Back on track!

Så har jeg endelig været på arbejde igen efter næsten en uge i sengen, som har smadret min døgnrytme godt og grundigt. Udover at jeg måtte stå op fem timer tidligere end sædvanligt, havde jeg grundet en svejsemaskine som udover at larme som ind i helvede lavede kørte blåt diskolys udenfor mit vindue indtil klokken tre fået noget nær min dårligste nattesøvn til dato her i Kina til dato. Efter tre spandfulde kaffe var jeg stadig alt andet end oplagt på unger.

Da jeg trådte ind af døren i sweet class, smilede Annie over hele ansigtet, og talte højlydt til tre. ”Ida, I very miss you!”, råbte ungerne i kor, mens Annie strålede af stolthed og åbenlyst fiskede efter et anerkendende blik fra mig. Jeg nænnede ikke at kommentere det videre, og smilede i stedet det bedste jeg har lært. Så meget for ”bilingual school” – og på den anden side forventeligt, når manden der bestemmer hvem der skal ansættes og fyres ikke behersker så meget som et godmorgen på engelsk.

Ungerne var glade for at se mig igen, og jeg blev på stedet begravet i en horde af snottede børn med fedtefingre, som alle sammen ville sidde på skødet, kysse mig og pille ved mit hår, hvilket blev en uventet brat opvågning. Kina er ekstremt tørt om vinteren, og udover sprukne læber og rynkede hænder gør det børnene konsekvent statisk elektriske, hvilket ærligt talt ikke gør dem mindre irriterende.

Børnene skulle opføre en forestilling for forældrene i dag, så min rolle blev som så mange gange før at gå i cirkler, stå i vejen, og lege med børnene når de skulle sidde stille. Efter en times ihærdig stræben efter at være behjælpelig, gav jeg op, og satte mig i hjørnet med en bog resten af formiddagen.

Klokken 11.30 kunne jeg endelig gnaven og skuffet smutte tilbage på mit lille sure værelse og sætte mig foran computeren en times tid og glo Simpsons, inden turen gik til Tianjin International Building og min første dag på mit nye fritidsarbejde.

Dette blev imidlertid dagens første store positive overraskelse. Tianjin International Building var Tianjin-udgaven af Beijings business-bygninger på Sanlitun, det eneste sted i Beijing hvor gennemsnitsmanden er hvid, iført mappe og jakkesæt og stiger ud af en sort, blankpudset Audi. I den guldbesatte forhal fandtes der alt fra Starbucks til hævemaskiner, en ellers sjælden luksus i Kina. Mads og jeg skulle undervise i engelsk på 24. etage i et fransk firma, og eleverne viste sig til min store overraskelse at være underdirektører eller lignende, alle med minimum en kandidatgrad i international business. Vi blev henvist til konferencerummet, fik hver et glas isvand, og 15 sekunder senere sad vores elever klar til undervisning.

Undervisningen bestod imidlertid i, at vi skulle træne vores fire elever i at samtale på engelsk, hvilket er lig en times betalt snak om alt mellem himmel og jord – nogenlunde de samme emner som jeg har diskuteret med snaksaglige kinesere på Ali Baba, når jeg har skullet slappe af efter en dårlig dag i børnehaven. De eneste umiddelbare forskelle var, at drikkevarerne i International Building blev serveret og var gratis, at vi har en timeløn på 130 rmb og at vores samtalepartnere er enormt engagerede og evigt taknemmelige.

Efter en sludder om blandt andet det danske kongehus, kinesiske bryllupper og skilsmisser samt en masse tips til gode restauranter og shoppingsteder i Tianjin, kunne vi hver 130 yuan rigere læne os tilbage i en sofa på Starbucks og slappe af med en latte omgivet af velklædte businessmænd. Det her er det cooleste job ever, og vigtigst af alt: et bevis på at Kina er andet end harkere, bakterier og uforskammede, uopdragne, egoistiske folk.

Wo bin le!

”Wo bin le” er kinesisk, og betyder ”jeg er syg”. Om aftenen dagen efter hjemkomsten fra turistrejsen, fik jeg en meget underlig fornemmelse i maven, som viste sig at skulle være mere end bare en fornemmelse. Hele natten kastede jeg op i et væk, og endte med at falde i søvn på gulvet foran toilettet af bare udmattelse. Den sjette gang jeg måtte op for at brække mig, troede jeg, at nu måtte jeg da snart være helt tom – men jeg måtte tro om igen. Min mave havde nemlig besluttet sig for, at der skulle tømmes helt ud – i begge ender, hvilket i sidste ende resulterede i, at jeg for første gang siden jeg var bajs sked i bukserne. Når man kaster op, spænder man som bekendt mavemusklerne, og det var tilsyneladende mere end resten af kroppen kunne holde til. Klokken 4 om natten måtte jeg, syg som bare fanden, vaske gulv og bukser samt tage et grundigt bad. Virusen holdt mig i sengen de næste 3 dage, og på fjerdedagen begyndte jeg til min store begejstring endelig at føle mig rask og veltilpas. Greg skulle komme på besøg den dag, så siden jeg følte mig nogenlunde frisk igen, var min lykke gjort. Troede jeg. Greg nåede at være i Tianjin i cirka 4 timer, før han fik en underlig fornemmelse i maven….

Han formåede at sove på gulvet foran toilettet 2 nætter i træk og skide i bukserne 2 gange.

Da weekenden kom, begyndte flere og flere at få en underlig fornemmelse i maven, så Greg og jeg besluttede os for at forlade den synkende skude hurtigst muligt, og søge tilflugt på et hostel i Beijing. Ingen af os følte os rigtig friske endnu, Greg døjede med maven og jeg fik udover mavesmerter et voldsomt udslæt på arme, ryg, mave og i ansigtet, så vi holdt os mest en dels indenfor på baren de følgende 5 dage. Det eneste vi egentlig nåede at udrette var en 2-timers tur til den forbudte by, der syntes så udmattede at vi røg på hovedet i seng om aftenen allerede kl. 9. Da vi endelig begge var nogenlunde på benene igen, var det tid til at sige farvel; Greg søgte mod mildere himmelstrøg i Thailand, og jeg måtte hoppe på en tre timer lang iskold og ubehagelig bustur tilbage mod Tianjin, mens regnen piskede ned. For 150$ kunne det have været mig der sad på et fly til Thailand; tanken var (og er) fristende.

