Back on track!

Så har jeg endelig været på arbejde igen efter næsten en uge i sengen, som har smadret min døgnrytme godt og grundigt. Udover at jeg måtte stå op fem timer tidligere end sædvanligt, havde jeg grundet en svejsemaskine som udover at larme som ind i helvede lavede kørte blåt diskolys udenfor mit vindue indtil klokken tre fået noget nær min dårligste nattesøvn til dato her i Kina til dato. Efter tre spandfulde kaffe var jeg stadig alt andet end oplagt på unger.

Da jeg trådte ind af døren i sweet class, smilede Annie over hele ansigtet, og talte højlydt til tre. ”Ida, I very miss you!”, råbte ungerne i kor, mens Annie strålede af stolthed og åbenlyst fiskede efter et anerkendende blik fra mig. Jeg nænnede ikke at kommentere det videre, og smilede i stedet det bedste jeg har lært. Så meget for ”bilingual school” – og på den anden side forventeligt, når manden der bestemmer hvem der skal ansættes og fyres ikke behersker så meget som et godmorgen på engelsk.

Ungerne var glade for at se mig igen, og jeg blev på stedet begravet i en horde af snottede børn med fedtefingre, som alle sammen ville sidde på skødet, kysse mig og pille ved mit hår, hvilket blev en uventet brat opvågning. Kina er ekstremt tørt om vinteren, og udover sprukne læber og rynkede hænder gør det børnene konsekvent statisk elektriske, hvilket ærligt talt ikke gør dem mindre irriterende.

Børnene skulle opføre en forestilling for forældrene i dag, så min rolle blev som så mange gange før at gå i cirkler, stå i vejen, og lege med børnene når de skulle sidde stille. Efter en times ihærdig stræben efter at være behjælpelig, gav jeg op, og satte mig i hjørnet med en bog resten af formiddagen.

Klokken 11.30 kunne jeg endelig gnaven og skuffet smutte tilbage på mit lille sure værelse og sætte mig foran computeren en times tid og glo Simpsons, inden turen gik til Tianjin International Building og min første dag på mit nye fritidsarbejde.

Dette blev imidlertid dagens første store positive overraskelse. Tianjin International Building var Tianjin-udgaven af Beijings business-bygninger på Sanlitun, det eneste sted i Beijing hvor gennemsnitsmanden er hvid, iført mappe og jakkesæt og stiger ud af en sort, blankpudset Audi. I den guldbesatte forhal fandtes der alt fra Starbucks til hævemaskiner, en ellers sjælden luksus i Kina. Mads og jeg skulle undervise i engelsk på 24. etage i et fransk firma, og eleverne viste sig til min store overraskelse at være underdirektører eller lignende, alle med minimum en kandidatgrad i international business. Vi blev henvist til konferencerummet, fik hver et glas isvand, og 15 sekunder senere sad vores elever klar til undervisning.

Undervisningen bestod imidlertid i, at vi skulle træne vores fire elever i at samtale på engelsk, hvilket er lig en times betalt snak om alt mellem himmel og jord – nogenlunde de samme emner som jeg har diskuteret med snaksaglige kinesere på Ali Baba, når jeg har skullet slappe af efter en dårlig dag i børnehaven. De eneste umiddelbare forskelle var, at drikkevarerne i International Building blev serveret og var gratis, at vi har en timeløn på 130 rmb og at vores samtalepartnere er enormt engagerede og evigt taknemmelige.

Efter en sludder om blandt andet det danske kongehus, kinesiske bryllupper og skilsmisser samt en masse tips til gode restauranter og shoppingsteder i Tianjin, kunne vi hver 130 yuan rigere læne os tilbage i en sofa på Starbucks og slappe af med en latte omgivet af velklædte businessmænd. Det her er det cooleste job ever, og vigtigst af alt: et bevis på at Kina er andet end harkere, bakterier og uforskammede, uopdragne, egoistiske folk.

Wo bin le!

”Wo bin le” er kinesisk, og betyder ”jeg er syg”. Om aftenen dagen efter hjemkomsten fra turistrejsen, fik jeg en meget underlig fornemmelse i maven, som viste sig at skulle være mere end bare en fornemmelse. Hele natten kastede jeg op i et væk, og endte med at falde i søvn på gulvet foran toilettet af bare udmattelse. Den sjette gang jeg måtte op for at brække mig, troede jeg, at nu måtte jeg da snart være helt tom – men jeg måtte tro om igen. Min mave havde nemlig besluttet sig for, at der skulle tømmes helt ud – i begge ender, hvilket i sidste ende resulterede i, at jeg for første gang siden jeg var bajs sked i bukserne. Når man kaster op, spænder man som bekendt mavemusklerne, og det var tilsyneladende mere end resten af kroppen kunne holde til. Klokken 4 om natten måtte jeg, syg som bare fanden, vaske gulv og bukser samt tage et grundigt bad. Virusen holdt mig i sengen de næste 3 dage, og på fjerdedagen begyndte jeg til min store begejstring endelig at føle mig rask og veltilpas. Greg skulle komme på besøg den dag, så siden jeg følte mig nogenlunde frisk igen, var min lykke gjort. Troede jeg. Greg nåede at være i Tianjin i cirka 4 timer, før han fik en underlig fornemmelse i maven….

