October break!!!

Jeg har været usandsynlig sløv til at opdatere min blog den sidste måneds tid, så nu er det vidst på tide med et indlæg igen. I slutningen af september har vi deltaget i diverse events; størst af dem alle var månefesten, hvor det med pomp og pragt, lysshows og månekager blev fejret, at månen var fuld. Der er sket meget siden sidst jeg opdaterede, så jeg holder mig i skrivende stund til at fortælle om min oktoberferie, som har varet fra d. 28 september til d. 7 oktober. Jeg skulle som tidligere nævnt mødes med Kentuckyaner, forfatter og backpacker Greg, som på samme tidspunkt afsluttede sit månedslange ophold på Shaolin-templet i Henan-provinsen. Grundet den nationale ferie havde jeg i god tid købt togbiletter og booket hostel, og havde sikret mig med Sunny at mine reservationer ikke overlappede nogen arbejdsdage. To dage før jeg skulle rejse, fik vi dog traditionen og "the chinese ways" tro at vide, at vi alligevel skulle arbejde – både lørdag søndag og mandag.

Til trods for lange diskussioner med Sunny og åbenlys utilfredshed fra både hendes og vores side, sejrede ”the danish way” for første gang over ”the chinese way”, og mine reservationer af såvel togbilletter som hotelværelser, viste sig til min store glæde ikke at være forgæves – fredag kl. 14.10 sad jeg på toget til vej til Beijing og 9 dages ferie fra larmende unger, utilfredse lærere og vigtigst af alt, ”the chinese ways”. Togturen viste sig dog til min store ærgrelse ikke at være helt ukompliceret, idet min sidemand var en ihærdig 40-50-årig kinesisk mand, som indtil jeg slap af med ham nær den himmelske fredsplads(!) brugte al sin energi og meget få engelskkundskaber, på at overbevise mig om, at vi to var skabt for hinanden. 500 meter fra den bar hvor jeg skulle møde Greg, hjalp det dog endelig at være ubehøvlet og højrøstet, og jeg kunne ånde lettet op, da han endelig gav op og forsvandt i mængden. Jeg mødtes med Greg på vores efterhånden velkendte backpackerbar, Sakura, og efter 1 måneds KungFu på betonunderlag og 8 timers togkørsel på hardseat mast sammen med høns, heste og bønder, var han ligeså udmattet som mig. Efter en lang snak om KungFu og sure kinesere var vi dog på toppen og klar på en fed uge i Beijing.

I første omgang gik turen til WangFuJing, hovedgaden og hjertet i Beijing, hvor vi i ro og mag kunne kigge på en betydeligt pænere del af byen, og komme væk fra de snuskede houtonger og lyden af bøvsende og spyttende kinesere. Vi fik forsynet os med diverse nødvendigheder, som de fleste steder er umulige at opdrive (deodorant, barberblade etc.), samt købt en stak engelsksprogede bøger til underholdning og undervisning. Derudover fik vi udforsket Oriental Plaza, primært for at nyde luften og airconditionen et af de få steder i Kina der ikke lugter af kloark eller opkast. Ved aftenstid kom er liv i de små sidegader, hvor vi efter en usandsynlig lækker frokost på KFC fik smagt på fedtdryppende græshopper, firben og slanger. Som hvide unge mennesker fik vi masser af opmærksomhed fra kinesere, primært studerende som ville øve deres engelskkundskaber og KungFu-fans som genkendte Gregs Shaolin-tshirt, og kungfu-daskede ham i ryggen med alt fra tasker til aviser. Ved nattetid gik turen tilbage til Sakura, hvor vi sluttede af med tsingtao og backpackerstemning.

Søndag gik turen tilbage til Tianjin, da jeg skulle arbejde mandag morgen, og det var med blandede følelser vi vendte tilbage til ekstrem forurening og hvad der efter Wangfujing synes en uendelig ørkenvandring af industri, byggerod og kraner. Det første syn der mødte os da vi trådte ud af elevateren på 9. etage var 9 tømmermændsbefængte danskere foran et kæmpe fjernsyn. Alene at sige goddag synede af at være en enorm kraftanstrengelse, så Greg og jeg tussede igen rundt på egen hånd. Greg fik en rundvisning på skolen, og var som forventet dybt chokeret over, at en super hi-tech skole med alt fra 4d-biograf til etager fyldt med dyre trommesæt, keyboards, træningsmaskiner og klaverer til en hel klasse stadig ikke ”har råd” til at købe hverken undervisningsmateriale til lærerne eller toiletpapir til at tørre ungerne med. Mine kineserlærere var heldigvis stadig i klasserne, og de var ovenud henrykte over at se en rigtig amerikaner, og fnisede som små skolepiger da jeg introducerede dem. Mona og jeg har belejligt nok et ekstra glasbur, så Greg kunne snildt overnatte på Cathay Future i stedet for at skulle bøvle med snuskede youth hostels.