Nu er jeg så tilbage i Tianjin, og kæmper stadig med sygdom og infektion. Jeg har haft min første hospitalstur, og denne skulle vise sig at være min hidtil mest overraskende og skræmmende oplevelse i Kina indtil videre. Jeg tog til Tianjin City Central Hospital med taxa. Udefra så det ganske anstændigt ud, men da vi trådte indenfor dørene, var realiteten en hel anden. Forhallen lignede lidt banegården – ikke den store fancy banegård i Beijing, nærmere den lille lurvede banegård i Tianjin. Den eneste åbenlyse forskel er, at banegården i Tianjin er meget renere. Væggene var nikotingule og nærmest smurt ind i lort og snotklatter, og hele bygningen lugtede lidt ligesom det lugter når man passerer et offentligt toilet i slumkvartererne i Beijing. Hygiejnen var kvalmende lav, og folk sad og røg cigaretter udenfor de snavsede operationsstuer, der i stedet for døre havde små snaskede gardiner, som det meste af tiden var rullet fra. Jeg skulle under mit besøg på hospitalet blandt andet indlevere en urinprøve, og fik i den forbindelse det største chok hidtil: Toiletterne. Det var uden tvivl her den kvalmende lugt stammede fra, og jeg måtte holde vejret før jeg gik derind, da lugten var så slem. De af jer der har set ”Trainspotting” husker sikkert den forfærdelige scene, hvor Ewan Mcgregor besøger ”the worst toilet in Scotland” – indretningen var nogenlunde den samme, bare meget mere kinesisk. På rad og række var der fire små huller i jorden. Bokse eller bare skillevægge havde man åbenbart ikke fundet nødvendigt, og jeg måtte sidde og koncentrere mig om at tisse i en kop ved siden af en kinesisk læge som var i fuld færd med nummer to, og som syntes mere end ligeglad over at sidde på hug og skide ved siden af mig. Da jeg endelig havde ramt den lille kop tilstrækkeligt og atter fik hevet bukserne op om livet opdagede jeg til min store rædsel, at der ikke engang var en håndvask. Jeg kunne lige overleve med ikke at vaske mine egne hænder og i stedet bruge en vådserviet, hvad der bekymrede mig mere var, at en kinesisk læge lige havde skidt og tørret sig og siden hen forladt toilettet uden at vaske fingre. I det mindste bruger jeg ikke halvdelen af min dag på at stikke fingre ind i mennesker som i forvejen er syge. Urinprøven måtte jeg bære i strakt arm gennem hele hospitalet, da laboratoriet lå i den anden ende af bygningen – og der var ikke noget med at få et låg til prøven. Endvidere virkede kineserne fuldstændig ligeglade med, at jeg bar rundt på muligvis inficeret tis, og både på vej til laboratoriet og mens jeg stod i køen, skubbede folk mig rundt i alle retninger så tisset sprøjtede. Alt foregik på kinesisk, så jeg forstod ikke et hak af, hvad der foregik, og jeg nåede i løbet af de to timer jeg brugte på hospitalet at besøge intet mindre end 5 læger som alle var uforskammede og virkede fuldstændig ligeglade med hvad der var galt med mig. Alle sammen mente de, at jeg bare skulle have en sprøjte antibiotika. Jeg nægtede prompte, og forlangte som betalende kunde gang på gang at få en ordentlig behandling og undersøgelse. Selvom kineserne evindeligt render ud og ind af hospitalet hvis de så meget som hoster to gange i træk, burde det ikke være ensbetydende med at alle os andre gør det!

Endelig fik jeg dog efter lang tids insisteren en undersøgelse, og lægen udskrev noget medicin til mig – for at være mere nøjagtig to bæreposer fulde af medicin. Alt fra desinficerende væsker til piller i forskellige former og farver. Jeg fik en kort og upræcis instruktion i hvordan og hvor ofte jeg skulle tage medicinen, og så var det ellers herut. På vej ud af døren fortalte lægen, at jeg bare skulle komme tilbage hvis det ikke virkede. Yderst betryggende. En ting er helt sikker: Jeg kommer ALDRIG igen!

Jeg havde desværre ikke mit kamera med på hospitalet, så i må nøjes med et billede af al den medicin jeg tager - hver dag!

turistrejse med mr. Zhao pt. 1

Fredag morgen dagen efter vi havde været i Beijing og krydse, sad vi alle spændte og veloplagte i en af Cathay Futures skolebusser, klar på vores turistrejse til Qingdao, det konfusianske tempel og Yinan-provinsen. Med os på rejsen havde vi Sunny, Mr. Zhao og en af Sunnys veninder. I første omgang gik turen til Qingdao og den olympiske regatta, og planen var en 6 timers køretur. Køreturen på kinesisk motorvej var i sig selv en kulturel oplevelse. Tilbage i gode gamle Danmark har jeg ofte bandet og svovlet over min egen dumhed, når jeg i et kort uopmærksomt øjeblik har misset den rigtige afkørsel fra motorvejen, og derved indskrevet mig selv til kilometervis af ekstra kørsel på motorvejen til næste afkørsel. I Kina har de fundet tricket: Hvis man kører forbi den rigtige afkørsel, bakker man da bare! Så der sad vi – 10 rædselsslagne danskere uden sikkerhedsseler på en kinesisk motorvej og bakkede på livet løs, mens bilerne udenfor fløj forbi vinduerne og dyttede på livet løs af den bakkende minibus. I Danmark har vi et ord for det: spøgelsesbilist!

Efter 6 timers kørsel sad vi alle med hvad der føltes som meget flade numser midt på motorvejen, og undrede os over hvor hulen Qingdao var. Sunny fortalte os lavmælt på engelsk at mr. Zhao havde trodset navigationssystemet, da han efter bedste overbevisning kendte en kortere vej til Qingdao. Mr. Zhao, headmaster på en af Kinas mest berømte såkaldt tosprogede skoler i Kina, taler som bekendt ikke et ord engelsk. 2 timer senere begyndte mørket at falde på, og i horisonten kunne vi skimte noget der lignede en by – Qingdao! Byen var flot og interessant, og vi sad alle med ansigterne presset op imod vinduerne, ivrige efter at se byen på egen hånd. Kort efter befandt vi os ved kysten og en stor moderne bygning, museet for den olympiske regatta. Vi fik en eksklusiv rundvisning, og fik senere lov til at snuse rundt på kajen og mærke den friske brise fra havet. Da det var blevet så sent, blev vi dog få minutter senere jaget tilbage i minibussen, da vi skulle nå at tjekke ind på hotellet og ud at spise aftensmad inden natten faldt på.

Aftensmaden fik vi på en eksklusiv kinesisk restaurant lige op til Tsingtao-bryggeriet. Mellem de to bygninger var et gigantisk rør, som efter Sunnys udsagn var et såkaldt ”ølrør”, så øllen vi fik på restauranten var så friskbrygget som muligt. Maden var som forventet meget kinesisk, til gengæld var der live-underholdning i form af mavedans og musik, samt en kæmpe wide-screen der viste en gammel Britney Spears koncert. Efter maden tjekkede vi ind på vores hotel, og fik til vores store ærgrelse at vide, at vi skulle videre dagen efter kl. 8.00, og altså at vi ikke fik mulighed for at se på den by vi havde kørt 8 timer for at komme til.

Dagen efter gik turen til Konfuses fødeby, og som forventet gik mange af dagtimerne atter engang med at køre rundt i minibussen. Ved eftermiddagstid var vi ved templet, og på bedste kinesiske vis, fik vi en guide med et lille blåt flag, som i stor hast jagede os igennem templet mens hun snakkede lavmælt, gebrokkent engelsk, som ingen af os rigtig forstod. Templet var lidt ligesom mange andre templer jeg tidligere har set, så det var ikke den kæmpe store skelsættende oplevelse – dog var det et nydeligt sted, og uden den lille kineser med det blå flag som jagede os gennem templet på no time, havde det da været en oplevelse.

Efter rundturen blev vi jaget tilbage i bussen, og kørte atter i timevis. Næste punkt på dagsordnen var at besøge en skole meget lig Cathay Future, og vi gennemskuede hurtigt, at det mest en dels var for at pleje mr. Zhaos forretningsforbindelser. Efter den obligatoriske rundvisning på skolen, inviterede forstanderen for skolen på (once again) kinesisk middag, og mens vi sad ved vores runde borde med drejeskiver, kunne man tydeligt ænse kfc-logoet eller et lille flakkende mcdonalds-M i alle danskernes øjne, i takt med at vi fik serveret grå tofu, friterede mynteblade, eddikepeanuts og andre kinesiske specialiteter. Kinesisk mad er på ingen måde lækkert, og vil aldrig blive det, ligegyldigt hvor dyrt og lækkert det nu engang ser ud.

