Livstegn fra Chengdu!

Saa er jeg endelig kommet fra Tianjin efter mange lange visaproblemer. Jeg hoppede paa fly fra Tianjin til Chengdu d. 18, og har vaeret i Chengdu og omegn lige siden.
Da resten af gruppen startede i hhv. Xian og Hongkong, maatte jeg tage til Chengdu alene.
Jeg bor pt. paa Mix Hostel, det billigste hostel i Kina - og det er ikke uden grund. De har et all-over udendoerstema, hvilket sikkert er meget fint i sommerperioden, knapt saa bevendt i Januar maaned. Der er hverken aircondition, doere eller vinduer, hvilket i begyndelsen var lidt af en tilvaendingssag. Personalet er dog enormt soede og hjaelpsomme, og efterhaanden er jeg til trods for den bidende kulde blevet helt glad for at vaere her.
d. 19, dagen efter jeg ankom til Chengdu tog jeg bus til Emei, en lille by 150 km fra Chengdu, som ligger ved foden af Emei Shan, Kinas stoerste og mest beroemte buddhistiske bjerg. Da jeg ankom gik jeg til Baoguangsi, og hoppede derfra af- og paa bybusser for at se lidt naermere paa byen og faa noget at spise. Et par timer senere vendte jeg tilbage til bjerget, hvor jeg tog bus opad til Wannian, som er mindre turistet og betydeligt paenere end Baoguang. Herfra begyndte jeg at vandre gennem de smukkeste landskaber jeg nogensinde har set. Overalt var der groent og frodigt, og man foelte man stod midt i et kinesisk landskabsmaleri. Luften var tung af vand, men frisk, floder og vandloeb piblede frem hvorend man gik hen, og overalt var der tilgroede buddhistiske statuer og udhugninger i bjergsiderne. Kort efter min ankomst moedte jeg en flok kinesiske turister, som jeg fulgtes med resten af dagen. Da moerket begyndte at falde paa vendte kineserne snuden tilbage mod bunden af bjerget, og jeg fandt et hotel paa bjerget. Jeg var eneste gaest, saa jeg blev inviteret til middag med hele familien, og fik til alles store henrykkelse smagt paa en raekke meget krydrede Sichuan-specialiteter. Efter maden forsoegte jeg til alles store henrykkelse paa gebrokkent kinesisk at snakke lidt med ved bordet. Inden jeg gik i seng, opfoerte den yngste datter et dansenummer for hele familien, og saa var det ellers godnat.

Soevn fik jeg dog ikke meget af den nat. Til trods for at hotelfatter havde skruet varmen op paa 30 grader, har jeg aldrig frosset saa meget. Han havde overset en vigtig detalje - nemlig at det kaempe panoramavindue ud til bjergsiden ikke kunne lukkes. Jeg maatte ty til drastiske metoder, og besluttede at tage alt mit medbragte toej (nok til 3 dage) paa, samt binde mit partisantoerklaede om ansigtet for at kunne holde kulden ud.
Jeg vaagnede om morgenen den naeste dag til hanegal, og besluttede at droppe badet, da det eneste der kom ud af hanerne var iskoldt bjergvand. Desuden var alle mine toiletsager saa frosne, at det kraevede mandekraefter at tvinge noget som helst ud af tuberne. Jeg hoppede hurtigt i- eller naermere af toejet og fortsatte min vandring op ad bjerget. Det oesede ned fra morgenstunden, saa alt hvad jeg havde medbragt var gennembloedt paa 20 minutter. Efter at have gaet en times tid, kom jeg til et af de mange beroemte og berygtede abe-omraader. Bjergsiderne var udhuggede som makkakker, og broer og statuer dekoreret med diverse aber i alle former og stoerrelser - rigtige aber var der dog ikke mange af. Jeg fortsatte et kvarters tid, og fik i det fjerne oeje paa to enorme hanmakkakker som sad paa vejen foran mig og skulede olmt. Jeg passerede dem saa hurtigt som muligt uden en lyd, og kiggede ikke tilbage. Det sidste var imidlertid en fejltagelse. Foer jeg vidste af det, var den stoerste af de to aber sprunget paa mig, og hvaeste, hev mig i haaret, skreg, kradsede og bed paa livet loes. Jeg forsoegte febrilsk at skubbe den gale abe af mig, men uden reslutat. Hver gang jeg forsoegte at slaa til den, snappede den ud efter mine haender. Heldigvis kom to saelgere mig til undsaetning, og fik med bambusstokke jaget den gale abe paa flugt. Jeg gav dem chokeret et par kuai hver, og koebte en bambusstok i tilfaelde af, at jeg skulle moede flere galsindede aber paa min vej.