Han formåede at sove på gulvet foran toilettet 2 nætter i træk og skide i bukserne 2 gange.

Da weekenden kom, begyndte flere og flere at få en underlig fornemmelse i maven, så Greg og jeg besluttede os for at forlade den synkende skude hurtigst muligt, og søge tilflugt på et hostel i Beijing. Ingen af os følte os rigtig friske endnu, Greg døjede med maven og jeg fik udover mavesmerter et voldsomt udslæt på arme, ryg, mave og i ansigtet, så vi holdt os mest en dels indenfor på baren de følgende 5 dage. Det eneste vi egentlig nåede at udrette var en 2-timers tur til den forbudte by, der syntes så udmattede at vi røg på hovedet i seng om aftenen allerede kl. 9. Da vi endelig begge var nogenlunde på benene igen, var det tid til at sige farvel; Greg søgte mod mildere himmelstrøg i Thailand, og jeg måtte hoppe på en tre timer lang iskold og ubehagelig bustur tilbage mod Tianjin, mens regnen piskede ned. For 150$ kunne det have været mig der sad på et fly til Thailand; tanken var (og er) fristende.

Nu er jeg så tilbage i Tianjin, og kæmper stadig med sygdom og infektion. Jeg har haft min første hospitalstur, og denne skulle vise sig at være min hidtil mest overraskende og skræmmende oplevelse i Kina indtil videre. Jeg tog til Tianjin City Central Hospital med taxa. Udefra så det ganske anstændigt ud, men da vi trådte indenfor dørene, var realiteten en hel anden. Forhallen lignede lidt banegården – ikke den store fancy banegård i Beijing, nærmere den lille lurvede banegård i Tianjin. Den eneste åbenlyse forskel er, at banegården i Tianjin er meget renere. Væggene var nikotingule og nærmest smurt ind i lort og snotklatter, og hele bygningen lugtede lidt ligesom det lugter når man passerer et offentligt toilet i slumkvartererne i Beijing. Hygiejnen var kvalmende lav, og folk sad og røg cigaretter udenfor de snavsede operationsstuer, der i stedet for døre havde små snaskede gardiner, som det meste af tiden var rullet fra. Jeg skulle under mit besøg på hospitalet blandt andet indlevere en urinprøve, og fik i den forbindelse det største chok hidtil: Toiletterne. Det var uden tvivl her den kvalmende lugt stammede fra, og jeg måtte holde vejret før jeg gik derind, da lugten var så slem. De af jer der har set ”Trainspotting” husker sikkert den forfærdelige scene, hvor Ewan Mcgregor besøger ”the worst toilet in Scotland” – indretningen var nogenlunde den samme, bare meget mere kinesisk. På rad og række var der fire små huller i jorden. Bokse eller bare skillevægge havde man åbenbart ikke fundet nødvendigt, og jeg måtte sidde og koncentrere mig om at tisse i en kop ved siden af en kinesisk læge som var i fuld færd med nummer to, og som syntes mere end ligeglad over at sidde på hug og skide ved siden af mig. Da jeg endelig havde ramt den lille kop tilstrækkeligt og atter fik hevet bukserne op om livet opdagede jeg til min store rædsel, at der ikke engang var en håndvask. Jeg kunne lige overleve med ikke at vaske mine egne hænder og i stedet bruge en vådserviet, hvad der bekymrede mig mere var, at en kinesisk læge lige havde skidt og tørret sig og siden hen forladt toilettet uden at vaske fingre. I det mindste bruger jeg ikke halvdelen af min dag på at stikke fingre ind i mennesker som i forvejen er syge. Urinprøven måtte jeg bære i strakt arm gennem hele hospitalet, da laboratoriet lå i den anden ende af bygningen – og der var ikke noget med at få et låg til prøven. Endvidere virkede kineserne fuldstændig ligeglade med, at jeg bar rundt på muligvis inficeret tis, og både på vej til laboratoriet og mens jeg stod i køen, skubbede folk mig rundt i alle retninger så tisset sprøjtede. Alt foregik på kinesisk, så jeg forstod ikke et hak af, hvad der foregik, og jeg nåede i løbet af de to timer jeg brugte på hospitalet at besøge intet mindre end 5 læger som alle var uforskammede og virkede fuldstændig ligeglade med hvad der var galt med mig. Alle sammen mente de, at jeg bare skulle have en sprøjte antibiotika. Jeg nægtede prompte, og forlangte som betalende kunde gang på gang at få en ordentlig behandling og undersøgelse. Selvom kineserne evindeligt render ud og ind af hospitalet hvis de så meget som hoster to gange i træk, burde det ikke være ensbetydende med at alle os andre gør det!