Vores lokale havde to store runde borde, et danskerbord og et kineserbord. Kineserne drak sig dog hurtigt så trillestive i øl og Beijou (læs: ildelugtende- og smagende kinesisk riswhisky), og for i et væk over til vores bord for at skåle og lykønske mens de plaprede løs på kinesisk og deres ansigtskulør gradvist gik fra gul til orange til meget rød.

Efter middagen var alle kineserne ved så godt mod, at de fluks inviterede os på karaokebar, hvor festlighederne fortsatte. Som sædvanlig gjorde mr. Zhao sit ypperste for at være centrum, og de få sange hvor han ikke nåede at få tilranet sig mikrofonen, diskodansede han på livet løs. Til tider har vi alle sammen undret os gevaldigt over, hvordan en mand af mr. Zhaos kaliber nogensinde kan have fået den stilling han har. Et par timer senere blev vi sendt hjem i seng på hotellet, mens kineserne drak og sang videre på karaokebaren.

Søndag formiddag gik med besøg i en park, hvor vi atter en gang fik os en lille kineser med et blåt flag – forskellen var, at hun ikke kunne et pluk engelsk, og derfor kun snakkede kinesisk til os til alles store forundring. Atter engang blev vi i bedste kinesisk-turist stil jaget gennem parken af flagdamen uden mulighed for at stoppe op og kigge os omkring – og vupti! Blev vi nok engang jagtet ind i bussen, som denne gang gik tilbage til Tianjin. Vores tur var åbenbart blevet kortet ned, da mr. Zhao ville have os til at deltage i endnu et arrangement, hvor vores opgave som altid var at se hvide og fremmede ud. Så meget for 5 dages betalt turistrejse!

Blæsevejr på Kajen i Qingdao



...Ud i det blå!




Rund dør i det Konfusianske tempel



Konfusis fødeby. Sunny agerer guide.



Mr. Zhao giver den gas på dansegulvet mens en kollega synger karaoke



Smuk udsigt i en park i Yinan



Samme park med udsigt over en stor sø

Wo shi danmai ren!

Torsdag d. 1. november 2007 havde vi alle i anledning af valget i Danmark fået en fridag til at tage til Beijing for at stemme. Aftalen var at forlade Cathay future kl. 8.00, men grundet generel tømmermænds-epidemi blev det kun Frederik og jeg der præsterede at overholde tidsplanen. Turen gik let og smertefrit, og for en gangs skyld slap vi udenom det sædvanlige billetræs på banegården og kom på et tog med det samme. Da vi kom til Beijing besluttede vi os for at finde Sanlitun, ambassadekvarteret på egen hånd i stedet for at bruge timer på at forhandle med taxachauffører og bondefangere ved togstationen i Beijing. Generelt har vi erfaret, at det er enormt svært at få fat i en normal taxa i Beijing hvis man er hvid, da trafikken omkring centrum er meget hektisk, og da det for taxachaufførerne i stor grad bedre kan betale sig at samle kinesiske kunder op – til stor forskel fra Tianjin, hvor taxaerne dytter og nærmest ræser op på fortovet foran en når man er hvid. Vi hoppede på metroen med det samme, og blev som sædvanlig mast så voldsomt ind i vognen, at vi fik følelsen af, at vi kunne give slip med fødderne og stadig blive stående. Havde man i Europa mast dyr så tæt sammen som menneskerne i Beijings metroer, ville man øjeblikkeligt blive arresteret og kylet i fængsel for dyrplageri.

Da vi endelig kom ud af den tætpakkede vogn, besluttede vi os for at gå på eventyr, da vi i forhold til resten af gruppen havde oceaner af tid, og vi fandt hurtigt en lille snusket slum-houtong, som vi straks blev enige om at udforske. I løbet af 5 sekunder gik vi fra heftig trafik, travle businessmænd, luksushoteller og skinnende skyskrabere til små lurvede skure, lugtende fællesbade og rodede smalle små gader, samt snavsede gadekøkkener hvor en middag kostede 2 yuan. Gamle mænd spillede kinaskak i hjørnerne, og teenagepigerne fnisede og sendte flirtende blikke til Frederik. Vores frokost blev en autentisk portion dumplings til 5 yuan, cirka 3 kroner – og bang, så var vi tilbage til storbyræs, velduftende mænd i jakkesæt, skyskrabere og ferraibutikker.

Klokken var så småt blevet 11, og vi besluttede at gå på taxajagt og køre det sidste stykke af vejen i taxa. Sanlitun lå lige om hjørnet, og var en smuk, idyllisk, pænt beplantet og fredfyldt bred gade med pæne bygninger og vejrende flag. Havde det ikke været for de evindelige kinesiske vagter med store maskinpistoler, havde sanlitun været det perfekte sted i Beijing for en afslappende gåtur. Da der ikke var meget vind i flagene, viste det sig at være en stor udfordring at finde den danske ambassade. Endelig pegede taxacaufføren på noget rødt og hvidt inde bag en af de høje mure. Dui, dui! – det så dansk ud, og vi hoppede ud af taxaen, hvor det første problem opstod: af en eller anden sadistisk grund, havde man valgt at placere den danske ambassade lige op og ned af den schweiziske ambassade, hvilket gav anledning til stor forvirring, da der som sagt ikke var skyggen af vind i flagene. Vi fandt dog efter et par minutter den rigtige, og blev indenfor porten budt velkommen af en venlig, dansk dame, som fulgte os ind på kontoret, hvor jeg var meget spændt på at skulle sætte mit første kryds nogensinde – en begivenhed jeg længe har set frem til. Jeg blev imidlertid meget skuffet. Der var ingen stemmeurne, og ikke så meget som et gardin jeg kunne gå ind bag. Jeg måtte endda rundt og spørge om jeg ikke kunne låne en kuglepen til at sætte krydset med. Efter at have sat krydset og lukket konvolutten kunne jeg pænt lægge den i bunken sammen med de mange andre konvolutter – og så var det overstået! Jeg var lidt vemodig, men vi fik os efterfølgende en snak med det danske personale, hvilket gav mit humør et væsentligt løft – efter 3 måneder i Kina var det helt fantastisk at kunne føre en normal samtale på dansk. Jeg kiggede mig omkring, og fandt både danske småkager, lakridser og et rent, hvidt toilet man kunne sidde på – selv radioen kørte på dansk p3.

Jeg endte derfor alligevel med at forlade ambassaden i højt humør, og da jeg kiggede tilbage på danebrog bag murene, var det en nærmest fremmed følelse. Hvad der tidligere for mit vedkommende tidligere ikke havde været andet end Pia Kjærsgaards kvalmende svastika, syntes nu en del af min identitet og et varmende kærkomment syn. Havde min afsky for så meget af det Kina og kineserne står for fremprovokeret en lille snært af nationalfølelse – var det muligt!?

Efter resten af danskerbanden havde fået sat deres kryds, gik turen til ”den lille havfrue” – tro det eller ej – en dansk restaurant midt i Beijing, hvor vi proppede os med sild, smørrebrød, kartoffelsalat og frikadeller til den store guldmedalje, til tonerne af Kim Larsen og brødrene Olsen. Sjældent har jeg i Kina følt mig så veltilpas og hjemme – det var virkelig nationalfølelse, og vi var alle i højt humør da vi vendte snuden tilbage mod Tianjin og Cathay Future.

