisk. På rad og række var der fire små huller i jorden. Bokse eller bare skillevægge havde man åbenbart ikke fundet nødvendigt, og jeg måtte sidde og koncentrere mig om at tisse i en kop ved siden af en kinesisk læge som var i fuld færd med nummer to, og som syntes mere end ligeglad over at sidde på hug og skide ved siden af mig. Da jeg endelig havde ramt den lille kop tilstrækkeligt og atter fik hevet bukserne op om livet opdagede jeg til min store rædsel, at der ikke engang var en håndvask. Jeg kunne lige overleve med ikke at vaske mine egne hænder og i stedet bruge en vådserviet, hvad der bekymrede mig mere var, at en kinesisk læge lige havde skidt og tørret sig og siden hen forladt toilettet uden at vaske fingre. I det mindste bruger jeg ikke halvdelen af min dag på at stikke fingre ind i mennesker som i forvejen er syge. Urinprøven måtte jeg bære i strakt arm gennem hele hospitalet, da laboratoriet lå i den anden ende af bygningen – og der var ikke noget med at få et låg til prøven. Endvidere virkede kineserne fuldstændig ligeglade med, at jeg bar rundt på muligvis inficeret tis, og både på vej til laboratoriet og mens jeg stod i køen, skubbede folk mig rundt i alle retninger så tisset sprøjtede. Alt foregik på kinesisk, så jeg forstod ikke et hak af, hvad der foregik, og jeg nåede i løbet af de to timer jeg brugte på hospitalet at besøge intet mindre end 5 læger som alle var uforskammede og virkede fuldstændig ligeglade med hvad der var galt med mig. Alle sammen mente de, at jeg bare skulle have en sprøjte antibiotika. Jeg nægtede prompte, og forlangte som betalende kunde gang på gang at få en ordentlig behandling og undersøgelse. Selvom kineserne evindeligt render ud og ind af hospitalet hvis de så meget som hoster to gange i træk, burde det ikke være ensbetydende med at alle os andre gør det!

Endelig fik jeg dog efter lang tids insisteren en undersøgelse, og lægen udskrev noget medicin til mig – for at være mere nøjagtig to bæreposer fulde af medicin. Alt fra desinficerende væsker til piller i forskellige former og farver. Jeg fik en kort og upræcis instruktion i hvordan og hvor ofte jeg skulle tage medicinen, og så var det ellers herut. På vej ud af døren fortalte lægen, at jeg bare skulle komme tilbage hvis det ikke virkede. Yderst betryggende. En ting er helt sikker: Jeg kommer ALDRIG igen!

Jeg havde desværre ikke mit kamera med på hospitalet, så i må nøjes med et billede af al den medicin jeg tager - hver dag!