Ida i Kina: turistrejse med mr. Zhao pt. 1

Fredag morgen dagen efter vi havde været i Beijing og krydse, sad vi alle spændte og veloplagte i en af Cathay Futures skolebusser, klar på vores turistrejse til Qingdao, det konfusianske tempel og Yinan-provinsen. Med os på rejsen havde vi Sunny, Mr. Zhao og en af Sunnys veninder. I første omgang gik turen til Qingdao og den olympiske regatta, og planen var en 6 timers køretur. Køreturen på kinesisk motorvej var i sig selv en kulturel oplevelse. Tilbage i gode gamle Danmark har jeg ofte bandet og svovlet over min egen dumhed, når jeg i et kort uopmærksomt øjeblik har misset den rigtige afkørsel fra motorvejen, og derved indskrevet mig selv til kilometervis af ekstra kørsel på motorvejen til næste afkørsel. I Kina har de fundet tricket: Hvis man kører forbi den rigtige afkørsel, bakker man da bare! Så der sad vi – 10 rædselsslagne danskere uden sikkerhedsseler på en kinesisk motorvej og bakkede på livet løs, mens bilerne udenfor fløj forbi vinduerne og dyttede på livet løs af den bakkende minibus. I Danmark har vi et ord for det: spøgelsesbilist!

Efter 6 timers kørsel sad vi alle med hvad der føltes som meget flade numser midt på motorvejen, og undrede os over hvor hulen Qingdao var. Sunny fortalte os lavmælt på engelsk at mr. Zhao havde trodset navigationssystemet, da han efter bedste overbevisning kendte en kortere vej til Qingdao. Mr. Zhao, headmaster på en af Kinas mest berømte såkaldt tosprogede skoler i Kina, taler som bekendt ikke et ord engelsk. 2 timer senere begyndte mørket at falde på, og i horisonten kunne vi skimte noget der lignede en by – Qingdao! Byen var flot og interessant, og vi sad alle med ansigterne presset op imod vinduerne, ivrige efter at se byen på egen hånd. Kort efter befandt vi os ved kysten og en stor moderne bygning, museet for den olympiske regatta. Vi fik en eksklusiv rundvisning, og fik senere lov til at snuse rundt på kajen og mærke den friske brise fra havet. Da det var blevet så sent, blev vi dog få minutter senere jaget tilbage i minibussen, da vi skulle nå at tjekke ind på hotellet og ud at spise aftensmad inden natten faldt på.

Aftensmaden fik vi på en eksklusiv kinesisk restaurant lige op til Tsingtao-bryggeriet. Mellem de to bygninger var et gigantisk rør, som efter Sunnys udsagn var et såkaldt ”ølrør”, så øllen vi fik på restauranten var så friskbrygget som muligt. Maden var som forventet meget kinesisk, til gengæld var der live-underholdning i form af mavedans og musik, samt en kæmpe wide-screen der viste en gammel Britney Spears koncert. Efter maden tjekkede vi ind på vores hotel, og fik til vores store ærgrelse at vide, at vi skulle videre dagen efter kl. 8.00, og altså at vi ikke fik mulighed for at se på den by vi havde kørt 8 timer for at komme til.

Dagen efter gik turen til Konfuses fødeby, og som forventet gik mange af dagtimerne atter engang med at køre rundt i minibussen. Ved eftermiddagstid var vi ved templet, og på bedste kinesiske vis, fik vi en guide med et lille blåt flag, som i stor hast jagede os igennem templet mens hun snakkede lavmælt, gebrokkent engelsk, som ingen af os rigtig forstod. Templet var lidt ligesom mange andre templer jeg tidligere har set, så det var ikke den kæmpe store skelsættende oplevelse – dog var det et nydeligt sted, og uden den lille kineser med det blå flag som jagede os gennem templet på no time, havde det da været en oplevelse.

Efter rundturen blev vi jaget tilbage i bussen, og kørte atter i timevis. Næste punkt på dagsordnen var at besøge en skole meget lig Cathay Future, og vi gennemskuede hurtigt, at det mest en dels var for at pleje mr. Zhaos forretningsforbindelser. Efter den obligatoriske rundvisning på skolen, inviterede forstanderen for skolen på (once again) kinesisk middag, og mens vi sad ved vores runde borde med drejeskiver, kunne man tydeligt ænse kfc-logoet eller et lille flakkende mcdonalds-M i alle danskernes øjne, i takt med at vi fik serveret grå tofu, friterede mynteblade, eddikepeanuts og andre kinesiske specialiteter. Kinesisk mad er på ingen måde lækkert, og vil aldrig blive det, ligegyldigt hvor dyrt og lækkert det nu engang ser ud.

Vores lokale havde to store runde borde, et danskerbord og et kineserbord. Kineserne drak sig dog hurtigt så trillestive i øl og Beijou (læs: ildelugtende- og smagende kinesisk riswhisky), og for i et væk over til vores bord for at skåle og lykønske mens de plaprede løs på kinesisk og deres ansigtskulør gradvist gik fra gul til orange til meget rød.

Efter middagen var alle kineserne ved så godt mod, at de fluks inviterede os på karaokebar, hvor festlighederne fortsatte. Som sædvanlig gjorde mr. Zhao sit ypperste for at være centrum, og de få sange hvor han ikke nåede at få tilranet sig mikrofonen, diskodansede han på livet løs. Til tider har vi alle sammen undret os gevaldigt over, hvordan en mand af mr. Zhaos kaliber nogensinde kan have fået den stilling han har. Et par timer senere blev vi sendt hjem i seng på hotellet, mens kineserne drak og sang videre på karaokebaren.

Søndag formiddag gik med besøg i en park, hvor vi atter en gang fik os en lille kineser med et blåt flag – forskellen var, at hun ikke kunne et pluk engelsk, og derfor kun snakkede kinesisk til os til alles store forundring. Atter engang blev vi i bedste kinesisk-turist stil jaget gennem parken af flagdamen uden mulighed for at stoppe op og kigge os omkring – og vupti! Blev vi nok engang jagtet ind i bussen, som denne gang gik tilbage til Tianjin. Vores tur var åbenbart blevet kortet ned, da mr. Zhao ville have os til at deltage i endnu et arrangement, hvor vores opgave som altid var at se hvide og fremmede ud. Så meget for 5 dages betalt turistrejse!