Wo shi danmai ren – Jeg er dansker!

...Kinesisk slum-houtong



Frederik foran en meget meget lille dør i slumkvarteret



Den danske ambassade og Sanlitun



...Og her, mine damer og herrer, et skelsættende punkt i mit liv: stedet hvor jeg fik lov til at sætte mit første kryds til det danske folketingsvalg. Voila...

Hul igennem!

Så er der endelig hul igennem igen! Siden den nationale kommunistiske kongres i Beijing, har jeg ikke kunnet skrive på bloggen, da der fra regeringens side er blevet lagt pres på nettet, hvor mange af de store hjemmesider (youtube, bbc, blogger etc…) også i den forbindelse har været lukket ned. Vi skulle jo nødig vide for meget for hurtigt… Nu jeg har fat i ytringsfrihed (og mangel på samme), er der fra regeringens side også kommet et forbud mod at diskutere luftforurening, siden den dag for et par uger siden hvor smoggen lå så tykt i Beijing, at børn og gamle blev stærkt frarådet at gå udenfor. I den forbindelse er alle hjemmesider tilegnet asmatikere i Beijing blevet lukket ned, så hver gang man som asmatiker går udenfor en dør, er det fra nu af med livet som indsats.

Her i Tianjin er forureningen også i den grad mærkbar. Vi var egentlig blevet enige om, at det nok ikke blev værre end den dag hvor vi ikke kunne se jorden fra vores værelser på 9. etage – men det blev det! Mandag for en uge siden lå smoggen her i byen så tykt, at vi da vi trådte ud af døren hverken kunne se gaden eller naboskyskraberne, som ligger ca. 20 meter fra vores bygning. Dog er det i takt med at temperaturen falder begyndt så småt at klare op igen, så vi håber på at kunne vende tilbage til Danmark til februar med nogenlunde intakte lunger. Efterhånden har kroppen vænnet sig til luften, og det er en fryd endelig at være fri for kratte lunger og mystisk udslæt.

En anden og næsten værre ulempe ved at bo i Tianjin er dog larmen. Som vi også på forhånd var blevet fortalt, er Tianjin i høj grad kilometer og atter kilometer af byggerod og industri, så vi vågner op og går i seng til lyden af bankende hamre, svejsning og larmende maskiner. Værst er dog sprængningerne, som foregår lige udenfor bygningen. De 30 sekunder lange øredøvende brag, der i sig selv er en plage, sætter gang i samtlige bilalarmer i miles omkreds, og gør det til en fysisk umulighed at sove længe i weekenderne, eller for den sags skyld at sove mere end en halv time ad gangen om dagen. Begrebet powernapping har for mit vedkommende fået en helt ny betydning!

Udover luftforurening, larm og dårlig internetforbindelse, står det dog nogenlunde til i Tianjin. Jeg har vænnet mig til at undervise, og selvom vi alle kom dårligt fra start er vi ved at nå til en fælles forståelse med vores lærere om, hvad hulen det er der skal ske i klasserne. Børnene er, som 5-årige nu engang er, ustyrlige, trælse og fedtede, men med en god portion viljestyrke og tålmodighed er de ikke helt umulige at lære engelsk eller at holde ud for den sags skyld. De har vænnet sig til mig, og har tydeligvis også lært noget af mine forsøg på at undervise. Den største succes jeg har oplevet mht. undervisning er dog, at lærerne i deres egen engelskundervisning efterhånden bruger mange af mine metoder – og at jeg fra sidelinien kan konkludere at de virker!

Som supplement til undervisningen i dagtimerne har Mads og jeg fået arbejde som voksenundervisere i et firma et par timer om ugen, for også at supplere de 6000 kr fra flybilletten, der hurtigt fik ben at gå på. Lønnen ligger på cirka 140yuan i timen, så det er selv sammenlignet med dansk løn helt udmærket. Desuden ser vi frem til at undervise på et lidt andet plan end vi gør i børnehaven.

Weekenderne hernede går også stille og roligt. I forrige weekend tog Frederik og jeg til Beijing og på hiking på muren ved Simatai. Til trods for lange ventetider, transportproblemer og ikke mindst 8 timer på et sæde med en 90-graders vinkel i en lille lummer bumlebus, var det hele turen værd. Efter 2 måneder hvor vi nærmest uafbrudt har opholdt os i larmende forurenede storbyer (hhv. Tianjin og Beijing), er synet af en blå himmel og lyden af stilhed overvældende, og vi nød til fulde de 10,5 kilometer op og ned ad stejle trapper og murbrokker. Landskabet var noget nær det smukkeste jeg i mit liv har set, og det var nærmest ubegribeligt for os begge, at Kina kan være så grimt, når det i virkeligheden er så smukt.

I denne weekend går turen sydpå med den lovede 5-dages ”turistrejse”, der desværre ikke var helt så turist-ish som lovet. Udover at de 5 dage er splittet op så vi kun er af sted i weekenderne, skal vi af sted med en skolebus og ikke længere væk end hvad der ville tage 1-2 timer med tog.

Om ikke andet har vi dog fået hustlet os til et par fridage, så til trods for bred utilfredshed har vi stillet os tilfredse.

Torsdag tager vi alle sammen til Beijing for at stemme til folketingsvalget og se lidt nærmere på ambassaden. Det er lidt vemodigt at skulle sætte sit allerførste kryds på den anden side af kloden, uden at have overværet en eneste debat, men vi lever stadig i håbet om, at vi snart får vores første politiken-weekly, for måske at få et lille hint om, hvad der sker hjemme i lille Danmark.

Ellers er der ikke de store nyheder fra Tianjin. Jeg nyder stadig at være her, og selvom Kina er enormt anstrengende og irriterende er det stadig en kæmpe oplevelse.

- Ida

billed-update

Som den dovne blogskribent jeg nu engang er, har jeg været elendig til at opdatere den sidste måneds tid. For at gøre det godt igen, ryger der i stedet en masse billeder af hvad jeg egentlig render rundt og laver på blogzzz...


Morning exercise for preschool-elever. Frederik er blevet rykket fra preschool til primary school, da samtligt mandligt personale fra den ene dag til den anden er blevet fyret fra preschool pga. sexual harrasments(!). Tilsyneladende var nogle forældre utrygge ved, at lade deres små guldklumper undervise af mænd, så det har skolen prompte gjort noget ved... "the chinese ways", som Sunny siger, er i sandhed lunefulde.


Verdensmesterskaberne i kvindefodbold blev i år afholdt i Kina (bl.a. på stadion i Tianjin), og det skulle naturligvis udnyttes. Danmark-Kina blev desværre kun på storskærm. Vi tabte stort, men havde det naturligvis sjovt - det samme kan siges om kineserne, der efter kampen stimlede sammen for at tage billeder og glo på de mærkelige danskere. Øverst mads med et kreativt danebrog lavet af et rødt håndklæde dekoreret med toiletpapir, og ved siden af Maibritt og jeg. Ansigtsmalingen er rød læbestift, som på daværende tidspunkt mest af alt lignede rødligt udslæt.


Da New Zealand skulle spille mod Kina kom der andre boller på suppen, og hele gruppen tog på stadion med højt humør for at heppe på det hvide hold. Desværre var kampens udfald endnu et nederlag til de hvide damer. Efter kampen var vi atter midtpunkt, og skulle posere med kinesere som ville fotografere.