Endelig fik jeg dog efter lang tids insisteren en undersøgelse, og lægen udskrev noget medicin til mig – for at være mere nøjagtig to bæreposer fulde af medicin. Alt fra desinficerende væsker til piller i forskellige former og farver. Jeg fik en kort og upræcis instruktion i hvordan og hvor ofte jeg skulle tage medicinen, og så var det ellers herut. På vej ud af døren fortalte lægen, at jeg bare skulle komme tilbage hvis det ikke virkede. Yderst betryggende. En ting er helt sikker: Jeg kommer ALDRIG igen!

Jeg havde desværre ikke mit kamera med på hospitalet, så i må nøjes med et billede af al den medicin jeg tager - hver dag!

turistrejse med mr. Zhao pt. 1

Fredag morgen dagen efter vi havde været i Beijing og krydse, sad vi alle spændte og veloplagte i en af Cathay Futures skolebusser, klar på vores turistrejse til Qingdao, det konfusianske tempel og Yinan-provinsen. Med os på rejsen havde vi Sunny, Mr. Zhao og en af Sunnys veninder. I første omgang gik turen til Qingdao og den olympiske regatta, og planen var en 6 timers køretur. Køreturen på kinesisk motorvej var i sig selv en kulturel oplevelse. Tilbage i gode gamle Danmark har jeg ofte bandet og svovlet over min egen dumhed, når jeg i et kort uopmærksomt øjeblik har misset den rigtige afkørsel fra motorvejen, og derved indskrevet mig selv til kilometervis af ekstra kørsel på motorvejen til næste afkørsel. I Kina har de fundet tricket: Hvis man kører forbi den rigtige afkørsel, bakker man da bare! Så der sad vi – 10 rædselsslagne danskere uden sikkerhedsseler på en kinesisk motorvej og bakkede på livet løs, mens bilerne udenfor fløj forbi vinduerne og dyttede på livet løs af den bakkende minibus. I Danmark har vi et ord for det: spøgelsesbilist!

Efter 6 timers kørsel sad vi alle med hvad der føltes som meget flade numser midt på motorvejen, og undrede os over hvor hulen Qingdao var. Sunny fortalte os lavmælt på engelsk at mr. Zhao havde trodset navigationssystemet, da han efter bedste overbevisning kendte en kortere vej til Qingdao. Mr. Zhao, headmaster på en af Kinas mest berømte såkaldt tosprogede skoler i Kina, taler som bekendt ikke et ord engelsk. 2 timer senere begyndte mørket at falde på, og i horisonten kunne vi skimte noget der lignede en by – Qingdao! Byen var flot og interessant, og vi sad alle med ansigterne presset op imod vinduerne, ivrige efter at se byen på egen hånd. Kort efter befandt vi os ved kysten og en stor moderne bygning, museet for den olympiske regatta. Vi fik en eksklusiv rundvisning, og fik senere lov til at snuse rundt på kajen og mærke den friske brise fra havet. Da det var blevet så sent, blev vi dog få minutter senere jaget tilbage i minibussen, da vi skulle nå at tjekke ind på hotellet og ud at spise aftensmad inden natten faldt på.

Aftensmaden fik vi på en eksklusiv kinesisk restaurant lige op til Tsingtao-bryggeriet. Mellem de to bygninger var et gigantisk rør, som efter Sunnys udsagn var et såkaldt ”ølrør”, så øllen vi fik på restauranten var så friskbrygget som muligt. Maden var som forventet meget kinesisk, til gengæld var der live-underholdning i form af mavedans og musik, samt en kæmpe wide-screen der viste en gammel Britney Spears koncert. Efter maden tjekkede vi ind på vores hotel, og fik til vores store ærgrelse at vide, at vi skulle videre dagen efter kl. 8.00, og altså at vi ikke fik mulighed for at se på den by vi havde kørt 8 timer for at komme til.