Mandag stod vi alle tidligt op, klar på at underholde nogle unger, men grundet regnen kom der stort set ingen – i Kina er det almindelig paratviden, at de små pus bliver syge af regn. Efter et par timer dukkede der dog nogle få trætte unger op, og dagen gik for mit vedkommende med at tegne frugter og folde papirflyvere – ikke den helt store kraftanstrengelse. Greg fik taget sine billeder, og arbejdsdagen blev grundet den åbenlyse mangel på børn kort. Om aftenen stod den på kinesisk middag med Sunny, og senere hen på sing-along på byens fornemste karaokebar. Jeg overvandt hurtigt mine skrupler over at slæbe en modvillig Greg med, og slog mig løs foran tv-skærmen i et par timer sammen med de andre. Vi tog med højt humør videre på natklub, og endte alle (inklusiv Greg) med at have en sjov nat. Resten af tiden i Tianjin stod primært på Ali Baba, vores ”stambar”, og McDonalds, indtil Greg og jeg endelig tog os sammen til atter at vende næsen mod Beijing. Turen gik dog ikke helt som forventet, og jeg fik skabt 10 minutters fortvivlelse og kaos, idet jeg troede min pung med dankort, kørekort, sygesiking og 2500 rmb i kontanter var blevet stjålet. Jeg efterlod en måbende Greg, og fløj rundt på banegården med snuden i jorden, for at se om jeg havde tabt den, og prøvede på gebrokkent kinesisk at forklare en politibetjent at min pung var væk. Han fattede ikke en brik, og heldigvis, for da jeg slukøret slæbte mig tilbage til Greg og mine tasker, viste det sig, at jeg i skyndingen havde smidt pungen i et andet rum i tasken. Vi fangede vores tog, og i modsætning til det sædvanlige hi-tech metalgrå aerodynamiske og airconditionerede tog, viste det sig at vi skulle moses på hardseat i en gammel langsom rødbrun sag, og vi fandt os selv mast sammen med svedende kinesere, og med en skarp lugt af toiletvogn i næsen i næsten 2 timer, før vi endelig fik fast grund under fødderne igen. Grundet ferien var ”Beijing Bowling Hotel” (bowling viste sig at være et forsøg på at oversætte det kinesiske ”Bao Ling”) det eneste sted vi kunne få værelser. Efter en hård kamp med uforskammede taxichauffører og håbløst hotelpersonale havde vi endelig – klokken 10 om aftenen – overstået det praktiske, og var begge på randen til et nervøst sammenbrud efter intet mindre end 6 timers kamp med ”the chinese ways”.

Dagen derpå vendte vi atter tilbage til Houtongerne ved Qianmen, hvor vi til vores store overraskelse og glæde kunne få et hotelværelse på gode gamle Sakura. Til trods for ubekvemme overraskelser i form af hårklumper i sengen og brugte kondomer på gulvet, var det bedre end ingenting, og efter at have efterladt den tunge baggage på hostlet, tog vi metroen til en anden del af byen, for at udforske Houtongerne i nærheden af Dagboa-templet. Selve templet var ikke den store oplevelse, Houtomgerne var derimod en succes. Vi vandrede de smalle gader mellem grå murbrokker, gamle skakspillende kinesere, forpjuskede hunde og fnisende teenagepiger tynde, og vendte sidst på eftermiddagen veltilfredse tilbage mod Tianmen og Qianmen med metroen. Her fik vi os dog en meget ubehagelig overraskelse som hverken jeg eller Greg sent vil glemme. Da vi stod af metroen ved Tianmen kunne jeg se i vognen ved siden af vores, at der blev skubbet voldsomt rundt, og vi stoppede op for at se, hvad i alverden der foregik. Sekundet efter fløj to mænd i voldsom slåskamp ud lige foran os, og aggressionerne kulminerede, da den ene med en knytnæve slog dan anden i jorden, så han med et brag landede på baghovedet. Manden forsvandt med lynets hast tilbage i metroen, som fortsatte mod næste station, og tilbage lå den anden, bevidstløs med hovedet hvilende i en pøl af sit eget blod. Flere mennesker strømmede til, men ingen af os vidste hvad vi skulle stille op med manden på gulvet, hvis krop pludselig gik i kramper, så blodet sprøjtede fra hans hoved. Endelig kom en kvinde i uniform styrtende til, og jeg hev prompte Greg med ud af menneskemængden og metrostationen, væk fra den blødende mand. Vi var begge dybt chokerede, og enige om, at den himmelske fredsplads kunne vente til en anden dag. Tilbage på Sakura fik vi os en lang snak, kom ned på jorden igen efter den voldsomme oplevelse, og besluttede os for, at vi hellere måtte tage en slapper resten af aftenen.