En af vores efterhånden utallige "performances" - her optræder vi med "I like the flowers", til stor glæde og jubel. Det sidste stykke tid er vi dog gået over til at optræde med en "traditionel dansk vise", i form af den sjofle drikkesang, "Ka' hun gi' bryst?", hvilket gør selve optrædenen lidt sjovere for os, i og med at kineserne ikke fatter en brik. Min solo i sangen er "dååårlig pik!".
Eventsene er flere gange gået ud over vores weekender, hvilket vi længe har fundet os i, også selvom Sunny traditionen tro først fortæller os, hvad der skal foregå dagen før vi skal afsted. Dog fik vi for alvor nok, da hun proklamerede, at vi skulle arbejde hele weekenden op til d. 1 oktober - vel at mærke efter hun tidligere havde forsikret os om, at vi havde fri. Vi nægtede prompte at arbejde, og fik vores anden (!) friweekend under vores ophold på Cathay Future.


Første murtur gik til Badaling, det mest populære sted at se muren. Efter lang tids asen og masen, var vi endelig på toppen, med svedige kroppe og ømme fødder. Specielt de ømme fødder var et problem for mit vedkommende, da jeg ikke lige overvejede at mine nyindkøbte gucci-kopisko måske ikke var det bedste valg til en murbestigning. "Gucci"skoene var et indkøb fra dagen før, som alle tøserne brugte på det famøse silkemarked.

October break!!!

Jeg har været usandsynlig sløv til at opdatere min blog den sidste måneds tid, så nu er det vidst på tide med et indlæg igen. I slutningen af september har vi deltaget i diverse events; størst af dem alle var månefesten, hvor det med pomp og pragt, lysshows og månekager blev fejret, at månen var fuld. Der er sket meget siden sidst jeg opdaterede, så jeg holder mig i skrivende stund til at fortælle om min oktoberferie, som har varet fra d. 28 september til d. 7 oktober. Jeg skulle som tidligere nævnt mødes med Kentuckyaner, forfatter og backpacker Greg, som på samme tidspunkt afsluttede sit månedslange ophold på Shaolin-templet i Henan-provinsen. Grundet den nationale ferie havde jeg i god tid købt togbiletter og booket hostel, og havde sikret mig med Sunny at mine reservationer ikke overlappede nogen arbejdsdage. To dage før jeg skulle rejse, fik vi dog traditionen og "the chinese ways" tro at vide, at vi alligevel skulle arbejde – både lørdag søndag og mandag.

Til trods for lange diskussioner med Sunny og åbenlys utilfredshed fra både hendes og vores side, sejrede ”the danish way” for første gang over ”the chinese way”, og mine reservationer af såvel togbilletter som hotelværelser, viste sig til min store glæde ikke at være forgæves – fredag kl. 14.10 sad jeg på toget til vej til Beijing og 9 dages ferie fra larmende unger, utilfredse lærere og vigtigst af alt, ”the chinese ways”. Togturen viste sig dog til min store ærgrelse ikke at være helt ukompliceret, idet min sidemand var en ihærdig 40-50-årig kinesisk mand, som indtil jeg slap af med ham nær den himmelske fredsplads(!) brugte al sin energi og meget få engelskkundskaber, på at overbevise mig om, at vi to var skabt for hinanden. 500 meter fra den bar hvor jeg skulle møde Greg, hjalp det dog endelig at være ubehøvlet og højrøstet, og jeg kunne ånde lettet op, da han endelig gav op og forsvandt i mængden. Jeg mødtes med Greg på vores efterhånden velkendte backpackerbar, Sakura, og efter 1 måneds KungFu på betonunderlag og 8 timers togkørsel på hardseat mast sammen med høns, heste og bønder, var han ligeså udmattet som mig. Efter en lang snak om KungFu og sure kinesere var vi dog på toppen og klar på en fed uge i Beijing.

I første omgang gik turen til WangFuJing, hovedgaden og hjertet i Beijing, hvor vi i ro og mag kunne kigge på en betydeligt pænere del af byen, og komme væk fra de snuskede houtonger og lyden af bøvsende og spyttende kinesere. Vi fik forsynet os med diverse nødvendigheder, som de fleste steder er umulige at opdrive (deodorant, barberblade etc.), samt købt en stak engelsksprogede bøger til underholdning og undervisning. Derudover fik vi udforsket Oriental Plaza, primært for at nyde luften og airconditionen et af de få steder i Kina der ikke lugter af kloark eller opkast. Ved aftenstid kom er liv i de små sidegader, hvor vi efter en usandsynlig lækker frokost på KFC fik smagt på fedtdryppende græshopper, firben og slanger. Som hvide unge mennesker fik vi masser af opmærksomhed fra kinesere, primært studerende som ville øve deres engelskkundskaber og KungFu-fans som genkendte Gregs Shaolin-tshirt, og kungfu-daskede ham i ryggen med alt fra tasker til aviser. Ved nattetid gik turen tilbage til Sakura, hvor vi sluttede af med tsingtao og backpackerstemning.

Søndag gik turen tilbage til Tianjin, da jeg skulle arbejde mandag morgen, og det var med blandede følelser vi vendte tilbage til ekstrem forurening og hvad der efter Wangfujing synes en uendelig ørkenvandring af industri, byggerod og kraner. Det første syn der mødte os da vi trådte ud af elevateren på 9. etage var 9 tømmermændsbefængte danskere foran et kæmpe fjernsyn. Alene at sige goddag synede af at være en enorm kraftanstrengelse, så Greg og jeg tussede igen rundt på egen hånd. Greg fik en rundvisning på skolen, og var som forventet dybt chokeret over, at en super hi-tech skole med alt fra 4d-biograf til etager fyldt med dyre trommesæt, keyboards, træningsmaskiner og klaverer til en hel klasse stadig ikke ”har råd” til at købe hverken undervisningsmateriale til lærerne eller toiletpapir til at tørre ungerne med. Mine kineserlærere var heldigvis stadig i klasserne, og de var ovenud henrykte over at se en rigtig amerikaner, og fnisede som små skolepiger da jeg introducerede dem. Mona og jeg har belejligt nok et ekstra glasbur, så Greg kunne snildt overnatte på Cathay Future i stedet for at skulle bøvle med snuskede youth hostels.

