Back on track!

Så har jeg endelig været på arbejde igen efter næsten en uge i sengen, som har smadret min døgnrytme godt og grundigt. Udover at jeg måtte stå op fem timer tidligere end sædvanligt, havde jeg grundet en svejsemaskine som udover at larme som ind i helvede lavede kørte blåt diskolys udenfor mit vindue indtil klokken tre fået noget nær min dårligste nattesøvn til dato her i Kina til dato. Efter tre spandfulde kaffe var jeg stadig alt andet end oplagt på unger.

Da jeg trådte ind af døren i sweet class, smilede Annie over hele ansigtet, og talte højlydt til tre. ”Ida, I very miss you!”, råbte ungerne i kor, mens Annie strålede af stolthed og åbenlyst fiskede efter et anerkendende blik fra mig. Jeg nænnede ikke at kommentere det videre, og smilede i stedet det bedste jeg har lært. Så meget for ”bilingual school” – og på den anden side forventeligt, når manden der bestemmer hvem der skal ansættes og fyres ikke behersker så meget som et godmorgen på engelsk.

Ungerne var glade for at se mig igen, og jeg blev på stedet begravet i en horde af snottede børn med fedtefingre, som alle sammen ville sidde på skødet, kysse mig og pille ved mit hår, hvilket blev en uventet brat opvågning. Kina er ekstremt tørt om vinteren, og udover sprukne læber og rynkede hænder gør det børnene konsekvent statisk elektriske, hvilket ærligt talt ikke gør dem mindre irriterende.

Børnene skulle opføre en forestilling for forældrene i dag, så min rolle blev som så mange gange før at gå i cirkler, stå i vejen, og lege med børnene når de skulle sidde stille. Efter en times ihærdig stræben efter at være behjælpelig, gav jeg op, og satte mig i hjørnet med en bog resten af formiddagen.

Klokken 11.30 kunne jeg endelig gnaven og skuffet smutte tilbage på mit lille sure værelse og sætte mig foran computeren en times tid og glo Simpsons, inden turen gik til Tianjin International Building og min første dag på mit nye fritidsarbejde.

Dette blev imidlertid dagens første store positive overraskelse. Tianjin International Building var Tianjin-udgaven af Beijings business-bygninger på Sanlitun, det eneste sted i Beijing hvor gennemsnitsmanden er hvid, iført mappe og jakkesæt og stiger ud af en sort, blankpudset Audi. I den guldbesatte forhal fandtes der alt fra Starbucks til hævemaskiner, en ellers sjælden luksus i Kina. Mads og jeg skulle undervise i engelsk på 24. etage i et fransk firma, og eleverne viste sig til min store overraskelse at være underdirektører eller lignende, alle med minimum en kandidatgrad i international business. Vi blev henvist til konferencerummet, fik hver et glas isvand, og 15 sekunder senere sad vores elever klar til undervisning.

Undervisningen bestod imidlertid i, at vi skulle træne vores fire elever i at samtale på engelsk, hvilket er lig en times betalt snak om alt mellem himmel og jord – nogenlunde de samme emner som jeg har diskuteret med snaksaglige kinesere på Ali Baba, når jeg har skullet slappe af efter en dårlig dag i børnehaven. De eneste umiddelbare forskelle var, at drikkevarerne i International Building blev serveret og var gratis, at vi har en timeløn på 130 rmb og at vores samtalepartnere er enormt engagerede og evigt taknemmelige.

Efter en sludder om blandt andet det danske kongehus, kinesiske bryllupper og skilsmisser samt en masse tips til gode restauranter og shoppingsteder i Tianjin, kunne vi hver 130 yuan rigere læne os tilbage i en sofa på Starbucks og slappe af med en latte omgivet af velklædte businessmænd. Det her er det cooleste job ever, og vigtigst af alt: et bevis på at Kina er andet end harkere, bakterier og uforskammede, uopdragne, egoistiske folk.