Dagen efter gik turen til Konfuses fødeby, og som forventet gik mange af dagtimerne atter engang med at køre rundt i minibussen. Ved eftermiddagstid var vi ved templet, og på bedste kinesiske vis, fik vi en guide med et lille blåt flag, som i stor hast jagede os igennem templet mens hun snakkede lavmælt, gebrokkent engelsk, som ingen af os rigtig forstod. Templet var lidt ligesom mange andre templer jeg tidligere har set, så det var ikke den kæmpe store skelsættende oplevelse – dog var det et nydeligt sted, og uden den lille kineser med det blå flag som jagede os gennem templet på no time, havde det da været en oplevelse.

Efter rundturen blev vi jaget tilbage i bussen, og kørte atter i timevis. Næste punkt på dagsordnen var at besøge en skole meget lig Cathay Future, og vi gennemskuede hurtigt, at det mest en dels var for at pleje mr. Zhaos forretningsforbindelser. Efter den obligatoriske rundvisning på skolen, inviterede forstanderen for skolen på (once again) kinesisk middag, og mens vi sad ved vores runde borde med drejeskiver, kunne man tydeligt ænse kfc-logoet eller et lille flakkende mcdonalds-M i alle danskernes øjne, i takt med at vi fik serveret grå tofu, friterede mynteblade, eddikepeanuts og andre kinesiske specialiteter. Kinesisk mad er på ingen måde lækkert, og vil aldrig blive det, ligegyldigt hvor dyrt og lækkert det nu engang ser ud.

Vores lokale havde to store runde borde, et danskerbord og et kineserbord. Kineserne drak sig dog hurtigt så trillestive i øl og Beijou (læs: ildelugtende- og smagende kinesisk riswhisky), og for i et væk over til vores bord for at skåle og lykønske mens de plaprede løs på kinesisk og deres ansigtskulør gradvist gik fra gul til orange til meget rød.

Efter middagen var alle kineserne ved så godt mod, at de fluks inviterede os på karaokebar, hvor festlighederne fortsatte. Som sædvanlig gjorde mr. Zhao sit ypperste for at være centrum, og de få sange hvor han ikke nåede at få tilranet sig mikrofonen, diskodansede han på livet løs. Til tider har vi alle sammen undret os gevaldigt over, hvordan en mand af mr. Zhaos kaliber nogensinde kan have fået den stilling han har. Et par timer senere blev vi sendt hjem i seng på hotellet, mens kineserne drak og sang videre på karaokebaren.

Søndag formiddag gik med besøg i en park, hvor vi atter en gang fik os en lille kineser med et blåt flag – forskellen var, at hun ikke kunne et pluk engelsk, og derfor kun snakkede kinesisk til os til alles store forundring. Atter engang blev vi i bedste kinesisk-turist stil jaget gennem parken af flagdamen uden mulighed for at stoppe op og kigge os omkring – og vupti! Blev vi nok engang jagtet ind i bussen, som denne gang gik tilbage til Tianjin. Vores tur var åbenbart blevet kortet ned, da mr. Zhao ville have os til at deltage i endnu et arrangement, hvor vores opgave som altid var at se hvide og fremmede ud. Så meget for 5 dages betalt turistrejse!

Blæsevejr på Kajen i Qingdao



...Ud i det blå!




Rund dør i det Konfusianske tempel



Konfusis fødeby. Sunny agerer guide.



Mr. Zhao giver den gas på dansegulvet mens en kollega synger karaoke



Smuk udsigt i en park i Yinan



Samme park med udsigt over en stor sø

Wo shi danmai ren!

Torsdag d. 1. november 2007 havde vi alle i anledning af valget i Danmark fået en fridag til at tage til Beijing for at stemme. Aftalen var at forlade Cathay future kl. 8.00, men grundet generel tømmermænds-epidemi blev det kun Frederik og jeg der præsterede at overholde tidsplanen. Turen gik let og smertefrit, og for en gangs skyld slap vi udenom det sædvanlige billetræs på banegården og kom på et tog med det samme. Da vi kom til Beijing besluttede vi os for at finde Sanlitun, ambassadekvarteret på egen hånd i stedet for at bruge timer på at forhandle med taxachauffører og bondefangere ved togstationen i Beijing. Generelt har vi erfaret, at det er enormt svært at få fat i en normal taxa i Beijing hvis man er hvid, da trafikken omkring centrum er meget hektisk, og da det for taxachaufførerne i stor grad bedre kan betale sig at samle kinesiske kunder op – til stor forskel fra Tianjin, hvor taxaerne dytter og nærmest ræser op på fortovet foran en når man er hvid. Vi hoppede på metroen med det samme, og blev som sædvanlig mast så voldsomt ind i vognen, at vi fik følelsen af, at vi kunne give slip med fødderne og stadig blive stående. Havde man i Europa mast dyr så tæt sammen som menneskerne i Beijings metroer, ville man øjeblikkeligt blive arresteret og kylet i fængsel for dyrplageri.