Mandag stod vi alle tidligt op, klar på at underholde nogle unger, men grundet regnen kom der stort set ingen – i Kina er det almindelig paratviden, at de små pus bliver syge af regn. Efter et par timer dukkede der dog nogle få trætte unger op, og dagen gik for mit vedkommende med at tegne frugter og folde papirflyvere – ikke den helt store kraftanstrengelse. Greg fik taget sine billeder, og arbejdsdagen blev grundet den åbenlyse mangel på børn kort. Om aftenen stod den på kinesisk middag med Sunny, og senere hen på sing-along på byens fornemste karaokebar. Jeg overvandt hurtigt mine skrupler over at slæbe en modvillig Greg med, og slog mig løs foran tv-skærmen i et par timer sammen med de andre. Vi tog med højt humør videre på natklub, og endte alle (inklusiv Greg) med at have en sjov nat. Resten af tiden i Tianjin stod primært på Ali Baba, vores ”stambar”, og McDonalds, indtil Greg og jeg endelig tog os sammen til atter at vende næsen mod Beijing. Turen gik dog ikke helt som forventet, og jeg fik skabt 10 minutters fortvivlelse og kaos, idet jeg troede min pung med dankort, kørekort, sygesiking og 2500 rmb i kontanter var blevet stjålet. Jeg efterlod en måbende Greg, og fløj rundt på banegården med snuden i jorden, for at se om jeg havde tabt den, og prøvede på gebrokkent kinesisk at forklare en politibetjent at min pung var væk. Han fattede ikke en brik, og heldigvis, for da jeg slukøret slæbte mig tilbage til Greg og mine tasker, viste det sig, at jeg i skyndingen havde smidt pungen i et andet rum i tasken. Vi fangede vores tog, og i modsætning til det sædvanlige hi-tech metalgrå aerodynamiske og airconditionerede tog, viste det sig at vi skulle moses på hardseat i en gammel langsom rødbrun sag, og vi fandt os selv mast sammen med svedende kinesere, og med en skarp lugt af toiletvogn i næsen i næsten 2 timer, før vi endelig fik fast grund under fødderne igen. Grundet ferien var ”Beijing Bowling Hotel” (bowling viste sig at være et forsøg på at oversætte det kinesiske ”Bao Ling”) det eneste sted vi kunne få værelser. Efter en hård kamp med uforskammede taxichauffører og håbløst hotelpersonale havde vi endelig – klokken 10 om aftenen – overstået det praktiske, og var begge på randen til et nervøst sammenbrud efter intet mindre end 6 timers kamp med ”the chinese ways”.

Dagen derpå vendte vi atter tilbage til Houtongerne ved Qianmen, hvor vi til vores store overraskelse og glæde kunne få et hotelværelse på gode gamle Sakura. Til trods for ubekvemme overraskelser i form af hårklumper i sengen og brugte kondomer på gulvet, var det bedre end ingenting, og efter at have efterladt den tunge baggage på hostlet, tog vi metroen til en anden del af byen, for at udforske Houtongerne i nærheden af Dagboa-templet. Selve templet var ikke den store oplevelse, Houtomgerne var derimod en succes. Vi vandrede de smalle gader mellem grå murbrokker, gamle skakspillende kinesere, forpjuskede hunde og fnisende teenagepiger tynde, og vendte sidst på eftermiddagen veltilfredse tilbage mod Tianmen og Qianmen med metroen. Her fik vi os dog en meget ubehagelig overraskelse som hverken jeg eller Greg sent vil glemme. Da vi stod af metroen ved Tianmen kunne jeg se i vognen ved siden af vores, at der blev skubbet voldsomt rundt, og vi stoppede op for at se, hvad i alverden der foregik. Sekundet efter fløj to mænd i voldsom slåskamp ud lige foran os, og aggressionerne kulminerede, da den ene med en knytnæve slog dan anden i jorden, så han med et brag landede på baghovedet. Manden forsvandt med lynets hast tilbage i metroen, som fortsatte mod næste station, og tilbage lå den anden, bevidstløs med hovedet hvilende i en pøl af sit eget blod. Flere mennesker strømmede til, men ingen af os vidste hvad vi skulle stille op med manden på gulvet, hvis krop pludselig gik i kramper, så blodet sprøjtede fra hans hoved. Endelig kom en kvinde i uniform styrtende til, og jeg hev prompte Greg med ud af menneskemængden og metrostationen, væk fra den blødende mand. Vi var begge dybt chokerede, og enige om, at den himmelske fredsplads kunne vente til en anden dag. Tilbage på Sakura fik vi os en lang snak, kom ned på jorden igen efter den voldsomme oplevelse, og besluttede os for, at vi hellere måtte tage en slapper resten af aftenen.

Vi var dog friske i hovedet igen dagen efter, hvor vi besluttede at udforske det fjerneste stop, Ping Guo Yuan, som vi med vores gebrokne kinesisk havde fået oversat til ”æblehuset”. Metroen var ligeså proppet som resten af byen var, grundet den nationale ferie, og i dagens anledning havde samtlige metrostationer udstationeret en ”skubber” – en uniformeret mand, der når dørene åbnede styrtede til og skubbede folk ind i vognene, så alle kunne være i de fyldte vogne. Vi stod som sardiner i en dåse det meste af vejen, og folk stod så tæt presset sammen, at man kunne give slip med fødderne og stadig blive stående. ”Æblehuset” viste sig at være en lille forstad til Beijing, og til trods for, at der ikke var meget at se, havde vi en hyggelig dag, og fik udforsket en anderledes del af byen og smagt på noget anderledes gademad end det der sædvanligvis kan fås omkring cent

rum.

Tilbage ved Qianmen stod den på ”dog korean style” til aftensmad – og det var bestemt ikke anbefalelsesværdigt. Vi fik serveret en tallerken fuld af uidentificerbare kød- og fedtklumper, og smagen mindede mig mest af alt om hvordan jeg forestiller mig råt oksekød smager efter et par dage i solen. Efter 5-6 mundfulde af det uappetitlige kød, blev vi hurtigt enige om at det ikke var sagen, betalte og forlod restauranten. Det første syn der mødte os, da vi trådte ud af det snuskede lokale, var en arrig lille hund, der gøede ad os som en vanvittig.

Om aftenen mødtes vi med resten af danskergruppen på Sakura for at fejre Lines fødselsdag, og siden både Greg og jeg var trætte efter en lang dag, introducerede han mig for mirakeldrikken RedBull, som på magisk vis fik mig op at ringe igen på ingen tid senere på aftenen tog vi med de andre videre til et kendt barområde i Be

ijing, som dog på ingen måde var en succes – diskotekerne var halvtomme, og priserne var ubehageligt hjemlige. Af samme årsag vendte Greg og jeg kort tid efter tilbage mod Qianmen for at få noget søvn i stedet – stadig med kroppen fuld af RedBull, som naturligvis resulterede i, at vi ikke kunne sove da vi endelig kom tilbage. Alt undtagen gadegrillerne var lukket, så vi besluttede i stedet for at gå i seng, at gå på madeventyr, og købte dumplings til den store guldmedalje. Vi var heldige nok til efter en lille gåtur at finde en lille snusket bar som stadig var åben, og fik os et par Tsingtao i selskab med en flok meget selskabelige snaldrede kinesere, før vi endelig var trætte nok til at gå i seng. Dagen derpå viede vi til at lave ingenting, og nåede ikke længere væk fra hostlet end en tur rundt på den himmelske fredsplads, som var proppet med kinesere på ferie, der alle sammen ville have taget billeder sammen med de mærkelige hvide mennesker.

Dagen efter havde vi bestilt pladser i en bus til muren ved Simantai, hvor planen var en 10 km vandretur på den del af muren nær Beijing som ikke er restaureret og af samme årsag ikke bugner af turister. Kl. 5.40 blev vi hentet ved vores hostel, og til vores store frustration silede regnen allerede da ned i lårtykke stænger. Efter 4 timers kørsel var vi ved muren, og vi blev på grund af regnen enige om at droppe den lange vandretur, og i stedet bare tulle lidt rundt og se på muren i et par timer. Trods regnen var muren som altid fantastisk, og der var ikke en sjæl i syne. Da vi nåede det højest beliggende tårn ved Simantai, sad vi midt inde i en kæmpe stor sky hvor vi nød stilheden og fuglene under en paraply i en halv times tid. Da vi blev hentet af bussen igen, klarede det op, og de 4 timer tilbage til Beijing var et varmt og fugtigt helvede. Vi stoppede bussen på WangFuJing, og fejrede vores murtur og vores sidste dag sammen med en luksusmiddag og en dyr rødvin på Beijing Hotel. Afslutningen på ferien blev endnu et måltid på Sakura, hvor personalet efterhån

den kender os så godt, at de havde designet en playliste af sørgelige ”goodbye my love”-sange til stor morskab for os begge. Vi fik skrevet hilsner på væggen og gik hver til sit, Greg mod Sydkina og senere Laos, og jeg tilbage til Tianjin.