Vi var dog friske i hovedet igen dagen efter, hvor vi besluttede at udforske det fjerneste stop, Ping Guo Yuan, som vi med vores gebrokne kinesisk havde fået oversat til ”æblehuset”. Metroen var ligeså proppet som resten af byen var, grundet den nationale ferie, og i dagens anledning havde samtlige metrostationer udstationeret en ”skubber” – en uniformeret mand, der når dørene åbnede styrtede til og skubbede folk ind i vognene, så alle kunne være i de fyldte vogne. Vi stod som sardiner i en dåse det meste af vejen, og folk stod så tæt presset sammen, at man kunne give slip med fødderne og stadig blive stående. ”Æblehuset” viste sig at være en lille forstad til Beijing, og til trods for, at der ikke var meget at se, havde vi en hyggelig dag, og fik udforsket en anderledes del af byen og smagt på noget anderledes gademad end det der sædvanligvis kan fås omkring cent

rum.

Tilbage ved Qianmen stod den på ”dog korean style” til aftensmad – og det var bestemt ikke anbefalelsesværdigt. Vi fik serveret en tallerken fuld af uidentificerbare kød- og fedtklumper, og smagen mindede mig mest af alt om hvordan jeg forestiller mig råt oksekød smager efter et par dage i solen. Efter 5-6 mundfulde af det uappetitlige kød, blev vi hurtigt enige om at det ikke var sagen, betalte og forlod restauranten. Det første syn der mødte os, da vi trådte ud af det snuskede lokale, var en arrig lille hund, der gøede ad os som en vanvittig.

Om aftenen mødtes vi med resten af danskergruppen på Sakura for at fejre Lines fødselsdag, og siden både Greg og jeg var trætte efter en lang dag, introducerede han mig for mirakeldrikken RedBull, som på magisk vis fik mig op at ringe igen på ingen tid senere på aftenen tog vi med de andre videre til et kendt barområde i Be

ijing, som dog på ingen måde var en succes – diskotekerne var halvtomme, og priserne var ubehageligt hjemlige. Af samme årsag vendte Greg og jeg kort tid efter tilbage mod Qianmen for at få noget søvn i stedet – stadig med kroppen fuld af RedBull, som naturligvis resulterede i, at vi ikke kunne sove da vi endelig kom tilbage. Alt undtagen gadegrillerne var lukket, så vi besluttede i stedet for at gå i seng, at gå på madeventyr, og købte dumplings til den store guldmedalje. Vi var heldige nok til efter en lille gåtur at finde en lille snusket bar som stadig var åben, og fik os et par Tsingtao i selskab med en flok meget selskabelige snaldrede kinesere, før vi endelig var trætte nok til at gå i seng. Dagen derpå viede vi til at lave ingenting, og nåede ikke længere væk fra hostlet end en tur rundt på den himmelske fredsplads, som var proppet med kinesere på ferie, der alle sammen ville have taget billeder sammen med de mærkelige hvide mennesker.

Dagen efter havde vi bestilt pladser i en bus til muren ved Simantai, hvor planen var en 10 km vandretur på den del af muren nær Beijing som ikke er restaureret og af samme årsag ikke bugner af turister. Kl. 5.40 blev vi hentet ved vores hostel, og til vores store frustration silede regnen allerede da ned i lårtykke stænger. Efter 4 timers kørsel var vi ved muren, og vi blev på grund af regnen enige om at droppe den lange vandretur, og i stedet bare tulle lidt rundt og se på muren i et par timer. Trods regnen var muren som altid fantastisk, og der var ikke en sjæl i syne. Da vi nåede det højest beliggende tårn ved Simantai, sad vi midt inde i en kæmpe stor sky hvor vi nød stilheden og fuglene under en paraply i en halv times tid. Da vi blev hentet af bussen igen, klarede det op, og de 4 timer tilbage til Beijing var et varmt og fugtigt helvede. Vi stoppede bussen på WangFuJing, og fejrede vores murtur og vores sidste dag sammen med en luksusmiddag og en dyr rødvin på Beijing Hotel. Afslutningen på ferien blev endnu et måltid på Sakura, hvor personalet efterhån

den kender os så godt, at de havde designet en playliste af sørgelige ”goodbye my love”-sange til stor morskab for os begge. Vi fik skrevet hilsner på væggen og gik hver til sit, Greg mod Sydkina og senere Laos, og jeg tilbage til Tianjin.

- og nu er jeg atter tilbage i Tianjin efter en lang og stressende men sjov ferie, som har lært mig meget mere om Beijing på godt og ondt. Lige nu er Kina en blandet fornemmelse. De sidste ni dage, er jeg blevet vækket til lyden af en harker fra gaden, og selvom jeg hver gang jeg vågner til den lyd kaster lidt op i min egen mund, tager jeg stadig mig selv i samtidig at grine over hele femøren – præcis såd

an har jeg det med Kina og kineserne, og jeg fortryder ikke et sekund, at jeg er, hvor jeg er. Life is good.

Jeg har desværre ikke rigtig fået taget nogle billeder i ugens løb, men poster de få (dvs. tre) jeg har. Forhåbentlig sender Greg noget til mig når han har fundet en computer et sted i sydkina, indtil da må det blive ved ligegyldige metro- og hundebilleder.

Mads og jeg i en dybfølt duet. Så vidt jeg husker "eternal flame".


Greg i metroen, foran et proppet tog.




Munden fuld af hund...