Da vi endelig kom ud af den tætpakkede vogn, besluttede vi os for at gå på eventyr, da vi i forhold til resten af gruppen havde oceaner af tid, og vi fandt hurtigt en lille snusket slum-houtong, som vi straks blev enige om at udforske. I løbet af 5 sekunder gik vi fra heftig trafik, travle businessmænd, luksushoteller og skinnende skyskrabere til små lurvede skure, lugtende fællesbade og rodede smalle små gader, samt snavsede gadekøkkener hvor en middag kostede 2 yuan. Gamle mænd spillede kinaskak i hjørnerne, og teenagepigerne fnisede og sendte flirtende blikke til Frederik. Vores frokost blev en autentisk portion dumplings til 5 yuan, cirka 3 kroner – og bang, så var vi tilbage til storbyræs, velduftende mænd i jakkesæt, skyskrabere og ferraibutikker.

Klokken var så småt blevet 11, og vi besluttede at gå på taxajagt og køre det sidste stykke af vejen i taxa. Sanlitun lå lige om hjørnet, og var en smuk, idyllisk, pænt beplantet og fredfyldt bred gade med pæne bygninger og vejrende flag. Havde det ikke været for de evindelige kinesiske vagter med store maskinpistoler, havde sanlitun været det perfekte sted i Beijing for en afslappende gåtur. Da der ikke var meget vind i flagene, viste det sig at være en stor udfordring at finde den danske ambassade. Endelig pegede taxacaufføren på noget rødt og hvidt inde bag en af de høje mure. Dui, dui! – det så dansk ud, og vi hoppede ud af taxaen, hvor det første problem opstod: af en eller anden sadistisk grund, havde man valgt at placere den danske ambassade lige op og ned af den schweiziske ambassade, hvilket gav anledning til stor forvirring, da der som sagt ikke var skyggen af vind i flagene. Vi fandt dog efter et par minutter den rigtige, og blev indenfor porten budt velkommen af en venlig, dansk dame, som fulgte os ind på kontoret, hvor jeg var meget spændt på at skulle sætte mit første kryds nogensinde – en begivenhed jeg længe har set frem til. Jeg blev imidlertid meget skuffet. Der var ingen stemmeurne, og ikke så meget som et gardin jeg kunne gå ind bag. Jeg måtte endda rundt og spørge om jeg ikke kunne låne en kuglepen til at sætte krydset med. Efter at have sat krydset og lukket konvolutten kunne jeg pænt lægge den i bunken sammen med de mange andre konvolutter – og så var det overstået! Jeg var lidt vemodig, men vi fik os efterfølgende en snak med det danske personale, hvilket gav mit humør et væsentligt løft – efter 3 måneder i Kina var det helt fantastisk at kunne føre en normal samtale på dansk. Jeg kiggede mig omkring, og fandt både danske småkager, lakridser og et rent, hvidt toilet man kunne sidde på – selv radioen kørte på dansk p3.

Jeg endte derfor alligevel med at forlade ambassaden i højt humør, og da jeg kiggede tilbage på danebrog bag murene, var det en nærmest fremmed følelse. Hvad der tidligere for mit vedkommende tidligere ikke havde været andet end Pia Kjærsgaards kvalmende svastika, syntes nu en del af min identitet og et varmende kærkomment syn. Havde min afsky for så meget af det Kina og kineserne står for fremprovokeret en lille snært af nationalfølelse – var det muligt!?

Efter resten af danskerbanden havde fået sat deres kryds, gik turen til ”den lille havfrue” – tro det eller ej – en dansk restaurant midt i Beijing, hvor vi proppede os med sild, smørrebrød, kartoffelsalat og frikadeller til den store guldmedalje, til tonerne af Kim Larsen og brødrene Olsen. Sjældent har jeg i Kina følt mig så veltilpas og hjemme – det var virkelig nationalfølelse, og vi var alle i højt humør da vi vendte snuden tilbage mod Tianjin og Cathay Future.

Wo shi danmai ren – Jeg er dansker!

...Kinesisk slum-houtong



Frederik foran en meget meget lille dør i slumkvarteret



Den danske ambassade og Sanlitun



...Og her, mine damer og herrer, et skelsættende punkt i mit liv: stedet hvor jeg fik lov til at sætte mit første kryds til det danske folketingsvalg. Voila...