- og nu er jeg atter tilbage i Tianjin efter en lang og stressende men sjov ferie, som har lært mig meget mere om Beijing på godt og ondt. Lige nu er Kina en blandet fornemmelse. De sidste ni dage, er jeg blevet vækket til lyden af en harker fra gaden, og selvom jeg hver gang jeg vågner til den lyd kaster lidt op i min egen mund, tager jeg stadig mig selv i samtidig at grine over hele femøren – præcis såd

an har jeg det med Kina og kineserne, og jeg fortryder ikke et sekund, at jeg er, hvor jeg er. Life is good.

Jeg har desværre ikke rigtig fået taget nogle billeder i ugens løb, men poster de få (dvs. tre) jeg har. Forhåbentlig sender Greg noget til mig når han har fundet en computer et sted i sydkina, indtil da må det blive ved ligegyldige metro- og hundebilleder.

Mads og jeg i en dybfølt duet. Så vidt jeg husker "eternal flame".


Greg i metroen, foran et proppet tog.




Munden fuld af hund...

billeder fra Cathay Future!

Mest en dels for lige at få postet nogle billeder af hverdagslivet på centeret og i børnehaven.


foreign kindergarten teacher's første performance for børn og forældre. For lige at runde af på hele "I like the flowers"-historien, viste det sig i går at det klassiske orkester skulle spille igen kl. 15, så til tonerne af Bethoven besteg vi en af de mange store scener på Cathay Future, til en klassisk kanon af "I like the flowers" - det var helt forfærdeligt pinligt. Vi stod på scenen foran det rumænske symfoniorkester, som klukkede af grin i baggrunden, mens de pr. intuition ledsagede vores skønsang med alt fra violin og kontrabas til klaver, og da vi endelig var færdige, og slukørede vandrede ned fra scenen modtog et enormt bifald fra hele salen.


En sød pige som venter på at blive hentet, og gerne vil fotograferes af lærer ida (det hedder jeg her).


To andre piger fra min klasse, som også gerne vil hjem. Dagens sidste engelsktime bestod i stor stil af små glimrede klistermærker til de dygtige elever, men skammekrog, dask og skænd til de "dumme" elever.


Kittie, som er dampbarn, hvilket ikke er sjovt at være når man er kineser. Her står hun i skammekrogen, fordi hun ikke kunne sidde stille.


En pæn kat


En af mine vinduesmalerier i mit klasseværelse.


Engelsktime med Mary og Anne.

Livet i en børnehave i Tianjin...

Så er jeg for alvor kommet i gang! Summerschool-børnene er taget hjem, og i går ankom så de klasser jeg skal passe og undervise det næste halve års tid. Søndagen gik med diverse velkomstshows, og Sunny havde bedt os om at forberede en sang - det skulle ikke være noget stort, sagde hun, så vi sværgede til "I like the flowers" i bedste kanon-stil. Da vi mødte op cirka ti minutter før vi skulle optræde mente lederen i Kindergarten dog ikke det var tilstrækkeligt, så vi fik besked på lige at forberede lidt ekstra på bedste kinesisk maner. Showet var ikke en stor succes.

Sunny mente dog alligevel vi skulle gentage succesen senere om aftenen, og være warm-up for et rumænsk klassisk strygerorkester samt diverse kinesiske talentbørn, hvilket vi dog i sidste øjeblik heldigvis fik talt hende fra. Selve koncerten var dog i sig selv en rystende oplevelse, da kinesere tilsyneladende ikke har den fjerneste anelse om, hvordan man opfører sig til en klassisk koncert. Folk vandrede konsekvent højlydt ud og ind under hele koncerten, spillede tamagochi (med lyd vel at mærke), og snakkede højlydt. Derudover havde de ikke den fjerneste anelse om, hvornår man klapper, så applausen efter de enkelte numre var nærmest ikke-eksisterende, mens folk lystigt klappede i takt til hvert eneste nummer til både orkestrets og dirigentens åbenlyse desperation. Da koncerten endelig var overstået, og orkestret var linet på rad og række for at modtage den endelige applaus, var salen tom, med undtagelse af ti betuttede danskere på bagerste række.
Cathay Future's talentbørn var dog en helt fantastisk oplevelse, og vi var alle sammen ved at tabe hoved og mund - delvist af beundring - delvist også fordi vi rent faktisk skal undervise de selvsamme børn i musik(!)

I dag, mandag, stod vi alle tidligt op for at modtage børnene den første dag, og til trods for, at der hverken var vand i bruseren eller vandhanen til at starte med nåede vi det lige. I klasserne gik det også udemærket. Selvom jeg tidligere havde fået besked på, at vi ikke skulle undervise denne uge overhovedet, blev jeg allerede i første time smidt op foran en flok betuttede børn, som ikke fattede et hak af, hvad jeg prøvede at lære dem. Halvdelen rejste sig og begyndte at råbe, og resten sad med bævrende læber og fugtige øjne, indtil de pludselig nærmest i kor brød ud i gråd. Til trods for den kaotiske start, fik jeg lært dem at sige "Hello, my name is .... , "what's your name?" og "nice to meet you", så der er stadig håb forude. Dog skal jeg stadig vende mig lidt til mine kinesiske kolleger, der for det første af og til giver børnene et dask, og for det andet ikke virker synderligt begejstrede for min undervisning.

Min anden klasse var dog en ganske anden oplevelse. For det første er mine lærere Candy og Rose (ja - de har selv valgt deres engelske navne) enormt imødekommende og glade for min tilstedeværelse, og deres måde at undervise på var helt anderledes end i den anden klasse. Opmundrer de mig til at gøre lige hvad der passer mig mht. undervisning, så jeg skal have forberedt en hel masse til i morgen - og jeg glæder mig. Derudover kan Rose og Candys børn mere end Anne og Marys børn kan, og de behandler børnene bedre.

Udover arbejdet, er jeg så småt også ved at vende mig til resten af Kina, selvom det er svært. Jeg savner specielt at kunne smide brugt toiletpapir i toilettet, og den kinesiske mad er i den grad noget man skal vende sig til - alt er dyppet i olie og fedt, og ledsaget af en skål ris morgen, middag og aften - hver dag. I den forbindelse er de japanske megamalls en velsignelse, og et sandt slaraffenland af dansk ost, tysk rugbrød, australsk mælk og italiensk pasta, samt mange andre lækre vestlige varer.

Fra og med på tirsdag begynder Helle, Janni, Frederik, Maibritt, Line og jeg til Kung Fu undervisning her på centeret, og glæder os meget. Vi får derudover fri adgang til fitnesscenteret, så vi kan få trænet den fede kinesiske mad af kroppen.


Cathay Future tilførtes en smule ekstra dansk kultur lørdag aften i form af ølbowling på gangen.