Bambusstokken viste sig at vaere effektiv, og hver gang en- eller flere makkakker naermede sig, bankede jeg stokken i jorden, og de fortrak hurtigt igen. Som jeg bevaegede mig hoejere op ad bjerget blev regnen gradvist til sne, og alt hvad der foer var gennembloedt, blev nu frossent. Jeg vendte hen paa eftermiddagen tilbage til Wannian for at tage bus til toppen af bjerget. Paa en time koerte jeg fra eventyrligt junglelandskab, farverige fugle og aber til totalt hvidt snelandskab. Paa toppen var alt daekket af sne og is, og grundet disen kunne man naermest ikke se andet end hvidt, da jeg ankom. Da jeg bevaegede mig opad, vaennede mine oejne sig dog til snelandskabet, som viste sig at vaere ligesaa smukt som det junglelandskab jeg kom fra. Der var taarnhoeje snedaekkede traer, og kloefter saa dybe at man ikke kunne se bunden. Planen var, at naa til den oeverste tinde, men da der var stroemsvigt virkede liftene ikke. De kinesere jeg fulgtes med den dag, havde ikke investeret i snesko ligesom mig, og ville ikke vandre laengere op ad bjerget. En gaatur til toppen ville tage ca. 3 timer, men da alting var glat og jeg som bekendt var alene, turde jeg ikke begive mig laengere op til fods. Jeg satte mig ved det naermeste spisested for at faa en cola, og blev lynhurtigt midtpunkt for en gruppe nysgerrige kinesere, som var ved at segne af begejstring, da jeg fyrede et par fraser kinesisk af for dem. Efter nogle minutter havde den lille gruppe kinesere udviklet sig til en sand folkemaengde, og jeg besluttede at flygte mens jeg stadig havde chancen. Forfrossen og udmattet vendte jeg tilbage til busstationen, og derfra tilbage til bunden af bjerget. Kineserne siger, at man kun er en halv mand medmindre man har gaaet paa muren - jeg tror det samme maa gaelde for Emei Shan. De to dage jeg brugte paa bjerget var noget af det mest fysisk udmattende og primitive jeg laenge har udsat mig selv for. Roskilde go home!
Jeg var tilbage i Chengdu ved 10-tiden om aftenen, hvor jeg atter engang chekkede ind paa Mix, som i forhold til Emei Shan var en ren Sauna.
Da jeg var udmattet efter min bjergtur, besluttede jeg at droppe pandaerne, som helst skal ses kl. 7-8 om morgenen, og blive under mit elektriske taeppe indtil kl. 10.
Efter et langt velfortjent bad, tog jeg taxa til den store plads midt i Chengdu, hvor en gigantisk stenstatue af Mao pegede i retning mod Starbucks og Mcdonalds, som var en kaerkommen afveksling fra Sichuan-koekkenet. Jeg tussede rundt paa pladsen og senere hovedgaden i et par timer, foer jeg besluttede at tage mig en gaatur i folkets park. Her var smukt beplantet og fredeligt og overalt dyrkede folk Tai Chi, sang karaoke, spillede musik og dansede. Jeg joinede til deres store fornoejelse en flok aeldre damer til Tai Chi, som er betydeligt svaerere end man umiddelbart skulle tro. Derudover var jeg med til faellessang, som dog var en endnu mindre succes end Tai chi. Sidst paa eftermiddagen vendte jeg snuden hjemad.
Jeg flyver til Kunming i morgen kl. 7.45, hvor jeg skal moedes med mads og muligvis Adam, Josh og Paul, nogle engelske venner fra Tianjin. Jeg glaeder mig til at komme under mildere og mindre regnfulde himmelstroeg, men har uden tvivl haft et dejligt og ikke mindst begivenhedsrigt ophold i Chengdu og Emei.