Vejret i Tianjin er mildt sagt forunderligt. Det ene øjeblik går man i bagende solskin med svedplamager på ryg og lår, og det næste øjeblik kan man ikke se en hånd for sig, fordi det styrter så voldsomt ned. I går regnede og haglede det i cirka tre kvarter, og skabte totalt trafikkaos. Haglene, som var på størrelse med bolcher satte samtlige bilalarmer i Tianjin i gang (og det er ikke så få i en by med 9 mio. indbyggere), samt oversvømmede gaderne i løbet af ti minutter. Her er regnen kommet bag på Maibritt, Mona, mig og Krista

Så er vi i gang!

Endelig har jeg fået fat i et stik, så jeg kan opdatere lidt på bloggen - og der er sket meget siden sidst. Op til weekenden lærte vi Tianjin lidt bedre at kende på egen hånd, og fik set byen fra det kæmpestore tv-tårn. Herfra fremgik det tydeligt, at Tianjin til trods for at byen knapt nok er kendt i Beijing er enorm, med de utallige højhuse og knapt 9 millioner indbyggere.

Da det blev fredag tog vi tog til Beijing, hvor vi boede i en kendt backpacker-houtong som lå lige i nærheden af den himmelske fredsplads. Meget af dagen gik med lange gåture og desperate forsøg på at kommunikere med hostelmedarbejderne, så det eneste vi nåede, var en gåtur gennem houtongerne og videre ud på den himmelske fredsplads. Lige i nærheden af vores hostel lå byens backpackerbar, hvor vi spiste aftensmad og blev hele aftenen. I modsætning til Tianjin er det meget nemt at møde nye venner i Beijing, og jeg fik mig en lang snak med to hollandske piger og tre kinesiske servetricer, mødte en russisk kung-fu studerende, som spillede russiske seranader om min blændende skønhed hele aftenen, diskuterede Bowie med en brite på jordomrejse, og fik mig en god ven, Greg, fra amerika, som efter eget udsagn er fuldtidsvagabond - han rejser rundt i verden, og tjener til sine rejser ved at tage billeder og skrive artikler til aviser og bøger, samt gennem en meget populær blog han skriver. Lige nu skulle han en måned på kung-fu kursus langt ude på landet, og leve på 3 timers søvn, tørre tæsk og en skål ris om dagen, men når han om en måned er tilbage i Beijing, skal vi mødes, så han kan lære mig byen lidt bedre at kende.

Lørdagen var en del mere dramatisk end fredag - om dagen tog vi til den forbudte by og Bai Hai parken, og klokken 6 blev jeg hentet af Wen Tongs mand og deres søn Yan Yan, som jeg skulle spise aftensmad med. køreturen gik dog ikke just som planlagt, og jeg endte med at få en oplevelse jeg sent vil glemme. Da hverken Wendys mand eller Yan Yan taler særligt godt engelsk, har jeg stadig ikke helt forstået hvad der skete, men jeg skal prøve at referere det:
På vej ud af Houtongen banker der pludselig en mand på ruden, og Wendys mand ruller den nogle få centimeter ned, hvorefter manden udenfor bilen skubber en mobiltelefon ind ad vinduet. Wendys mand hæver stemmen, ruller vinduet op med det samme og skubber telefonen ud. vi kører videre hen ad Houtongen, men manden følger efter, og begynder at slå og sparke på bilen. Da jeg spørger Wendys mand hvad der foregår kigger han hurtigt på mig og siger "robber", hvorefter han febrilsk fisker en stungun ud af handskerummet og ligger den i sin bukselomme. Vi kører videre gennem houtongen, og manden udenfor begynder at tage i håndtagene for at komme ind i bilen, og bliver mere og mere agressiv. Da vi kommer ud til en større vej, stiller manden sig foran bilen, så vi ikke kan komme væk, og hamrer en knytnæve ned i køleren mens han råber og skriger. Efter nogle minutter når Wendys mand at smutte udenom ham mens han kigger væk et øjeblik, og manden udenfor når lige at få hamret så hårdt i min rude, at den er ved at gå i stykker, før vi fræser væk fra ham gennem Beijing. Snart efter ser vi en politimotorcykel som gener os ind til siden, og efter et par minutter holder bilen omringet af kinesisk politi, tre biler og to motorcykler. manden fra før kommer, og i cirka 45 minutter står alle og råber af hinanden, indtil vi til sidst får lov at køre videre.
Hele episoden igennem har jeg været ved at skide i bukserne af skræk, men heldigvis får lille Yan Yan og Wendys mand beroliget mig, og middagen bliver til trods for at vi ikke kan snakke sammen rigtig hyggelig. Efter middagen kører jeg med hjem til hvor de bor, og sammen med Wendys mand og hans bror tager jeg en taxa tilbage, og de forklarer mig, at jeg fremover skal være meget forsigtig når jeg færdes i gaderne.

Heldigvis var resten af aftenen hyggelig, jeg havde det sjovt med de andre, og vi sad ved den samme bar som fredag aften. Jeg fik snakket lidt videre med Greg, og mødte et par kinesere som var meget ivrige for at træne deres engelsk.

Søndag tog vi trætte og udmattede tilbage til Tianjin, og så film resten af dagen.

I dag, mandag, var så den første arbejdsdag.
Vi har ikke lavet så meget endnu, da de fleste af børnene først kommer på mandag, men det var fint lige at møde lærerne, og finde ud af hvordan det hele fungerer. De børn jeg har mødt er enormt søde, og vil hellere gerne snakke med en og røre med en selvom man ikke forstår et hak af hvad de siger.

Shopping i Tianjin

Linda, mig, mona og Krista på den himmelske fredsplads

Kinesiske tourister fra sydkina - mange af dem har aldrig set en hvid person der, så man bliver fotograferet i et væk på den himmelske fredsplads


Mig sammen med Greg - professionel "vagabond" fra Kentucky

Mona, Krista og Jeg i Bai Hai Park

så er vi her!

Efter en ni timers lang flyvetur blev vi hentet i Beijing lufthavn af Sunni, og efter atter to en halv time var vi på cathay future, trætte og svedende. Her i Tianjin har vi cirka 40 graders varme, så det var noget af en omvæltning fra den iskolde nat i flyet, som for øvrigt forhindrede de fleste af os i at få vores nattesøvn. Men som sagt er vi kommet til Tianjin, hvor vi er blevet indlogeret på vores værelser.
klokken halv seks skulle vi spise middag med Mister Jiao, ejeren af Centeret, og Sunni, og senere gik vi i byen med de tidligere lærere og pædagoger på Cathay Future, som rejser hjem i morgen tidlig. Værelserne er store og lækre, og det eneste minus indtil videre er ekstra sovekammerater i form af kakkelakker i skufferne. Byen er stor, og der er masser af liv i gaden, også om natten. Vi har besøgt de tidligere læreres stambar, ali babar, som udover at være byens universitetscafe også er midtpunkt for en hel del udlændinge, samt universitetsstuderende som hellere end gerne vil have en snak.

Så alt i alt går det glimrende - vi har det godt og nyder byen og det dejlige vejr. Vi har lige omkring ti fridage før arbejdet begynder, og tager derfor til Beijing fredag til Søndag. I morgen står den på yderligere intruduktion af centeret og byen, samt praktiske erinder og oprettelse af telefonnummer i Kina.

Min roomie Mona og vores værelse. I Danmark fik vi at vide, at de tidligere 3-mandsværelser var blevet delt af skillevægge, og nu var enmandsværelser - overraskelsen var dog, at skillevæggene består i tre overdimensionerede glasbrusekabiner med en seng og et skrivebord i hver kabine.

Min seng og badeværelset


Middag med Sunni og Mr. Jiao


- og udsigten fra vores værelse.